Hele den klippede kyststrækning mellem Gudhjem og Nexø er udpeget af Biodiversitetsrådet som NATURA30 – dvs. potentielt tilhørende de fremtidige 30% af Danmarks areal,der skal udlægges til fri og vild natur, for at vi kan genoprette Danmarks dyre- og planteverden. Midt på denne nordlige kyst ligger et særligt udsigtspunkt, Randkløveskåret, der med sine strandenge og små indsøer umiddelbart bag klipperne fremviser en for Danmark helt unik natur. Det er derfor ikke uden grund at Naturfonden for nylig sprang til, da muligheden åbnede sig for at erhverve 50 ha af den fine natur dér.
Kulturhistorisk Erindring
Randkløveskåret er imidlertid ikke kun en naturhistorisk juvel. Det rummer også meget fine kulturhistoriske erindringer. Allerede i 1804 kaldtes Randkløveskåret “en gruelig fjeldrevne”. Han omtaler dog ikke det berømte Randkløveskårspring,der senere blev til en folkloristisk “manddomsprøve”. Måske var det i virkeligheden Holger Drachmann, der stod fadder hertil. I årene 1865-1874 besøgte han øen øenHer, i sin dagbog, berettede han om det berømte “Randkløveskårspring”. Her fortæller han om, hvorledes han i dagevis øvede sig for at turde foretage springet hen over kløften. Han skriver:
Jeg gjorde igaar et frygteligt spring fra et klippestykke til et andet nede ved det brusende hav; Erindringen herom i forbindelse med en gøglende faantasi frembragte i nat følgende drøm:
Jeg gjorde igår et frygteligt spring fra et klippestykke til et andet nede ved det brusende hav; Erindringen herom i forbindelse med en gøglende fantasi frembragte i nat følgende drøm:
Det forekom mig at jeg sad på en fnysende, skummende hest i vanvittig fart hurtigere end vinden mellem to skyhøie klippekæder; midtimellem begge styrtede en flod, brølende og sydende afsted dybt nede i en fjeldspalte, et mørkt, gabende afgrundssvælg, hvorover ingen bro førte. Lige ved randen jog jeg sporene lige til hælen i hestens side; jeg følte hvorledes jeg svævede over afgrunden; ned turde jeg ikke se, men da jeg løftede mine øjne i vejret, opdagede jeg høit oppe over mit hoved klippetinderne, ligesom et amphiteater, besatte med en uoverskuelig række af bekendte og ubekendte ansigter. I hvert ansigt lå et forskelligt udtryk, men alle vare de spændte paa udfaldet af mit spring, og minerne var fortrukne til dum nysgerrighed, ængstelig påpassenhed, spændende angst, fortvivlet bekymring, jublende overgivenhed, hanlig skadefryd, spottende tvivl, agtværdigt mishag, vanvittig stirren, venlig medfølelse, underlig deltagelse, sorrigfuld bekymring — og øverst oppe en høj kvindeskikkelse, hvis sorte ridekjole flagrede i vinden, og hvis minespil vekslede mellem skræk, medfølelse, stolt tilbageholdenhed, undseelig deltagelse, angst, atter glimt af kold stolthed, fortvivlelse, haab, overbevisning, forjættelse — og jeg følte, hvorledes hestens forben berørte den haarde sten, hvorledes bagkroppen krummede sig og forgæves søgte at finde fodfæste med bagbenene, hvorledes disse skurede nedad den lodrette mur, hvorledes jeg kastede mig af paa den haarde klippe, lå dødlignende, isnet af rædsel, medens synerne foroven forsvandt som i en tåge for mit blik, og mit øre opfangede, men kun svagt, og ligesom fra det fjerne, larmen af hestens Hove, der, idet den styrtede ned i dybet, slog klaprende mod fjeldvæggens ru sider og i faldet afrev stene og buske – og jeg vågnede, og endnu længe efter stod det frygteligt gabende svælg, de høje klipper, og de forskellige Fysionomier ligesaa tydeligt for mig, som om det var et maleri, jeg stirrede paa.
