Storken har ikke altid levet i Danmark. Den kræver lysåbne og afgræssede våde enge, og indtil senmiddelalderen var den en sjælden gæst i Nordeuropa. Men da den først ankom, blev den en elsket gæst og vores første nationalfugl
De ældste vidnesbyrd om storken i Europa stammer tilbage til den tidligste postglaciale tid og Spanien. Hurtigt efter findes der dog spor af storken i det meste af Europa vest for Rhinen, men her stoppede fuglens ekspansion.
Storken er nemlig ganske kræsen med hensyn til sit levested. Der skal være våde, men helst afgræssede enge, gerne sprudlende vandløb og mennesker er ingen hindring, tværtimod. Formentlig var skovene så uigennemtrængelige, at vildfarne storke hastigt søgte tilbage over Rhinen til mere bekvemme levesteder.
Det ældste nordeuropæiske fund af knogler fra en stork stammer da også fra Holland omkring 800. Først omkring år 1000 dukker den op i Nordtyskland, og vi skal faktisk frem til senmiddelalderen, førend vi finder litterære og kunstneriske udtryk for, at fuglen var kendt i bredere kredse. Til gengæld blev den hurtigt kendt som en lykkebringende fugl, der tydeligvis trivedes ved sin nærhed til mennesker.
En af de tidligste kilder, hvor storken omtales – De gamle Danske Dyrerim fra slutningen af 1400-årene – hører vi om den store fugl, der vælger sin partner for livet, ynder at bo i nærheden af mennesker, gerne bygger rede på taget af en gård, og regnes for en lykkebringende fugl fordi den hjælper bonden ved at tage hugorme og andet småkravl i mark og gård.
Digtet om Ciconia. Storken” ca. 1480 Fra: De Gamle Danske Dyrerim c. 1480 s. 16 (I nutidig gengivelse)
Min hustru har jeg ganske kær
for alle ting i verden er
Jeg bliver hende tro efter vor natur
Efter anden forseelse vil jeg ej stræbe
Hugormen mine unger giver jeg at æde
Hvor jeg ham finder i nogen steder
Min mage indpasser sig
hun lyder mine råd
Med hende er jeg glad og kåd
Når det så sker, at hun ej er tilbørlig
da øver jeg et andet spil:
Med næb og vinge skal jeg hende flå
at hun skal finde min vrede da
Mennesket vil jeg gerne være nær
Og deres hus dem har jeg kær
Frøer og mus de er min føde
At bygge firkantet hus kan jeg ej lide
Det forhold, at storken først for alvor dukker op i den danske natur i senmiddelalderen, er tankevækkende. Hvad var det præcis, der gjorde det mindre sandsynligt, at den ikke – eller i hvert fald indtil da – kun levede meget sporadisk på disse breddegrader?
Årsagen er formentlig, at storken elsker et landskab, der afgræsses. Og efter pesten i 1348, hvor formentlig 30-40 % af befolkningen døde, fulgte som bekendt den ene pestbølge efter den næste. Først omkring 1500 begyndte folketallet at stabilisere sig igen. I dette landskab var der ikke arbejdskraft til intensiv agerdyrkning, men derimod storslået ny plads til et ekstensivt dyrehold. Vi ved fra de store undersøgelser af den senmiddelalderlige krise, at det netop var, hvad fulgte.
I den situation kom det storken til gode, at den er en sand opportunist. Den spiste ikke kun frøer og tudser, men også mus, firben, græshopper, insekter – ja, endda småfugle og hugorme. Og den fandt sin mad på de lavtliggende, fugtige enge langs bække og åer, hvor dyr i stigende omfang blev drevet rundt. Storken kan ganske vist flyve op til fem kilometer væk fra reden i jagten på føde. Og skovbryn burde byde sig til med de høje knudrede egetræer. Favoritten blev dog hurtigt kirketårne, hustage og andre bygninger, der belejligt bød sig til langs de vandløb, som storke såvel som mennesker i ældre tid var så afhængige af. Og det benyttede storken sig så af i så rigt et mål, at den blev kendt herfor. Og det nød bønderne så godt af, i og med den tog en del af de for dyrene så farlige slanger. Kloge bønder smed derfor gamle vognhjul på tagene og inviterede storkene til at slå sig ned.
