Adskillige antropologer har i de senere år arbejdet med at udforske hvad rewilding egentlig er – set med menneskeøjne. Det seneste bud fra antropologen James van Lanen er både tankevækkende og foruroligende

James van Lanen er tydeligvis “gone native”. På antropolog sprog betyder det at han har adopteret sine informanters vilde liv, som det leves i vildmarken i Alaska. Men han er også en tænksom antropolog, der for nylig udgav en bog, der søger at tage livtag med vilkårene for en mere menneskelig og bæredygtig tilværelse i det 21. århundrede, end  den der byder sig til i storbyens cafeer og parker.

Gennem fortællinger fra hans personlige erfaringer og antropologiske feltarbejder blandt jægere og samlere, udfolder han rewilding som en livsfilosofi, der har dybe forhistoriske rødder. Han fortæller hvorledes rewilding retter sig direkte mod hjertekulen i vore drømme om fremskridt og vestlig civilisation og viser hvorledes de oprindelige folkeslag har levet på måder, der alt andet lige er nolge af de mest stabilie og økologisk bæredygtige, menneskeheden har oplevet.  Van Lanen forklarer, at kritikere af rewilding, der ignorerer denne antropologiske virkelighed, simpelthen har en helt anden dagsorden og livsfilosofi, der handler om at skabe udvikling og forandring.

Bogen er interessant fordi den helhjertet argumenterer for at rewilding ikke kun er en ny måde at arbejde for naturgenopretning. Det handler også om at genoprettet menenskets forhold til den jordklode, som vi bor på.

Om han har ret i sin analyse er så en helt anden sag. Som bekendt er det jo efterhånden almindeligt anerkendt at megafaunaens uddøen netop skyldtes jægere og samlere, der tog for sig af retterne.

Human Rewilding in the 21st Century: Why Anthropologists Fail
Af James Van Lanen
‎ Independently published 2024