Home » Rewilding – Hvad er det?

Konikker i skov med føl

Rewilding – Hvad er det?

Hvad er rewilding – og hvorfor misforstås det alt for ofte?

Bæver i et vinterlandskab. Kilde Wikipedia
Bæver i et vinterlandskab. Kilde Wikipedia

Rewilding beskriver en naturtilstand, hvor det ikke er menneskets udnyttelse eller pleje som er styrende for naturen, men derimod de naturlige processer som foregår i naturen – stormfald, brand, græsning, oversvømmelse, tørke og samspil mellem arterne i økosystemet og meget mere. Rewildet natur betyder vild natur, hvor vi mennesker træder et skridt tilbage og lader naturen passe sig selv. Til gavn for biodiversiteten og til glæde for os.

En vildere natur på jordkloden er afgørende for vores liv her. Vores fantasi, poesi, drømme og forhåbninger næres af naturens næsten grænseløse mangfoldighed. Verden bliver fattig, hvor vi ikke giver naturen plads og frit råderum.

Men vildere natur er også nøglen til at vi løser klimakrisen på den lange bane. Vi ved, at vi ikke kun skal være klimaneutrale i 2050. Vi skal også opsuge så meget som muligt af fortidens udledte CO2. Via forskning ved vi nu, at urørt skov på den lange bane opsamler midst lige så meget eller mere kulstof end en plantet skov. Men derudover er forskning på vej som peger på at vild natur med noget nær intakte og genforvildede økosystemer kan binde meget mere kulstof end nogen anden naturtype. Også mere end plantet skov. Etablering af 10% strengt beskyttet og genforvildet natur vil derfor kunne få en signifikant betydning i forhold til at afbøde effekten af klimaforandringerne. Lige så betydningsfuld er dog den beskyttede natur, som vi i forhold til indgåede aftaler med FN og snart EU er internationalt forpligtet på at bringe tilveje – til lands såvel som til havs.

Rewilding er en afgørende løsning på vores biodiversitets- og klimakrise

Vældige naturområder, hvor de naturlige processer får frit spil – med store planteædere i naturlige tætheder – er ikke symbol politik, men en nødvendighed. Forskningen peger entydigt på at ca. 1/3 af jordens overflade skal overledes til naturen og de processer som sikrer et behageligt klima, rent drikkevand, ren luft og fornybare ressourcer.

Med søsætning af Rewilding Danmark bliver Danmark som et af de sidste europæiske lande en del af den europæiske naturbevægelse der arbejder med at genforvilde og genoprette Europas storslåede vilde natur.

Rewilding Danmark arbejder for at også Danmark overlader 30% af vores hav- og landareal til naturen – det er både fornuftigt og ansvarligt. Heraf skal de 10% fremstå som strengt beskyttet natur, mens de 20% skal skabe rammerne for de korridorer og mere flydende naturformer, som vi som mennesker også kan have gavn og glæde af. Fælles for såvel den strengt beskyttede og den mere løseligt beskyttede natur er dog den genforvilding, der i en eller anden grad bæres af robuste økosystemer hvor vandet flyder naturligt, skovene drives bæredygtigt og de lysåbne landskaber er befolket af store græsædende dyr – fra bison til bævere.

Misforstår ikke rewilding

Begrebet rewilding opstod for mere end tredive år siden som en reaktion på den hidtidige model for naturforvaltning – naturpleje.
Årsagen var en dyb frustration blandt biologer og naturforvaltere, der oplevede at al deres store indsats for at tage hånd om truede arter og habitater ikke gjorde en forskel. Sommerfuglene uddøde stadigvæk og flora og fauna blev stedse mere forarmet. Den bagvedliggende idé blev i stedet at søge mod at genoprette fortidens robuste økosystemer ved at tage hånd om hele naturen og ikke kun den enkelte truede art.

Hurtigt blev spørgsmålet dog, hvor langt tilbage man skulle søge for at genfinde intakte økosystemer. Skulle vi helt tilbage til istiden? Var det nødvendigt og ønskeligt at klone mamutter? Eller kunne vi nøjes med at drømme om  jernalderens og vikingetidens landskaber i det nordlige Europa? Og “bagavle” urokser?

I dag har rewildingbevægelsen lagt disse overvejelser bag sig. Tværtom handler det nu mest af alt bare om at sætte naturen fri, så den kan passe sig selv og finde frem til sin egen balance. Indgreb, som rewilding derfor medfører, handler om hvad der skal til for at give et naturområde de bedste muligheder for at restituere sig. Hvordan restaurerer vi eksempelvis et vandløb og dets omgivelser på den bedste måde, så naturen kan hele op? Kan vi nøjes med at sætte store græssere ud eller skal vi sikre at ulven og lossen kan bidrage ved at skabe landskaber, hvor dyrene tilskyndet af naturlig frygt bevæger sig i større cirkler? Og hvad med al den næringsrigdom, der kvæler mangfoldigheden af blomsterfloret? Er vi nødt til indledningsvis at skrælle overfladen af jordbunden, for at fremme den biodiversitet, der trives bedst hvor gødningen er fjernet?

I den moderne rewilding diksussion i 2020’erne handler det derfor ikke så meget om rewilding men om restoration og recouperation. Genforvilding siger vi på dansk!

FOTO:

Bæver. Kilde: Wikipedia