Fra samme periode (1375–1480) kendes da også de første kalkmalerier, der afbilder storke. I Ørslev ved Skælskør findes den første danske afbildning af en storkerede, mens kalkmaleriet i Nørre Herlev kirke henviser til den gamle fabel om ræven og storken, hvor ræven blev narret for sin middagsmad. Fabelen – der stammer fra Æsop – har således været kendt af almindelige folk dengang. Denne fabel findes også afbildet i Sct. Peders Kirke i Næstved.
Nogle af de bedste skildringer af storkens og menneskers samliv i dette gamle land, finder vi hos Jeppe Aakjær i hans erindringer fra hans barndom i Fly og Skive i 1860erne:
Pigerne gik bagefter hølekarlene med de vævre river og strøede græsset, og næsten lige i hælene på dem gik storken for at hapse de frøer, der kom i favnespring ud under lebladet, mens de strittede en iskold stråle fra sig. Storken kunne være en så nær, at man fik lyst til at gribe efter ham. Sådan havde hvert høslag sin stork efter sig, den gik med dybe nik og med hovedet på skrå, ikke i mindste måde bange for nogen af arbejdsfolkene. Når storken havde mættet sig, lettede den og fløj med dundrende vingeslag hjem til ungerne. Da mit hjem lå nær ved engene, havde vi ikke så sjældent storkerede på huset. Det var bare om foråret at slæbe et gammelt hjul op på taget, så var storkene der straks, så snart de var landet; men bevares, sikke et spektakel og slagsmål inden det var blevet afgjort, hvem det elendige hjul skulle tilhøre. Der var kamp i luften som af onde ånder, de tørnede sammen med vingerne og faldt ned på taget og knebrede, lange fjer røg ned fra rygningen, det var et helt feltslag af flyvemaskiner. Mor og pigerne kom ud i bryggersdøren med slev i hånden og skreg op. Mor ville så gerne have talt fred, men hvordan skulle hun berolige de kamplystne fugle. Jeg kan dog mindes at nogen blev på pladsen som dræbte. De to sejrende begyndte straks at bygge rede af de underligste ting, ris og kvas og visne skræpper, og storkene var ikke så nøjeregnende, det hændte de tog mors vasketøj og slæbte op i reden, ja vore stunthoser. Var der en ting, der var blevet borte, så skulle man altid op og finde det i storkereden og sjældent forgæves. Engang havde han taget piges kærestebreve, de var blæst ud af et vindue; det fyldte hele byen med sladder, da alle jo var oppe i storkereden for at læse brevene. Kæresten slog op med pigen af den grund, så storken kan også sommetider blive en skæbne.
Dette er jo alt sammen kun spøgefuldt, men mindre spøg var det om sommeren, når ungerne begyndte at vokse og storkefar kom slæbende hjem fra moserne med alenlange hugorme, som løb fra ham eller som ungerne ikke rigtig havde fået tag i når de skulle svælge dem. Vi knægte var ligefrem ræd for at komme hen i det gårdhjørne, hvor storken havde sin rede for, for der kunne omkring møddingen rende 2-3 hvæsende hugorme. De var ikke gode at træde på for en bar fod. Mange ville ikke have storkerede på tagene, for det første på grund af hugormene, somd e slæbte hjem, for det andet storkens uhelbredelige tyvagtighed. Men vi børn bad for storkene. Der var et mærkværdigt liv på den gård, der havde en storkerede på rygningen.
