Et besøg i Dalby Söderskog i Skåne kaster lys på et dilemma.  Skal virkelig skal have al den ”urørte” skov, som er i støbeskeen? Eller er tiden inde til i stedet at tale om “naturskove”?

For tiden planlægges en massiv omlægning af forvaltningen af vores statsskove til urørt skov. Samtidig planlægges der en skovrejsning, hvoraf 80.000 skal ende med at være urørt skov. Og mere vil sikkert komme til i forlængelse af EU’s lov om Naturgenopretning. Et af argumenterne for denne omlægning er, at urørte skove fremmer biodiversiteten. Men fremmer ”urørt skov” egentlig denne?

Svaret er naturligvis ikke entydigt. Vi ved således fra undersøgelser af den urørte Suserup skov ved Sorø, at biodiversitetseffekten kan være høj når det gælder lav og mosser. Men hvad er resultatet, når det gælder dagsommerfugle? Og andre insekter?

Disse spørgsmål kan vi måske indkredse svarene på ved at kaste blikket over Sundet og berette om forholdene i nationalparken “Dalby Söderskog” syd for domkirkebyen Lund. Der er tale om en løvrig blandingsskov, der har været næsten urørt i mere end 100 år, men hvis historie rækker meget langt tilbage.

Dalby Söderskog – fra dyrehave til kongeligt stutteri.

Dalby Söderskog er dybt interessant historisk set. Beliggende nordøst for Dalby, som husede en kongsgård, et kloster og en af de første stenkirker i datidens Danmark, er der tale om et anlæg, der formodes at stamme tilbage til Knud den Stores og Svend Estridsens tid, dvs. ca. 1020-1100. I Dalby kirke blev således Kong Harald Hen begravet i 1080.

Middelalderarkæologer antager da også at Dalby Söderskog allerede i tusindtallet indrettedes som den første dyrehave i Skandinavien. Forbilledet var de engelske dyrehaver i Winchester, der var inspireret af franske og normanniske. Uanset den præcise datering har undersøgelser vist, at dyrehaven var hegnet med en vold og et hegn bag hvilken kongen og hans hird formodes at have fornøjet sig med at skyde dådyr, der formentlig også blev importeret på samme tid. Muligvis anlagdes dyrehaven på et område, tidligere havde udgjort en hedensk offerplads med tilhørende tingsted. På denne måde transformerede kongemagten det folkelige mødested til et eksklusivt elitært symbol. Da bispesædet efter 1066 flyttede fra Dalby til Lund, endte kongsgården med at omdannes til et kloster. Det menes at klosteret i den næstfølgende tid oprettede et stutteri, der forlængelse af den tidligere dyrehave. Formentlig fra den tid blev Söderskogen igen lagt sammen med de nærbeliggende skov- og græsmarker. I dag består naturområdet af to små skove skilt ved et lysåbent græsningsareal eller overdrev. Formentlig har det hele været udlagt til det klosterlige stutteri. Hvorvidt og hvor megen græsning som disse knap 100 ha gave mulighed for vides ikke. Formentlig har hestene holdt til på løvengen i områdets midte, men naturligvis har skovene også været inddraget hertil.

Allerede tidligt er der dog spor af, at en vis form for regulær skovforvaltning og skovdrift fandt sted. Der stammer således et brev fra Chr. IV’s hånd fra 1593, hvori vi læser hvorledes kongen befalede, at der skulle ske rydning af gamle hasselbuske og ”andre unyttige træer” således at de opvoksende træer – eg, elm og bøg – ikke skulle hæmmes men i stedet ”have fremgang”. Men ellers er historien under svenskekrigene og under den Store Nordiske Krig naturligvis en sørgelig beretning om en aldeles forhugget skov.

Under hele denne omvekslende tid drev danske og svenske konger stutteri i klosterets gamle hestehave. (1682) læser vi således at Hestehaven kunne rumme i alt 36 heste. Men om dermed mentes overdrevet i midten, den indhegnede skov elle hele området vides ikke. Der har således været tale om et græsningstryk på mellem én og tre ha per dyr. Senere – i 1745 – besøgte Linné idog skoven og bemærkede hvorledes en omfattende opstamning og nyplantning var undervejs. Noget af skoven synes således at have været fraregnet på det tidspunkt for at friholdes for heste. Men det er karakteristisk, at Söderskogen alt i alt ser ud til at have været benyttet som græsningsskov indtil nyere tid. I hvert fald stutteridriften fortsatte indtil langt ind i 1800-årene, samtidig med at en proces iværksattes hvorved Söderskogen på det nærmeste forhuggedes for gamle ege- og bøgetræer. Hertil kom, at krat ryddedes, mens veje repareredes, vandløb reguleredes osv. Senere i århundredet søgte embedsmænd dog at inddrage Hestehaven (nu forstået som det midterste græsningsoverdrev) til skovrejsning. Det havde dog ingen fremgang.

