I 2013 udsattes en flok med otte visenter i skovene omkring Berleburg. På ti år er de blevet til 40 dyr, der har delt sig i flere flokke. Det er ikke gået stille af sig. Lokale skovejere vil bare af med visenterne. Men kan man det, hvis ingen ejer dem?
Da Prinsen af Sayn-Wittgenstein-Berleburg i 2007 første gang omtalte sin drøm om at udsætte bisonokser i sine skove, var der ikke så megen modstand mod projektet. De fleste så dyrene som et spændende nyt indslag og i 2013 blev otte dyr udsat på 4500 ha nær ved godset.
I 2017 døde Prins Richard og hans søn overtog ansvaret for fonden og dermed flokken, der i dag tæller 40 dyr og har delt sig i flere. I efteråret 2022 kastede fonden imidlertid håndklædet i ringen og søgte at blive erklæret konkurs. Baggrunden var de meget store krav om erstatning, som lokale skovejere i de senere år har rejst for at få dyrene væk fra deres skove. Ved således at erklære sig konkurs blev det muligt for fonden at slippe dyrene fri som herreløse. Pointen var, at ved således at opgive ejerskabet til dyrene, ville de i realiteten blive til vilde dyr, der herefter ville leve i skovene på linje med andet vildt. Og da dyrene samtidig er stærkt beskyttede kunne de naturligvis ikke fremadrettet jages.
Dette har givet anledning til en stærk lokal forarget debat, for tilbage står en et par skovejere der nu må leve med de store dyr, der notorisk kan være hårde ved plantagedriften. Ved at fonden erklærer sig konkurs, forventes det at dyrene ganske enkelt fået ændret deres status fra ”husdyr” til ”vilde dyr”. Og sidstnævnte kan man jo ikke bare sådan indhegne og jage, endsige “sælge”.De præcise vilkår for konkursen afgøres dog først i retten den 15. dec.
Hvad er problemet?
Virkeligheden er, at i dag flokkes dyrene i et lavt bjergområde kaldet Roothaar, der gennemskæres af en 154 km lang vandrerute. Bjergene dækker et område på 3,8 mio ha. Med et græsningstryk som i Almindingen på Bornholm er der i princippet plads til 173.000 visenter i naturparken ”Sauerland Rothaargebirge”. Man skulle derfor tro at problemet er til at overse.
Ikke desto mindre foregår der fortsatte drøftelser mellem lokale skovejere og lokale politikere i den såkaldte Kreis, mens byen Bad Berleburg og Landesregierungen er på visent-turisme-industriens side. Førstnævnte ønsker at flokkene reduceres med 50% og at de overskydende dyr overleveres/sælges til andre projekter, hverefter pengene kan ende i lommerne på de to skovejere, der har rejst de store erstatningskrav. Længere oppe i det politiske landskab anser man imidlertid visenterne som en bonus for den lokale turisme. Det gælder dog ikke i nabobyen, hvor man har satset på ski- og sportturisme, og derfor ser dyrene som en komplicerende faktor. Kort sagt, så står kampen om hvis interesser, der skal plejes. Skal der etablere en egentlig nationalpark i bjergområdet? Eller skal skovdriften og sportsindustriens interesser tilgodeses?
Det mest interessante er dog naturligvis i et europæisk perspektiv den juridiske status, som dyrene får. Vil retten klassificere visenterne som ”husdyr” ejet af den konkurstruede fond, således at dyrene kan sælges videre? Eller er det frie og vilde dyr, der nu bare er der? Og så må folk lære at leve med dem.
Sagen afgøres ved laveste retsinstans om ti dage, men vil formentlig blive anket på grund af dens principielle karakter.
FOTO:
Visenter i et vinterlandskab © Sakalouski Uladzislau/Dreamstime
KILDE:
Wochen der Wahrheit für Wisentprojekt in Wittgenstein
Westphalenpost nov 2023.