Senere skrev han om storkene i Skive inderby i 1880’erne:
Gik man op ad den stejle Tinggade kunne man stadig høre den mægtige fugls dumrende vingeslag over sit hoved, når den uden at agte på byens sparsomme færdsel krydsede he over dens kringlede gyder for at finde sin rede imellem mylderet af andre reder. Den triumferende og sommerlyse knebren lød uden ophør i ens ører og svarede igen i de gamle tjærede og solfyldte købmandsporte og de vindåbne butiksdøre, hvis ivrige klokketoner harmonerede godt med de store ”flyveres” iltre kastagnetter. Når som helst man så i vejret, var der altid en stork, der dybsindig gravitetisk gik og langtrinede over tagen, ligesom den grundende på en eller anden regneopgave favnede mønningen af for at skrive sig resultatet bag øret. Men hvor gav de kære fugle ikke den lille røde by liv og ynde, fyldte den med deres kampe og huslige stridigheder fra gry til kvæld, essede deres lange halse i overdådig klapren og viftede med deres mægtige vingefjer høduften ned i den krogede gader. (Jeppe Aakjær 1928 og 29)
Fordi storken levede sit liv så tæt indvævet i menneskenes, er det ikke forunderligt at mennesker begyndte at antropomorfisere fuglen – og gøre den menneskelig. I middelalderen – jævnfør digtet ovenfor – blev hanstorken vidt og bredt fremstillet som sindbilledet på den gode og tro ægtefælle, der levede op tilsine forpligtelser, mens hunstorken kunne falde i og være utro, hvorfor hun burde straffes.
Mere almindeligt var det dog at tillægge fuglen rollen som lykkebringende. Der gik således ikke ild i et hus, hvorpå der var en storkerede. Eje heller druknede dyrene, køerne fik ikke mælkefeber og samtidig holdt storken ræve og høge borte fra gårdens høns og andre småkraturer. Mange steder hører vi at storken næsten blev anset for et husdyr. Nogle af de uheldige unge storke, der ikke nåede med på den lange rejse sydpå blev endda adopteret og tæmmet af af konen i gården. Der spankulerede den så rundt og jog livet af kattene og stjal deres mad.
Hertil føjer si naturligvis den senere fabel om storken, der brigner spædbørnene. Den blev dog først en fast del af de folkelige fortællinger i 1800-årene. Længe udspandt der sig iøvrigt sig en drabelig kamp i skolevæsenet om hvorvidt man kunne bilde børnene den slags vås ind. I 1907 forbød det københavnske skolevæsen lærerne at give deres elever den forklaring. Men hermed sluttede debatten ikke. I vide kredse betragtedes dette som et uhørt angreb på lærernes personlige frihed og et klart tegn på at nu ville verden snart gå i opløsning.
Storken – den danske nationalfugl
Illustration fra H.C. Andersen: Dyndkongens Datter. 1858 i en samling med titlen: Nye Eventyr og Historier.
Det fremgår tydeligt af Jeppe Aakjærs og andres skildringer fra det gamle landboliv, der opstod i at storken var et markant og synligt indspark i de mere våde landskaber.
Engang blev storken da også betragtet som den danske nationalfugl. Indtil for 100 år siden sad storken på kirketårnet og præstegården iklædt de rød-hvidenationalfarver, mens dens rede blev afbildet af kunstneren Ib Andersen på ti-kroners sedlen udsendt i 1952. Sedlen prydedes også meget passende af et portræt af H. C. Andersen, der om nogen har digtet om storken – både på vers og i indtil flere eventyr. Nævnes kan eventyrene ”Storken”, “Dyndkongens Datter”, ”Vinden der fortæller om Valdemar Daa og hans Døtre” samt adskillige flere.
Naturligvis ved vi nu, at da man i 1986 ønskede at udpege en nationalfugl, faldt blikket imidlertid på svanen, som naturligvis også var en anden af H. C. Andersens ”fugle”. På det tidspunkt havde landbrugets effektivisering jo omtrent også taget livet af den prægtige fugl, storken.
Desto mere spændende er det om de nye tiltage for at tage lavbund og vådbunde ud af landbrugets drift vil bevirke at storken vender tilbage. En forudsætning herfor er dog at vi besætter engene og det nye landskab med store græssere, dvs. rewildes. Men så skal det nok lykkes.