Fra 1873 fortælles det dog, at Söderskogen på det tidspunkt bestod af ganske tæt og gammel egeskov samt en underskov af krat, hvidtjørn og hasselbuske. Igen gik man dog i gang med at rydde for at anvende træet til byggeri osv.

Nye tider og Nationalpark

I 1904 indstillede Lunds Botaniske Forening imidlertid til Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi, at skoven skulle fredlyses. Argumentet var at Dalby Söderskog udgjorde den eneste ”helt naturlige” blandede løvskov, der var tilbage på den skånske slette. Denne fredning gennemførtes i 1916-1918 hvorved såvel Norreskogen og overdrevet udlejedes til Dalby Andelsbetesförening, mens Dalby Söderskog blev til Sveriges første Nationalpark. Herefter omgærdedes skoven med stærke nationalromantiske følelser. Endnu i dag er det da også en universitetstradition at tage på botaniske feltture ud i skoven om foråret

Samtidig udbrød dog også en mindre ”krig” blandt forvalterne om hvorledes man skulle sikre, at skoven ikke ændrede karakter – eksempelvis, at bøge- og elmetræer ikke tog livet af de gamle ege. Det gav gennem årene anledning til en del forvaltningsmæssige indgreb,. Således foretog man sig løbende en nænsom rydning omkring de gamle ege, ligesom man i 1988-97 fjernede syge elmetræer, i 1997-2004 foregik en såkaldt lempelig foryngelse af ask og bøg samt efter 2005 en tilsvarende opformering af yngre egetræer, hassel og tjørn. Men i det store og hele har skoven ligget ”urørt” siden 1916.

Mere radikalt gennemførte man dog for nogle år tilbage (i 2015) en udryddelse af en flok vildsvin, der havde slået sig ned i skoven. Man mente, at svinene ødelagde den urørte skov! Derudover ødelagde de også den traditionsrige forårsudflugt af lundeboerne for at se på anemoner og forårsblomster. Hvor vi andre vader i dem på den årstid, er de ikke almindelige på den anden side af Sundet. Kampen mod vildsvinet blev derfor i høj grad også ført af mennesker, der ikke turde færdes dér når de kunne risikere at rende ind i et skovsvin.

Den urørte skov

Naturligvis er der i dag intet tilbage af middelalderens skov. Men i skovens historie ligger begravet en fortælling om, hvad der skete efter den for over 100 år siden ophørte med at være en græsningsskov og blev til en urørt skov. Det gør Söderskogen interessant i et nutidigt perspektiv.

I dag fungerer Söderskogen nemlig som en nationalpark der ligger hen helt urørt, hvorimod overdrevet i midten afgræsses af vildheste og Nörreskogen fungerer som naturområde. Söderskogen er i øvrigt også et NATURA 2000 område, hvorfor forvalterne gennem løbende nænsom udtagning arbejder på at bibeholde skovens profil uden at den fratages sin status som ”urørt skov”.

Om muligt fremstår skoven da også næsten mere urørt end Suserup Skov ved Sorø og Draved i Sønderjylland. Når man vandrer gennem den giver den et næsten kvalmt indtryk af rådnende træer, sure vandhuller og indkrogede krat gennemskåret af 1800-årenes bastante anlæg beregnet på at lette transporten af det huggede tømmer. Går man over volden og stenten ind i skovbrynet op mod græsningsarealet oplever man til gengæld med sit blotte øje en frodighed af blomsterplanter og insekter, der lever i lysvældet.

Flora

Desværre findes der ikke overbliksstudier over den eksisterende fauna i fortid og fremtid. Men sammenlignende undersøgelser af seks feltstudier gennemført i mellem 1909 og 2002 af floraen viser, til gengæld en masse om vegetationens historie.

I dag er bøgen det mest dominerende træ. Herefter følger eg, ask og elm, hvor egen dog er på hastigt tilbagetog. En af årsagerne til bøgens dominans er de grasserende elme- og askesyger der brød ud for en 30 til 40 år siden. Helt nye undersøgelser viser imidlertid, at selv lysåbningerne skabt som følge heraf ikke har kunnet skubbe egen i vejret. De afgørende forhold er, at de lyskrævende træer taber til det lukkede trækronedække. Interessant nok viser det sig i øvrigt at græsningstrykket (af vildt) ikke betyder noget.

