Biodiversitetsrådet er barslet med en ny rapport, der omhandler perspektiver på den offentlige og private sektors rolle og bidrag til finansiering. Læs en kommentar her.
Vores natur tilhører os alle sammen – værdsat og elsket. Men samtidig også udbyttet, forarmet og nedslidt, ja udnyttet langt over smertegrænsen. Det ved vi godt hvis vi betragter en af naturens vigtigste parametre, biodiversiteten. Den er på hastigt fald og således en glimrende indikator – proxy – på vores ødelæggelse af naturens robuste økosystemer.
Vi ved godt, hvad der skal til for at rette op på denne sørgelige tilstand. Større og mere sammenhængende områder, hvor de naturlige processer genoprettes gennem frisættelse af den naturlige hydrologi, udsættelse af store græssere (fra bison til bjørn og bæver) samt en forvaltningspraksis, der præges af manglen på menneskehånd. Ligeledes er det nødvendigt at Staten påtager sig opgaven med at formulere langsigtede og retningsgivende mål for Danmarks biodiversitetsindsats, ligesom det anses for nødvendigt at der udarbejdes en helhedsorienteret plan for Danmarks arealanvendelse. Herefter bør følge en reform af lovgivningen.
Finansiering
Udfordringen her er, at denne nødvendige genopretning af vores natur efter disse principper ikke kan ske uden, at en masse menneskers økonomiske og kulturelle interesser trædes for nær. Her er en af de helt store indledende udfordringer naturligvis, at jorden – arealet – allerede anvendes til andre “ting” – landbrug, by- og erhvervsudvikling, infrastruktur osv. Dvs. at udover ændret lovgivning, ændret natursyn og accept af et vist mål af ubekvemmelighed, fordrer dette helt basalt at jorden til genoprette natur – arealet – skal købes fri. Mere præcist skal vi omlægge 22% af Danmarks areal fra den nuværende benyttelse til en ny og mere naturvenlig omgangsform. Hertil kræves der rigtig mange “menneskepenge”, og i den seneste rapport fra Biodiversitetsrådet har man forsøgt at finde den bedste måde at skaffe disse penge til veje på, der IKKE modarbejder den overordnede dagsorden: at få mere natur genoprettet (i lyset heraf anstiller Rådet sig derfor også generelt skeptisk overfor oprettelsen af et marked for biodiversitetskreditter).
Den helt overordnede problemstilling her er naturligvis, at hvad der er gratis, er intet værd med mindre det “udbyttes”. Fiskene i havet er intet værd førend de er fanget og filetteret, ligesom agerjorden henligger i tidsler eller springer i vild skov, hvis den ikke dyrkes. Omlægning af produktiv jord til natur indebærer alt andet lige et tilsyneladende “tab”. Som modvægt til denne mistrøstighed bør man dog også regne på de værdier, der skabes gennem en større naturindsats. De kan gøres op i “luftpenge” i form af værdien af friluftsliv, samt undgåede udgifter til vandmiljøforurening, CO2 udledning og tab af biodiversitet. Alt sammen vil det dog også kunne omsættes direkte til “rigtige penge” i form af eksportindtægter fra turismen i takt med at klimaforandringerne sætter ind. Det grønne BNP har opgjort den årlige gevinst heraf til 245 mia. kr. (se s. 48). I parentes bemærket er det her værd at notere sig at sportsfiskerturismen i Danmark omsætter for 13 Mia. kr årligt. Spørgsmålet er hvor den indtægt bliver af hvis havet fortsætter med at være henligge døende i et svæb af fedtemøg?
Det grundlæggende spørgsmål er derfor tredobbelt:
- Hvordan skaffer vi de 98 milliarder, rapporten anslår det vil koste at løskøbe de 22-23% af Danmarks jord, der burde være udlagt til natur, men i dag – omend af forskellgie årsager – (mis)bruges af private jordejere og offentlige myndigheder?
