Rewildede områder er (mindst) lige så gode til at suge CO2 til sig som blandede løvskovsplantager på mager jord, fremgår det af en ny rapport publiceret af London School of Economics.
Rewildede områder fremstår som mosaikker af blandede landskabstyper. Spredte træer, hegn og krat blander sig lystigt med afgræssede lysninger og tilbyder derfor umiskendeligt levesteder for alt fra underjordiske mykorrhiza-netværk til vildheste og redebyggende havørne.
Indtil nu har det derfor været anset for vanskeligt præcist at opgøre hvilke økosystemiske ydelser, som rewildede naturområder kan levere udover biodiversitet. Eksempelvis forekommer det intuitivt enklere at beregne CO2-sekvestreringen i en drænet og gødet plantageskov, hvor løvtræerne står på lige linje og geled, end på et naturområde, der selv for trænede øjne fremstår som et blandet miskmask af uregerlighed, der alt andet lige må forventes at kunne optage mere CO2 i lunden end på græsmarken og i krattet.
En ny rapport fra London School of Economics (Mercer et al 2023) tager imidlertid tyrene ved hornene og anviser en vej, der i virkeligheden ligger lige for. De antager ganske enkelt, at et større rewildet mosaik område alt andet lige bør kunne levere et gennemsnit af den CO2 sekvestrering som de enkelte landskabselementer kan præstere, der hver for sig forefindes på området. Og når det gælder de enkelte afsondrede naturtyper findes der jo faktisk mange detailundersøgelser, der tilsammen endda ofte har været gjort til genstand for metastudier. Selvom der således stadig findes et stort behov for mere robuste beregninger af CO2 optag på rewildede naturområder, foreslår forfatterne til rapporten her, at vi indledningsvis bør kunne benytte data fra disse detailstudier ved at udregne gennemsnit heraf. Alt andet lige vil det nemlig betyde at konkurrencen mellem arealbenyttelsen til klima- og naturtiltag vil kunne dæmpes markant.
Den nye rapport henviser derfor til en serie tal publicerede i en tidligere rapport af en af forfatterne (Gregg et al 2021). Disse tal angiver følgende gennemsnitstal for CO2 akkumulationen pr ha/år og over 30 år (uden dog selv at beregne gennemsnittet for et rewildet område, der rummer alle tre naturtyper). Tallene ser således ud:
- Blandet hjemmehørende løvskov 11 t CO2e ha/y
- Hegn 2 t CO2e ha/y
- Frugtplantage 3 t CO2e ha/y
Pointen er nu, at ved at vi forestiller os et område, der ligeligt består af lidt skov, lidt hegn og lidt løveng kan vi på baggrund af disse tal beregne os frem til et hypotetisk gennemsnit, der viser at rewildet mosaiknatur kan opsuge 5,3 t CO2e ha/år
Det interessante er nu at dette tal svarer fint til de tilsvarende danske opgørelser, som Klimaskovfonden opererer med. Her er den gennemsnitlige mængde CO2 sekvestrering opgjort til 5,75 t CO2e/ha/år. Dette konservative estimat beror på, at ikke al jord på en given skovlod i deres optik bør plantes til med skov, og ligeledes at man bør vælge en konservativ beregningsmodel for ikke at sælge ”greenwashing”.
Disse tal kan vi nu sammenligne med tallene publiceret i et notat om kulstofbinding ved skovrejsning udarbejdet på Københavns Universitet (Johannsen et al 2020). (Det er blandt andet disse tal, der ligger bag Klimaskovfondens model for beregning af CO2 optaget på et givet stykke jord)
Det gennemsnitlige tal gennem 30 år for CO2 optag (CO2e/ha/år) på følgende naturtyper er her
- Løv, bøg, ekstra brede skovbryn, høj bonitet 9,0 t CO2e/ha/år
- Løv, bøg, ekstra brede skovbryn, lav bonitet 3,3 t CO2e/ha/år
- Naturlig tilgroning, mange frøkilder 3,3 t CO2e/ha/år
- Naturlig tilgroning, få frøkilder* 2,7 t CO2e/ha/år
Gennemsnit af disse blandede skovtyper og over 30 år er således 4,6 t CO2e ha/år. Dette svarer således meget godt til de engelske tal ovenfor.
Endelig svarer disse tal også ganske fint til en opgørelse over CO2 optaget på Knepp Rewilding Estate og på to typer af områder – dvs. områder, der har fået lov til bare at springe i skov i forhold til områder der er ekstensivt afgræssede af store dyr – vildheste, longhorn cattle og svin. Tallene her er 3,2 henholdsvis 2,4 CO2e t/ha/år i de første ni år af projektet. Disse tal korresponderer glimrende med Johannsen et al’s resultater vedr. naturlig tilgroning (se diagram i notatets s. 5), der ligger på mellem 2 og 3 de første ti år. Forfatterne til artiklen om Knepp konkluderer ganske vist på baggrund heraf at rewilding ikke leverer et helt så godt resultat som naturlig, passiv rewilding (uden store dyr). Men hertil er at sige, at dette ikke er så mærkeligt eftersom projektet kun har ni år på bagen, og alt andet lige tager det tid for et egekrat at bane sig vej inde i et beskyttende brombærkrat og vokse frem som et træ. På sigt vil diskrepansen givetvis udligne sig. Hertil kommer at undersøgelsen desuden viste, at det afgræssede område leverede 20% mere kulstofsekvestrering i jorden. Det kan dog skyldes den naturlige hydrologi dér. De områder der indhegnedes og ikke afgræssedes lå ikke i nærheden af det frie vand, som dyrene jo skal have adgang til.