Dette fremgår da også af de systematiske undersøgelser af floraen at lyset er den afgørende manglende faktor. Allerede i 1938 gennemførtes det klassiske studie af Bertil Lindquist Han tog udgangspunkt i en florainventering fra 1925. Naturligvis blev det siden fulgt op, således i 1971, 78, 80, 87 og 1992. Senest har Jörg Brunet og Goddert von Oheimb i 2002 foretaget en inventering, hvor undersøgelsen fra 1938 blev gentaget med præcis samme metodik. De kan derfor udtale sig ret præcist om hvad der skete i Dalby Söderskog i den urørte periode fra 1918 til 2002.

Det er nu tankevækkende at antallet af arter i skoven generelt faldt fra 248 til 124, dvs. udviste et 50% fald over 77 år. Største fald skete endda brat mellem 1925 og 35, da skoven for alvor begyndte at mørknes. De fleste arter som forsvandt i denne tidlige periode var alle de urter som hørte til de åbne skovenge. Mens der i 1925 registreredes 60 arter heraf, var de i 2002 svundet ind til kun fem. Faldet i generalister var knapt så skarpt, mens skovarterne tilsyneladende havde holdt stand. Fra 1925 og til 2002 forvandt ganske vist 18 skovarter, mens 7 nye kom til. Men af disse syv, var de fem formentlig havevækster, der havde forvildet sig ind i skoven (eksempelvis vintergæk).

Men ikke nok hermed. Antallet af træ- og buskarter samt lav og mosser faldt også. Endelig er det værd at notere sig, at også når det gjaldt antallet af individer af de enkelte tilbageblevne arter af urter var nedgangen med en enkelt undtagelse signifikant. Det var ikke kun arterne der forsvandt. Biomassen af de tilbageværende led således også skade. 

Fra løveng og græsningsskov til urørt skov

Forfatterne mener, at hovedårsagen til disse massive forandringer skyldtes det stop for græsning i skoven, der fik en brat ende i 1914. Herved ændrede skoven fundamental karakter fra at være en lysåben lund domineret af hassel og eg til en lukket skov domineret af elmetræer, ask og bøg.

Denne historie om Dalby Söderskog er naturligvis enormt interessant. I disse tider er vi nemlig i færd med at omlægge vores statsskove til urørt skov samtidig med at vi er i færd med at rejse ca. 80.000 ha ny urørt skov. Alt sammen noget, der er planlagt af hensyn til biodiversitetens fremme.

Men hvis vi anlægger et tusind-årigt dybt historisk perspektiv, ser det imidlertid ud til, at den strategi – set med biodiversitetsøjne ­– er aldeles forfejlet. I stedet skal vi tilbage til den tid, der var før verden gik af lave. Dvs. tiden mellem 1000 og 1200, da kongemagten og kirken indførte stutteriet og græsningsregimentet, der om end på afvekslende vis dominerede forvaltningen af skoven gennem de næste 900 år.

Man tænker, at vi hurtigst muligt skal holde op med at drømme om ”urørte skove”. Og i stedet begynde at tale om de løvenge samt natur – og græsningsskove, som middelalderen og op til 1700-årene var så rige på.

Det viser tallene fra Dalby Söderskog umiskendeligt.

Karen Schousboe

FOTO

Dalby Söderskog 2024. I baggrunden skimtes middelalderlig jordvold. © schousboe

KILDER:

Locus Celebris: Dalby kyrka, kloster och gård
Red. Af Stephan Borgehammar & Jes Wienberg,
Göteborg/Stockholm: Makadam Förlag, 2012,

Dalby Söderskog. En Skånsk Lövskog i forntid och nutid.
Af Bertil Lindquist
Acta Phytogeographica Suecica edidit Svensk Växtgeografiska Sällskapet.
Stockholm 1938

Dalby Söderskog revisited: long-term vegetation changes in a south Swedish deciduous forest
Goddert von Oheimb and Jörg Brunet
Acta Oecologica (2007) Vol 31, Issue 2, March–April, pp 229-242

Almsjuka och mördersniglar – dramatik i Dalby Söderskog.
Af Jörg Brunet og Goddert von Oheimb (2008)
I: Svensk Botanisk Tidsskrift Vol 102:1

Vildsvin och vitsippor – mer dramatik i Dalby
Af J. Brunet (2015)
I: Svensk Botanisk Tidsskrift Vol 109, p. 105 – 111

Mossfloran i Dalby Söderskog under 50 år
Af G Kristensson (2002)
I: Svensk Botanisk Tidskrift, Vol 96, p. 282 -300

Dalby Söderskog
Responsible organisation
Swedish Environmental Protection Agency 2015