2. Hvordan gør vi det efterfølgende økonomisk attraktivt at “dyrke viber”? Prisen herfor anslås i den seneste rapport at være på 2,8 mia. kr årligt. Formentlig ligger tallet dog nærmere de 4 mia. kr? (Se nedenfor).
3. Hvem skal betale?
Rapporten fra Biodiversitetsrådet berører en række af disse spørgsmål og nedenfor bringes et kort referat af hovedpointerne med vedføjede kommentarer. Redegørelsen hviler både på rapporten, men også indtryk fra den konference, som Biodiversitetsrådet afholdt i forbindelse med lanceringen af rapporten
Finansieringskilder
På konferencen, anførte Peter Birch Sørensen, økonom og professor ved Københavns Universitet (og tidligere overvismand) at det sådan set ikke burde udgøre et problem. De penge kan findes ved en omlægning af en række af EUs og andre tilskudssystemer. Denne vurdering deler Rewilding Danmark. Det er tydeligt at vi af politiske årsager ikke udnytter de muligheder, der ligger i en omlægning af EUs landbrugsstøtte i tilstrækkelig grad. Så jo, der findes et gab, men det er – set i et større nationaløkonomisk perspektiv – ikke nævneværdigt. Hvad er en milliard eller to ekstra til naturforvaltningen af de nye store områder, som vi alle ønsker og håber på?spurgte den tidligere overvismand. Dette grundsynspunkt tilslutter rapporten sig.
Når det gælder “frikøbet” hersker der imidlertid større usikkerhed.
Virksomheder
Der var på konferencen generel enighed om, at virksomheder – nationalt såvel som internationalt – gerne vil bidrage. Dels skal de store virksomheder – som det er krævet af lovgivningen – allerede fra i år levere gennemsigtige afrapporteringer om deres “træk” på naturen og biodiversiteten. Dels ved de “kloge” virksomheder, at udfordringen med i fremtiden at skaffe råvarer tilveje bliver kæmpestor. Hertil kommer tilvejebringelsen af tilstrækkelig vand og bæredygtig energi osv. det er ikke en mulighed fortsat at agere som virksomhed uden også at agere bæredygtigt. Også når det gælder biodiversitetsdagsordenen. Det gælder omdømmet, men det gælder også forretningsmodellen. Generelt må man nok imidlertid anerkende at virksomheder alt andet lige vil være bange for omkostningerne ved at være “først movers”. desuden er der fristelsen til at lade konkurrenten bære byrden.
For at virksomheder skal engagere sig i tilstrækkelig grad, skal dederfor ikke kun opleve det som en investering i deres omdømme (hvor vigtigt det end må forekomme). De skal også investere, fordi det kan ses direkte på bundlinjen.
Dette fordrer to ting, mener virksomhedsledere og erhvervlivets organisationer. For det første skal der etableres et marked for “biodiversitetskreditter”. For det andet skal dette marked etableres på troværdig vis – dvs. uden at greenwashing er iblandet. Forbilledet og skræmmeeksemplet er her naturligvis markedet for carbon-credits, der alt for ofte er brugt til bare at købe aflad i stedet for at befodre en mere energioptimeret produktion i den enkelte virksomhed.
Dte er her at Biodiversitetsrådets rapport bliver spændende fordi den gør opmærksom på, at vi aldrig kommer i nærheden af at kunne reducere naturen og naturens levende dynamiske processer til et tal på linje med “CO2e”. Biodiversitetsrådet anbefaler derfor IKKE, at etableringen af et sådan marked anses for en løsning. Simpelthen fordi “biodiversitetskreditter” – selv hvis det lykkedes at etablere en tilnærmelsesvis fælles global standard – giver mening i en verden, hvor natur spredt ud over jordkloden netop er divers og ikke ensartet. Og det iøvrigt er den diversitet, sagen handler om (biodiversiteten). Desuden er det her også afgørende at en investering i “biodiversitet” ude i verden alt andet lige altid vil være “billigere” fordi man de fleste steder i verden får mere jord/areal for en mindre investering pr. hektar end i Danmark.