Efter denne drøm har jeg tabt modet til mit Randkløveskårspring.
( I nutidens guidebøger står der, at det IKKE er et spring, man skal forsøge sig med. Men somme tider praler ungersvende med at have udført “mandomsdåden” )
Da Drachmann skrev om Randkløveskaarspringet var Bornholm for alvor ved at blive opdaget som et turistparadis. Nu strømmede forfatterne til Det Danske Schweiz, som øen blev kaldt. Først var Wilhelm Bergsøe på banen. I 1850’erne beskrev han Bornholm som et ukendt land, hvor en turist var lige så sjælden som en tiger. Her kunne han genfinde den verden, der var, før bedsteborgerne og deres madammer drog afsted med deres trang til dog også at opleve noget. Her var plads til de store håndbevægelser, med de forrevne klippekyster, de mørke skove og de brusende vandløb, der væltede ned ad klipperne og ud i Østersøen.
I centrum af dette naturromantiske paradis lå naturligt nok Randkløveskåret, der hurtigt tiltrak sig opmærksomhed. I foreningen Fremtidens Rejsehåndbog fra 1870 lød det også således:
“Vældige fjeldblokke er her som kastede i havet i vild forvirring med kæmpehånd: snart ser de ud som afbrudte søjler, snart som uformelige tårne, imod hvis fod bølgerne afmægtige bruse frem, og indenfor denne vilde og temmelig omfangsrige skærgård hæver sig den kløftede klippe, som har givet Stedet navn.”
Siden da kom Randkløveskåret på den trestjernede hitliste på linje med Hammerknuden med Hammershus, Slotsruinen, Helligdommen, Jons Kapel, Ekkodalen og Dynddalen. På denne måde blev naturen til et scenisk bagtæppe for jagten på den autentiske, oprindelige og uspolerede romantiske oplevelse. Allerede hurtigt blandede lovprisningerne sig dog med kulturelitens spydigheder herover. Således ymtede forfatteren Adolf Rosenkilde i 1866 sin ærgrelse over, at det bornholmske ler snart ville forvandles til krukker og skår, mens klipperne ville omdannes til københavnsk brolægning. Andre, eksempelvis Peter Hauberg, begræd i 1879 tabet af øens gammeldags præg, der hurtigt ville forsvinde “under nutidens raske fremskridt”. Professionaliseringen af turistens transformation fra “gæst” til “kunde” genererede andre, såsom M. K. Zahrtman.
Særlig denne udvikling plagede dog Drachmann, der i 1888 skrev et direkte modindlæg mod dannelsen af Den Danske Turistforening. Allerede da var datidens Spies-typer imidlertid med sædvanlig geskæftighed begyndt at organisere lystrejser, badeferier og endda fuldt færdige pakkerejser. Og i disse var Randkløveskåret et fast indslag.
Sommerhuse, opkøb og fredninger
Senere – i første halvdel af 1900-årene – blev det imidlertid ikke kun mondænt at indlogere sig på badehotel på øen. Det gjaldt nu om at erhverve sig sin egen strandvilla. I særlig grad blev Nordkysten et eftertragtet sommerhusområde, hvor ejerne derefter søgte at forhindre turister at færdes langs den gamle redningssti. Siden blev det meste af redningsstien mellem Bølshavn og Saltuna dog fredet i årene 1933, 1934 og 1947. Og senere skaffede naturlovene bedre adgang for offentligheden. I dag kan man gå de 5 km, men turen er ikke for ældre og gangbesværede og området fortjener derfor at åbnes yderligere op.
I dag er alt 47 hektar fredede, hvilket blandt andet betyder, at de udyrkede arealer syd for stien (det nære bagland) bevares i deres naturlige tilstand. Men det fremgår af det seneste kort fra Biodiversitetsrådets udpegninger, at hele kyststrækningen inklusive baglandet er markeret som særlig værdifuld dansk natur. Det er disse naturværdier, som Naturfondens nye opkøb af yderligere 50 ha søger at sikre for eftertiden.
