Vildgræsning i Europa – hvad mener landmænd om udfordringerne?

Græsning med store dyr – vildheste, vildkvæg, bjerggeder, mouflon’er og hjortevildt – bidrager ubetvivleligt til at skabe mere lysåbne landskaber, der er til gavn for biodiversiteten og derved en større biomasse i det europæiske landskab. Hertil kommer, at forskningen peger på at vilde lysåbne græsningslandskaber ser ud til at gemme mindst lige så godt på kulstoffet som plantager.

De europæiske græsningsystemer  og -traditioner sig markant fra hinanden med hensyn til græsningsintensiteten, arbejdsindsatsen og udkommet. Tidligere studier har imidlertid fundet, at generelt set er græsningssystemer med relativt lave dyretætheder og med minimal og kun målrettede anvendelser af ormekur og andre medicinske behandlinger mere bæredygtige. Et centralt spørgsmål er dog for personer, der er engageret i sådan græsningsforvaltning, hvad deres udfordringer og motivation er. Giver det overhovedet mening?

Forfatterne til en helt ny artikel har interviewet 74 jordejere fra otte forskellige rewildede områder i Europa, hvor landmænd forvalter græsning på bæredygtig vis og med lav græsningsintensitet. Helt konkret drejer det sig om græsningsprojekter i Portugal, Spanien, Belgien, Tyskland Litauen, Rumænien, Bulgarien og Kroatien. projektet er gennemført i regi af EU’s GrazeLIFE project og i tilknytning til Rewilding Europe. 

Spørgsmålene drejer sig om de muligheder og udfordringer, som landmændene oplever når det gælder deres kunnen og viden, samt deres muligheder og motivation.

Generelt er landmændene engagerede i naturbevarelse samt bevarelse af kulturlandskaberne og herunder de gamle ”landracer”. Ligeledes er de bekymrede over opløsningen af deres rurale lokalsamfund og deres sammenhængskraft forårsaget af fraflytning fra landområderne. Samtidig er det dog også vigtigt at de kan leve af at forvalte disse græsningsprojekter.

På baggrund heraf konkluderer forfatterne at en nøgleintervention ville være et tilskudssystem, der bedre tilskynder til ekstensivering af landbrugsbedrifterne – herunder direkte hjælp til udvikling af markedsføringsmuligheder – webbutikker – samt bæredygtig økoturisme. Men en anden vigtig dimension er fjernelsen af de administrative og lovgivningsmæssige regler, der lægger hindringer i vejen for denekstensive og semi-vild græsning. Ikke mindst gør de adspurgte opmærksom på behovet for at deres græsningsprojekt bør indgå i en overordnet landskabsplanlægning og på regionalt niveau, der favoriserer korridorer og anden grøn infrastruktur, så deres sted indlejres i en større helhed. Landmændene ønsker således at deres projekt ikke skal fremstå som en øde ø midt i et bøgende hav af intensivt dyrkede og/eller forladte landbrug. Endelig peger undersøgelsen også på at landmændene ikke ønsker at deltage i egentlige rewilding-projekter, hvis det betyder at deres egen rolle helt overflødiggøres. Rewilding, der bygger på ”landsharing” mere end ”landsparing” efterspørges.

Med hensyn til de begrænsninger, som landmændene oplever for at investere energi i disse græsningsprojekter, peger de især på behovet for at få lempet lovgivningen med hensyn til øremærkning og microchipping (CAP Regulation no 1760/2000). Alle informanter peger på at denne lovgivning er hæmmende for deres forvaltning af deres ekstensive græsningsprojekter. Hertil føjer sig reglerne for hvad økologisk jordbrug er og fordrer, herunder krav om specifik behandling af dyrene med “økologisk” medicin. Landmændene klage riøvrigt over at dyrlægerne ikke besidder viden til at kunne tilse de ekstensive græsningsprojekter.

Helt afgørende synes dog at være ønsket om en revision af regelgrundlaget for tilskud via CAP, der ikke entydigt fremmer ekstensive græsningsprojekter som netop deres. Herunder ønsker de i særlig grad en lempelse af reglerne for samspillet mellem ”Agri-Environmental-Climate Measures (AECM) og den øvrige CAP. Dette gælder også for særtilskud til såkaldte Eco-schemes og landbrug op ad ”Areas Facing Nature Constraints”. Fordi CAP stadig favoriserer intensive bedrifter, oplever de mere naturdrevne landmænd, at deres indsats ringeagtes. Samtidig er de forhindrede i at ”spille på begge heste” og bureaukratiet opfattes som dræbende.

KILDE:

Exploring the motivation and challenges for land-users engaged in sustainable grazing in Europe
By Julia Rouet-Leduc, Fons van der Plas, Aletta Bonn, Wouter Helmer, Melissa R. Marselle, Erica von Essen , and Guy Pe’er
In: Land Use Policy (2024) Vol 141
Open Access

Abstract

Grazing of both domestic and wild large herbivores can contribute to multiple ecosystem services. However, grazing systems strongly differ in the intensity of management and outcomes, and we define sustainable grazing as grazing which benefits multiple environmental ecosystem services. Previous studies have found that, in general, grazing systems with relatively low densities of animals, and with minimal and only targeted applications of deworming and other medicinal treatments, are most sustainable. However, for people engaged in such grazing management, a key question is what are their challenges and motivation.

We conducted interviews with 74 land-users, who are engaged in sustainable grazing management, in eight case-study areas in Europe. Employing the capability, opportunity and motivation-behaviour model (COM-B), we identified key motivation factors driving sustainable grazing management and the challenges which these land-users face. We found that capability and opportunity linked to land abandonment and rural exodus impact upon land-users’ management, especially in parts of South and Eastern Europe. Furthermore, challenges linked to the environment were particularly important in remote areas. In addition, we found economic aspects to be important in driving land-users’ behaviour, especially fiscal measures of the Common Agricultural Policy. Moreover, our results indicate that engagement in sustainable grazing management is often intrinsically motivated by the interest in nature conservation, intergenerational continuity and cohesion in the rural community.

Based on these results, using the Behaviour Change Wheel, we identify key interventions that could facilitate and encourage the capabilities and opportunities to conduct sustainable grazing management. These include incentivising extensification using subsidies, developing direct market possibilities and removing administrative hurdles for practises related to very extensive and semi-wild grazing.