Hvorfor så rewilding og ikke plantager?
Den opmærksomme læser vil naturligvis have lagt mærke til at CO2 optaget i en tæt plantet plantageskov, der er rejst på god jord med høj bonitet, naturligvis forekommer større end i en tilsvarende skov rejst på lav bonitet. Men det interessante er faktisk meget mere, at en løvplantage plantet på lav bonitet selv efter 100 år i henhold til Johannsen et al. (2021) ikke genererer mere CO2 sekvestrering end en tilsvarende naturligt tilgroet skov med mange frøkilder.
Resultatet er faktisk det samme rent CO2-mæssigt. Hertil kommer så naturligvis gevinsten for biodiversiteten, der er mangefold i et naturområde, der aktivt rewildes, dvs. lades i fred efter at vi har spredt olden, frø og kerner, samt organiseret ekstensiv helårsgræsning og sat vandløb og søer fri. På Knepp viste det sig eksempelvis at rigdommen af fauna bredt betragtet og med meget høj statistisk sandsynlighed blev ti gange så stor. Desuden var diversiteten såvel som massen af leddyr ca. 3-4 gange så favorabel (dog med en anelse mere statistisk usikkerhed). På Molslab beregnes den såkaldte bioscore at være fordoblet fra rewilding blev introduceret i 2016 og frem til nu – fra 5 til 10, der er max-score. Mange andre undersøgelser, blamdt andet fra Sverige og Tjekkiet dokumenterer det samme
NOTE:
I opgørelsen her er ikke medtaget Johannsen et al.’s eksempel med græsningsskov, da der tydeligvis er tale om en ren modelberegning. Det giver således ikke mening, at der ikke efter 50 år vil være nogle træer på en løveng, der vokser helt op og udviser fuld krone. Det viser studier af svenske løvenge, der for nogles vedkommende rækker 500 år eller længere tilbage (Brunsbo Äng ved Skara).
KILDER
Gregg R, Elias J L, Alonso I, Crosher I E, Muto P, Morecroft M D (2021) Carbon storage and sequestration by habitat: A review of the evidence (second edition). Natural England Research Report (NERR094). Natural England 2021
Johannsen, V. K., Nord-Larsen, T., Vesterdal, L., & Bentsen, N. S., (2020). Kulstofbinding ved skovrejsning. Sagsnotat, 44 s.
University of Copenhagen 2020
Mercer L, Gregg R (2023): Exploring the carbon sequestration potential of rewilding in the UK: policy and data needs to support net zero
Policy report from The Grantham Research Institute on Climate Change and the Environment and the Centre for Climate Change Economics and Policy at London School of Economics, November 2023
Ravnkilde Møller, Lea (2023) 10 spørgsmål til klimaskoveksperten om CO2-optag i nyplantet skov.
Klimskovfondens Blog 2023
Tanentzap, Andrew J. et al (2023) Trade-offs between passive and trophic rewilding for biodiversity and ecosystem functioning
In: Biological Conservation, Volume 281, May 2023
APPENDIKS:
Rapporten hviler på drøftelser i to roundtables organiseret i regi af The Grantham Research Institute og IUCN rewilding Thematic Group
Det hedder heri:
” We suggest that it would be appropriate in some circumstances to use data from examples of more general nature restoration as a proxy for carbon stock and sequestration under rewilding. Though rewilding is disaggregated from such approaches, the underlying actions at a habitat scale are similar, differing mainly in intention of management and trajectory in reaching a self-sustaining state. Natural England, in a review of evidence regarding carbon storage and sequestration by semi-natural habitats relevant to the UK (terrestrial, coastal and marine, including freshwater systems), set out that natural systems have a greater capacity for carbon storage than intensively managed and extractive land uses (see Figure 3.1; Gregg et al., 2021). Protecting existing, at-risk carbon stocks of established habitats will deliver the most benefits for both climate and biodiversity, as these may have taken centuries to millennia to become established and can be quickly lost if disturbed or degraded. However, the review highlights significant evidence gaps, particularly relating to habitats that represent successional states that are relevant to rewilding, such as scrub and species-rich grasslands, and dynamic systems such as flood plains and coastal habitats, as well as a lack of consistency in monitoring and reporting. Targeted investment is required to fill evidence gaps and work towards reducing uncertainty bounds in representative emission factors.”