Den ”Grønne Trepart” indebærer, at der skal rejses 250.000 ha skov på tidligere agerjord. En væsentlig del heraf skal udlægges til urørt skov. Spørgsmålet er naturligvis hvilken type skov, der fremmer biodiversiteten bedst? Og i givet fald, på hvilken måde?
I Massif Central i Frankrig har man siden 1993 haft en vild flok af Przewalskii’er gående i nationalparken, Parc National de Cévennes. Oprindeligt var der tale om otte dyr, der stammede fra europæiske zoologiske haver. I dag er flokken på 35 individer, der frit græsser på to områder på højsletten, Causse Méjean. Livsbetingelserne har været så gode at man på et tidspunkt kunne eksportere en del dyr til Mongoliet. Det ene områder på 217 ha græsses forår og sommer det andet på 171 ha om efterår og vinter. Dyrene flytter sig af sig selv fra det ene sted til det andet ved at blive lokket med salt og vand, og håndteres således ikke af mennesker, men lever i en naturlig flokdynamik. Dyrene får således også lov til at reproducere sig frit og forfatterne karakteriserer forvaltningen som ”rewilding”.
Lige i nærheden befinder sig en lokal gård, hvor ejeren siden 2008 avler robuste tamheste. Indtil 2018 gik hestene sammen med får, men nu er der kun hesteavl. Disse dyr ormebehandles, hopper og hingste/plage holdes hver for sig og er vante ved at håndteres af mennesker. De to områder er på henholdsvis 77,7 og 80,7 ha. Også de tamme heste veksler mellem to områder afhængig af årstiden. Alle dyrene går ude om natten.
Endelig finder der i samme område fåregræsning sted. Det ene område har været afgræsset sommer og efterår i mere end 50 år. Fårene drives det ene sted på græs af fårehyrder og hunde, men er på stald om natten. På den anden lokalitet går dyrene ude hele sommer og efterår, hvor de vogtes af hunde.
Alle græsningsområderne ligger mellem 968 og 1196 m over havets overflade.
Græsningstrykket for vildheste svinger mellem 4,8 og 6,2 pr ha. For tamhestene ligger trykket på mellem 5,2 og 6,7. For fårene gælder et tryk på mellem 1 og 1,2 pr ha. Græsningstrykket er således – uden at det præcist angives – nogenlunde ensartet, hvis man gør det op i kg pr ha.
For at afdække græsningsregimentets betydning for biodiversiteten , blev der i 202 gennemført systematiske undersøgelser af floraen ved at udpege i alt 208 plots med 200 meter imellem. Plots blev anbragt i forhold til et net, dvs. uden at skele til jordbund og naturlige landskabsformationer. Faunaen blev undersøgt på et kvadratisk plot på 1m2, mens de landskabelige forhold – herunder stendække – blev karakteriseret i et omkransende koncentrisk plot med en radius på 5,6 m (dvs. på 100m2.
Helt overordnet kunne forskerne nu med robust statistisk sikkerhed konstatere, at de vilde heste alt andet lige producerede mere ”biodiversitet” end de andre dyr, ligesom landskabet blev mere uens og afvekslende; lidt mere end tamhestene og væsentlig mere end fårene. Dette resultat fremkom, efter at forskerne havde trukket betydningen af de landskabsmæssige forhold fra. Men resultatet kunne også aflæses af en sammenlignende analyse af en række plots, fra de tre græsningsområder, der landskabeligt lignede hinanden mest (den såkaldte cluster-analyse). Her var forskellen mellem tam- og vildheste dog ikke helt signifikant. En af forklaringerne kunne være, at mens vildhestene havde græsset længe alene, var tamhestene først blevet alene efter 2018. En anden faktor var måske, at landmanden, der havde tamhestene gående, også udnyttede de mere frugtbare lavninger på området, eksempelvis til høslet. Det gav vildhestene en fordel, fordi de frit kunne færdes overalt i deres indelukke; og således også i de mere næringsrige lavninger. Opfølgende undersøgelser viste så i øvrigt også, at dette netop ´ var tilfældet. Forskerne konkluderede derfor, at en væsentlig årsag til vildhestenes succes som landskabsingeniører var deres perambulerende adfærd, hvor de tydeligvis var konstant på farten for a nippe hist og pist. Dette blev så yderligere forstærket af at dyrene havde delt sig i flere flokke – et harem og en bande. Og disse færdes på forskellig vi gennem landskabet.
Managed as wild, horses influence grassland vegetation differently than domestic herds
By Clémentine Mutillod, Elise Buisson, Laurent Tatin, Gregory Mahy, Marc Dufrêne, François Mesléard and Thierry DutoitBiological Conservation (2024) Vol 290, 110469
Store vilde hesteflokke får hjertet til at banke hos enhver "rewilder" med respekt for sig selv. Men dyrene befinder sig i et juridisk, genetisk, etisk og praktisk tomrum. Ny forskning forsøger at udstikke nye veje
WildCard er navnet på et Europæisk forskningsprojekt, der søger at dokumentere effekterne af rewilding i skove og landbrugsområder på kulstoflagring og biodiversitet
Ny forskning viser at selv gamle træer bliver inspirerede til at vokse yderligere, når luftens indhold af CO2 vokser
Vildgræsning i Europa - hvad mener landmænd om udfordringerne?
Universitetsstudier udført i samarbejde med rådgivningsfirmaet Arup dokumenterer nu at rewildede naturområder er mindst lige så gode til at gemme på CO2 som urørt skov.
Valli del Leno er to smukke dale i Dolomitterne. Spændende ny antropologisk forskning afdækker hvorlede lokale betragter dette sorgfyldte landskab
Tyskere og polakker bosat i Oder deltaet bakker varmt op om rewilding og introduktionen af store dyr – også ulve og los.
Rewildede områder er (mindst) lige så gode til at suge CO2 til sig som blandede løvskovsplantager på mager jord, fremgår det af en ny rapport publiceret af London School of Economics.