Lindenborg Å © Kasper Malmberg. Med behørig tilladelse

Vaarst Sø på vej til at gendannes

Naturstyrelsen har haft den store tegnebog fremme for at købe godset Louisendal i Østhimmerland for at gendanne Vaarst Sø

v
På kortet ses vaarst sø midt i Lille Vildmose på Videnskabernes kort førend dræningen blev sat i værk. Kilde: Historiske Kort

Baggrunden for netop dette opkøb er ønsket om at genskabe Vaarst Sø, der ligger midt i godsets store lavbundsarealer. Men også det store perspektiv om genopretning af hele Lille Vildmose lurer i baggrunden.

I alt har Naturstyrelsen købt godsets 528 ha samt stuehus og avlsbygninger for 143 mio. kr. Det er blevet til godt 216.000 kr. pr. ha. Denne pris er naturligvis interessant. Den fortæller lidt om hvad jorden er værd i handel og vandel på de kanter.

Ud over de 200 ha lavbund, er der opkøbt 328 ha landbrugsjord hvoraf en lille klat er skov.  Disse sidst hektarer skal i spil som byttejord for de lokale landmænd, der stadig ønsker at drive landbrug; og som har andre lavbundsjorder på deres ejendom.

Med opkøbet er der nu skabt mulighed for at området kan blive et stort og spændende naturlandskab. Naturstyrelsen har nemlig også lige opkøbt et andet lavbundsområde, der ligger nord for Louisenlund og grænser op til Banestien. Begge projekter ligger samlet og på den vestlige side af Lindenborg Å.  De to områder byder tilsammen på 479 ha lavbund, der nu tages ud af dyrkning mens dræning skal ophøre.

Forundersøgelsen i 2025

Louisenlund makeret på et kort, der viser tørvebundens udbredelse på egnen. Kilde: Danmarks arealinformation
Louisenlund makeret på det ældre målebordsblad, der viser tørvebundens nutidige udbredelse på egnen. Kilde: Danmarks arealinformation.

Projektet indledes af Naturstyrelsen i 2025 med en forundersøgelse af de to sammenhængende område, der mod syd grænser op til den afvandede Vaarst Sø og mod nord op mod en natursti, der kaldes Banestien. Området ligger vest for Lindenborg Å. Undersøgelsen forventes at vise, at Vaarst Sø ville kunne gendannes, samtidig med at en fjernelse af drænsystemet vil skabe et blankt vandspejl i de laveste engdrag. Det stopper dog ikke her. Som det fremgår af kortet over tørvejord fra 2022 rækker området helt over til Vildmosen, og da al denne lavbund påtænkes udtaget som led i Den Grønne Trepart, vil der på sigt være tale om at et landskab, der har rødder tilbage før 1800, vil kunne delvis genskabes.

Vaarst Sø blev drænet allerede i begyndelsen af 1800-årene, da godsejeren på Gudumlund lagde sidste hånd på kanalen, der blev gravet for at udrette Lindenborg Å og derved afvande de store kær. Hovedhensigten med den 10 meter brede og godt 3.300 meter lange kanal var dog at etablere pramtrafik, hvorved Vildmosens tørv kunne fragtes til markedet i Ålborg. Men hensigten var også at skaffe drivkraft til vandmøller. Kanalen gjorde det muligt, at udtørre flere tusinde ha lavbund. Nu står søen imidlertid – på mindst ti ha – over for en genopretning, ligesom lavbundsjorderne skal omdannes til natur.

Godsejeren

– Vi har for meget lavbundsjord, og det er derfor, vi sælger, udtaler Carsten Vognsen til AgriWatch og fortsætter: Det er jo besluttet, at der kommer restriktioner og CO₂-afgift på jorden, hvis vi fortsætter med at dyrke den. Så det er jo lidt frivillig tvang, det her, siger han afslutningsvis.

FOTO:

Lindenborg Å © Kasper Malmberg. Med behørig tilladelse.

KILDE:

Naturstyrelsen: Louisendal Lavbundsprojekt

Nordjysk gods solgt til staten for 143 millioner: “Frivillig tvang”. Agriwatch 13. juni. 2025