Rewilding Danmark er et videnscenter, der formidler viden og tilbyder strategisk bistand til private virksomheder og offentlige institutioner om rewilding og biodiversitet. Og som aktivt arbejder for at etablere meget mere genforvildet natur i Danmark.
Rewilding Danmarks Vision er at sikre så megen genoprettet og genforvildet natur i Danmark som muligt, præget af en robust biodiversitet, der tjener til gavn og glæde for såvel mennesker, samfund og økonomi. Et delmål er at blive det centrale videnscenter, hvor offentligheden orienterer sig når det gælder vild natur.
Denne genforvildede natur skal opnås ved på en gang at adressere klimaændringerne og understøtte biodiversiteten, så naturens forarmelse afbødes. Det skal ske gennem etablering af større og mindre rewilding-projekter, der har til formål at genforvilde og beskytte natur, samt opsamle og lagre CO2. Disse projekter skal etableres i samspil mellem private virksomheder, offentlige aktører og private lodsejere. Et praktisk redskab er en aktiv politik omkring formidling af faglig og forskningsbaseret viden.
Baggrund
Biodiversitetskrisen såvel som klimakrisen udgør alvorlige trusler for danske virksomheder og det danske arbejdsmarked. Udover de reelle krav om nedsættelse af udledning af CO2, vil der også være øgede omkostninger knyttet til en bæredygtig tilvejebringelse af råvarer samt monitorering af underleverandører, herunder indførelse af en cirkulær økonomi. I centrum af virksomheders bestræbelse for at leve op til disse krav, bliver nødvendigvis monitorering og tiltag, der ikke kun kompenserer for CO2 udledning, men også påvirkning af omgivelsernes bioscore.
FN’s naturpanel IPBES vurderer, at forandringerne i naturen de sidste 50 år er gået hurtigere end nogensinde før i menneskets historie, og at udryddelsesraten nu er omkring 100 gange højere, end den har været de sidste10 millioner år. For Danmarks vedkommende er 95% af vores beskyttede naturtyper og 57% af vores beskyttede arter i dårlig bevaringsstatus. Biodiversitetskrisen er tæt sammenhørende med
klimakrisen, der allerede nu har afgørende betydning. Direkte på grund af temperaturstigningerne og dermed ændringerne i habitater, men også indirekte, idet kampen om plads til landbrugsjord, minedrift, by- ekspansion, infrastruktur mm. medvirker til fortsat ødelæggelse af vores skove, lysåbne arealer og havet.
Forskere fra FN’s klimapanel IPCC og den internationale natur- og miljøorganisation IPBES i FN-regi understreger vigtigheden af,at konfrontere klimaforandringerne og tabet af biodiversitet sammen.
Naturbaserede løsninger bliver således anset som afgørende for, at opsuge CO2 fra atmosfæren og samtidig levere habitater for truede arter.
Videnscenteret Rewilding Danmark
Videnscenteret Rewilding Danmarks ønsker at formidle viden og assistance til små og store tiltag, der genforvilder og beskytter natur ud fra hensyn til naturen selv, klimaforandringerne, befolkningen og landets økonomi. Vi ser gerne, at Danmark får reserveret en tredjedel af landet til større sammenhængende naturområder præget af urørt lysåben natur og skove, hvor vandet er sat fri og hvor landskabet er præget af store planteædere – som bison, okser, heste, hjorte,bævere og vildsvin – men også rovdyr. Det er hensigten at så stor en del af arealet som muligt (og helst ti pct.) skal være strengt beskyttet. Men vi er også engagerede i at der på sigt etableres beskyttet natur på yderligere tyve pct. gennem oprettelse af mindre projekter, korridorer præget af lysåbne skove, ekstensive græsning samt robuste og beskyttede vandløb, søer og indre farvande.
Disse ønsker er samhørende med vores bestræbelse på at fremme oprettelsen af naturlige, dyrkningsfrie bræmmer langs vandløb, fjorde og kyster, således at kvælstofudledningen til havet sættes i bero, og havets urskov (ålegræs) igen kan opsuge CO2 og skabe ly og læ for fiskeyngel.
I praksis kan udviklingen kun ske gennem etablering af projekter, hvor offentlige og private aktører udlægger arealer til (mere eller mindre) vild natur. Den mest sandsynlige udvikling er, at virksomheder, der ønsker at kompensere for deres CO2 udledning og indvirkning på biodiversiteten bidrager via etablering af sådanne naturprojekter.
Større europæiske virksomheder skal fra 2024 gøre regnskab for deres CO2 udledning og biodiversitetsfremmende aktiviteter. Allerede i dag kan virksomheder ”købe” CO2 kvoter, og derved indfri deres forpligtelser. På tilsvarende vi forventes det at virksomheder i fremtiden vil være mere eller mindre tvungne til at etablere naturprojekter som kompensation for deres forbrug af naturressourcer og aftryk på biodiversiteten i deres omgivelser. Mens EU (her i efteråret 2023) stadig forhandler, vil England i januar 2024 implementere en lovgivning, der sigter på at opkræve en ”naturskat” pr ha på industrielleudviklingsprojekter herunder beboelsesudvikling, såfremt virksomhederne ikke selv bidrager direkte og lokalt. Parallelt hermed er Frankrig ved at indføre en lovbefalet forpligtelse for virksomheder til i samarbejde med lokale borgmestre og befolkninger at medvirke lokalt til genopretningsprojekter.
I den proces er der brug for vidensformidling og rådgivning. Det er videnscenteret Rewilding Danmarks mål, at blive en central aktør og samarbejdspartner for danske virksomheder, offentlige lokale instanser og befolkningsgrupper på området, således at visionen om en genforvildning af Danmarks natur føres ud i livet.