Staten
En anden måde er naturligvis, at finansiere frikøbet gennem statslige midler og dvs. gennem skatter og afgifter. I rapporten skitseres en model, som især England har søgt fremmet, men som også andre europæiske nationer går og grubler voer. Kort fortalt går den ud på, at bygherrer og entreprenører engageret i bygge- og anlægsprojekter forpligtes på – inden de går i gang – med at opgøre “biodiversiteten” på det sted, som de vil bebygge. Når projektet så ibrugtages skal de levere 10% mere “biodiversitet” på grunden, end der var før. Hvis ikke denne forøgelse af biodiversiteten kan dokumenteres, skal de efter et bestemt takstsystem investere i lokale naturprojekter. Og kan det ikke lykkes at opdrive sådanne, skal der betales ved kasse ét. dvs. til Whitehall og Englands svar på Naturstyrelsen.
Denne model er naturligvis interessant, fordi den opererer med finansieringen af jordopkøb og naturgenopretning på den store klinge, og rapporten såvel som deltagerne på konferencen var og er stærkt optagede af at etablere en “ny” jordfond, der kunne suge midler op fra forskellige kilder til at finansiere jordopkøb og tinglysningskompensationer.
Hvor pengene til at fylde i denne fonden skulle komme, svævede dog stadig i det uvisse (ligesom vi heller ikke fik at vide hvorfor der skulle opfindes “en ny fond”, når vi nu allerede har Danmarks Naturfond). Betydningfuldt er det dog at det fremgår af redegørelsen i Biodiversitersrådets rapport, at erfaringerne med den engelske model ikke er entydigt gode, bl.a. fordi der foregår greenwashing, og opgørelserne af “biodiversitetseffekterne” ikke er eller overhovedet kan systematiseres på den måde 8se nedenfor om behovet for dokumentation).
Biodiversitetsskatter
Mærkværdigvis var deltagerne på konferencen urpæcise når det gjaldt en model, hvor den engelske model blev videreudviklet. I realiteten er der jo tale om en “ekstraskat” på bygge – og anlæg. Vi kunne således forestille os, at bygge- og anlægsbranchen – der entydigt roder i jorden og ødelægger en masse på vejen samtidig med at den slipper CO2 løs og ikke genbruger byggematerialer osv – pålægges at skulle betale 20 mia til Danmarks Naturfond årligt de næste fem år. Hvor stor en merudgift ville det indebære? Svaret er en skat på godt 0,5 % af omsætningen. (Bygge- og anlæg omsætter for godt 368 mia. kr. i 2023). En anden mulighed er naturligvis også at pengene bare findes i råderummet. En eller anden ekstraskat på bygge- og anlægsbranchen er dog attraktiv, fordi den vitterlig laver ravage ude i landskabet, jævnfør eksempelvis de omkostninger som statslige motorvejsbyggerier manifest påfører vores natur således som det er tilfældet ved Aalborg.
I den forbindelse kan man påpege, at allerede for et år siden gjorde Rådet for Grøn Omstilling opmærksom på det træk på vores fælles ressourcer, som byggeriet repræsenterer. I en rapport fra juni 2023 skriver de her, at “vores bygninger og byggeprojekter lægger et stort pres på vores fælles ressourcer og miljø. Det haster med at omstille byggeriet, så det kan begynde at levere sin andel af klimareduktioner. Til det er der brug for gennemgribende ændringer i måden, vi bygger på, hvilke materialer vi bruger og lovgivningen på området. Status i dag er, at 50 procent af de materialer, vi udvinder på globalt plan, går til byggeriet. Bygninger og byggeprojekter tegner sig for omkring 30 pct. af det samlede danske klimaaftryk.” Til den overvejelse bør man tilføje, at hver gang nogen roder i vores jord – graver, pløjer, bygger – så slipper der CO2 løs. Værdien heraf er ikke italesat godt nok i den brede offentlighed.
