Den hvide stork er ikke bare en romantisk fugl i folkeeventyrene – den er også en vigtig brik i fremtidens natur. Og heldigvis trives den i de genforvildede landskaber, hvor naturen får lov til at gå sin egen gang.

Storken er en ægte opportunist. Den spiser ikke kun frøer og tudser, men også mus, firben, græshopper, insekter – ja, endda småfugle. Den finder sin mad på lavtliggende, fugtige enge langs bække og åer. Storken kan flyve op til fem kilometer væk fra reden i jagten på føde, og selvom den helst undgår mørke skove, er den glad for åbne landskaber med solide redetræer. Knudrede egetræer er den naturlige favorit favorit, men den slår sig også rigtig gerne ned på kirketårne, hustage og andre bygninger, hvis blot der er mad i nærheden. Den tager endda imod præfabrikerede reder med kyshånd og bygger dem videre og større år for år.

En ny type stork på træk

Tidligere fløj storkene helt til Sydafrika, når de skulle overvintre. Men omfattende jagt langs ruten har ændret billedet. I dag vurderer man, at kun omkring 10 % klarer den lange rejse hele vejen.
Derfor ser vi nu flere og flere storke, der ikke er kommet så langt sydpå, men i stedet er blevet i Marokko eller Spanien. Det er disse fugle, der i dag udgør hovedparten af den voksende storkebestand længere mod nord. Men selvom rejsen er kortere, får de unge storke stadig udlængsel, når de letter fra reden. De vender først tilbage, når de er kønsmodne – og forsøger da som regel at finde tilbage til det område, hvor de selv er udklækket.

Familieliv i højden

Storke bliver kønsmodne i 3-5-årsalderen og danner ofte par for livet. Sammen bygger de rede, ruger og passer ungerne. Reden bliver større år for år, og dens størrelse vidner om, hvor mange gange parret har haft held med at yngle. En hvid stork kan blive mellem 20 og 35 år gammel – og i nogle tilfælde helt op til 40. Rederne er iøvrigt ikke kun hjem for storkene – ofte flytter andre fuglearter som gråspurve, alliker, stære og endda tårnfalke og ugler ind i de nederste etager. Og så fungerer reden som en slags frøbank: Den opsamler frø fra forskellige planter og bliver dermed også et lille økosystem i sig selv.

Storken er dog ikke det, biologerne kalder en “nøgleart”, men den er helt klart en “signaturart”: Dér, hvor storken trives, trives mange andre arter typisk også. Den fungerer således som et tydeligt symbol på en robust naturtype – den våde og vildsomme eng.

Storkens comeback i Danmark

I starten af 1900-tallet havde Danmark omkring 4.000 ynglepar af hvide storke. Men da vådområder blev drænet, og land blev inddæmmet, forsvandt levestederne i en fart. Allerede i 1915 var der kun ca. 600 par tilbage. Og så, i2007 forsvandt den sidste vildtlevende stork fra den oprindelige danske bestand – og arten blev erklæret uddød her i landet.

Men storken har ikke givet op. I takt med at flere storke nu overvintrer nær lossepladser i Nordafrika, især i Marokko, overlever flere og flere fugle. Det lægger et stigende pres på ynglepladser i blandt andet Polen og Nordtyskland – og derfra er flere begyndt at trække mod Danmark igen. Her står dedikerede storkevenner klar med reder, foder og stor tålmodighed i håbet om, at nye generationer af storke vil slå sig ned og få unger på dansk jord.

Men hvis storken for alvor skal vende tilbage, kræver det mere end gode intentioner – vi har brug for at genskabe de naturlige, fugtige enge og våde lavområder langs vores vandløb, hvor storken og mange andre arter hører hjemme.

KILDE:

Connecting the social and the ecological in the focal species concept: case study of White Stork

Jakub Kronenberg (2017), Erik Andersson og Piotr Tryjanowski
Nature Conservation, vol. 22, s. 79–105

Stork, Ciconia
Folk og Fauna
Af V. J. Brøndegaard:
Vol 2, s. 21-46
København, Rosenkilde og Bagger 1985