Igennem den seneste tid har vi med rette haft fokus på havmiljøet. Men hvad med vores ferske vandløb, søer og engdrag? Heller ikke de har det særlig godt. Spørgsmålet er hvad bør gøre for at hjælpe dem på vej?

For mange opleves det fortvivlende at færdes langs vores åer, vandløb og søer. Selvom en del i disse år genfortrylles ved at få lov til at sno sig gennem brede ådale, der tages ud af dyrkning for at afgræsses ekstensivt, opleves de fleste vandløb som ynkelige ekko af fortidens smukke vandfyldte og glimtende landskaber. Pirrer vi ned i vandet med øjnene, ser vi algerne flyde lystigt rundt. Det er en skam. Vores vandområder – vandløb, brinker, bredder og tilgrænsende enge – udgør nemlig overordentlig vigtige levesteder for naturens mangfoldighed. Ikke mindst de såkaldte rigkær er værdifulde. Her giver det rene grundvand nogle helt særlige vilkår for engblomster, krans-tusindblad og engskær; hvis da ellers tilstanden er god. Det er den dog sjældent og spørgsmålet rejser sig: Hvad kan vi gøre ved det?

Det problemkompleks er en gruppe forskere fra Københavns og Århus universiteter dykket nærmere ned i. Formålet har været at undersøge hvad der skal til for at hjælpe på vandløbenes og breddernes elendige tilstand.

Er genskabelsen af de naturlige processer i vores vandløb og ferske indsøer en af nøglerne til at afbøde biodiversitetskrisen? Eller er det mere prosaisk først og fremmest at sikre en lavere mængde af næringsstoffer) kvælstof og fosfor i vores våd- og lavbundsområder?

Undersøgelsen har taget udgangspunkt i en kortlægning af forholdene i tyve lokaliteter i det nordøstlige Jylland syd for Limfjorden samt ved Randers og Hobro, hvor firs afgrænsede plots er blevet studeret nærmere. Disse lokaliteter fordeler sig på to typer af vådområder fremkommet efter restaurering af den naturlige hydrologi. Halvdelen tilhører gruppen af tidligere fiskefarme hvor vandet stammer fra sivende grundvand. Den anden halvdel fremtræder som tidligere landbrugsland og enge langs åer. Feltarbejdet blev udført i forsommeren 2019 og resulterede i 2308 registreringer af i alt 201 plantearter. Dette resultat sammenlignedes herefter med lister af arter optalt på 40.144 vådbundsområder i Danmark og registreret i NOVANA. Yderligere registreringer blev inddraget fra andre undersøgelser.

Resultaterne af undersøgelsen er ganske klare. Sandsynligheden for at de tyve vådområder, hvor den naturlige hydrologi var blevet genskabt genskabt, kunne ende op som frodig natur var under 10 %. Yderligere kunne det konstateres at referencematerialet stammende fra blandt andet NOVANA klarede sig dobbelt så godt. Alt andet lige klarede de afgræssede enge sig dog bedre end de tidligere fiskefarme. Dette kom til udtryk i tidsfaktoren. Områder, der tidligere havde været afgræssede nåede en bedre tilstand efter 12-15 år, mens ikke-afgræssede plots var dobbelt så længe om at komme sig (i det omfang de overhovedet endte med at være i god tilstand). Nøglen her var således afgræsningen, der delvis tjente til at fjerne vækster, der ellers ville trives på grund af det generelt høje niveau af næringsstoffer. Eller med andre ord: den helt afgørende faktor var righoldigheden af næring, der tilførtes områderne fra de tilliggende agerbrug (kvælstof). Ekstensiv græsning kunne delvist afbøde herfor – men også kun delvist. For som sagt nåede kun 10% af de genskabte vådområder noget der nærmede sig referencerammen.

Undersøgelsen viser således, at selvom man genskaber den naturlige hydrologi samt genforvilder, ved at lade åbrinkerne græsses af med store dyr, er det ikke nok. Forskerne foreslår derfor at man muligvis bør fjerne den næringsrige jorddække og tilføre kalk. På dette punkt bekræfter undersøgelsens resultater tidligere forskning. Denne konklusion understøttes af beregninger, der viser at såfremt forskerne tager højde for næringsindholdet i jorden ved de tidligere fiskefarme, er floraen dér alt andet lige i bedre stand end på de tidligere marker (hvilket også var en forskernes hypoteser).

– Vores forskning rummer således en række anbefalinger, fortæller Jesper Moeslund fra Århus Universitet, der er hovedforfatteren bag studiet.

– For at genetablere naturlige og karakteristiske ferskvandshabitater er det afgørende at vi genskaber de naturlige processer og grundvilkår. Desværre er genskabelsen af en naturlig hydrologi og afgræsning næppe nok. Vi er nødt til også at sikre, at næringsindholdet er lavt. Muligheden for succes er størst, der hvor grundvandskilder fodrer vandet. Men vi kommer næppe uden om også at skulle skrælle det øverste lag væk, slutter han af med at fortælle.

Jesper Erenskjold Moeslund erhvervede sig sin PhD-grad i 2012. Han er for nærværende ansat som seniorforsker ved Århus Universitet. Forskningen er understøttet af Aage V. Jensen Naturfond.

FOTO:

Dambrug ved Vrads. Kilde. Wikipedia

KILDE:

Moeslund et al. 2023: High nutrient loads hinder successful restoration of natural habitats in freshwater wetlands
Af Jesper E. Moeslund,  Dagmar K. Andersen,  Ane K. Brunbjerg,  Hans H. Bruun,  Camilla Fløjgaard,  Sebastian N. McQueen,  Bettina Nygaard,  Rasmus Ejrnæs
In: Restoration Ecology, Volume 31, Issue 7