Nødvendig dokumentation
For at kunne retfærdiggøre en sådan samfundsmæssig investering er der imidlertid behov for udviklingen af forskningsbaserede standarder og måleenheder når det gælder opgørelser af biodiversitetseffekten af de mange tiltag. Spørgsmålet er jo ikke kun om det virker, men hvordan? Det finder vi kun ud af ved at måle konsistent og dernæst opsamle målingerne i en fælles dansk database, udtaler Rådet. Disse målingssystemer skal kunne tage højde for at naturen er dynamisk og fyldt med ”overgange” mellem terrestriske, ferske og marine økosystemer. De skal desuden være skalerbare. Dernæst skal de bygge på en bred økosystem-baseret biodiversitetstilgang og endelig skal de kunne inkludere sjældenhed og uerstattelighed for både arter og økosystemer. Det er disse generelle overvejelser, der gør Biodiversitetsrådet tøvende ovefor at anbefale udviklingen af et marked for “biodiversitetskreditter”. Rådet afsøger dog ikke muligheden for at finansieringen af en sådan database, registreringscentral eller sektorforskningsinstitut kunne betales af netop den slags kreditter.
Såvel den offentlige som den private sektor skal være forpligtet på at dokumentere deres negative såvel som positive biodiversitetspåvirkninger – og efter samme læst.
En kommentar: mere om GABET
Rapporten redegør for det gab mellem den nuværende finansiering af og den nødvendige. Årsagerne hertil er flerfoldige (se s. 42 i Biodiversitetsrådets rapport). Gabet kan opgøres på lidt forskellig vis. Der findes flere måder at opgøre størrelsen af dette gab på:
-
- I 2022 betalte vi således 1,92 mia kr. til forvaltning af biodiversitet og landskab. Danmark udgør godt 1% af EU’s areal og EU kalkulerer med en gennemsnitlig årlig udgift på 3,59 mia for et areal af Danmarks størrelse. Gabet her anslås på denne måde til at være på 1,67 mia årligt. det er den tilgang Biodiversitetsrådet har anvendt.
- En anden beregning hviler på de opgørelser, som forskere ved KU har publiceret i rapporten ” Mere, bedre og større natur i Danmark. Hvor, hvordan og hvor meget?” (Petersen et al 2024, s. 79 og i bilag B). Her regnes med en samlet forvaltningsmæssig udgift på kr. 1400 pr ha eller samlet 1,8 mia kr for 1,28 mio ha. Det er det tal, som figurerer I Biodiversitetsrådets rapport. Men: heri er ikke indregnet udgifter til ledelse og forvaltning samt ikke mindst overvågning, der skønsmæssigt kan ansættes til 1500 kr pr ha (ansættelse af PhD’ere, studentermonitorering osv, jfør punkt 1). Desuden skal det bemærkes at SEGES påregner en udgift på ca. 3000 pr ha til tilsyn på og forvaltning af ekstensivt græssede natur arealer. På basis af disse tal (og andre skønsmæssigt indhentede tal af Rewilding Danmark) kan det årlige “gab” anslås til at være dobbelt så stort – nemlig 3,9 mia årligt. Med en 30% beskyttet natur aka 1,287 mia ha, der ekstensivt afgræsses, udgør udgiften således 5,8 mia kr, hvorved “gabet” bliver på knap 4 mia. kr. (Afgræsning er i øvrigt en billigere metode end traditional naturpleje, se Petersen et al 2024, s. 79).
Det væsentlige her er derfor at den årlige forvaltningsmæssige manko på natur- og landskabssiden kan anslås til at være på mellem 2 og 4 mia. På konferencen nævntes tallet på – som minimum – godt 2,8 mia. kr.
Karen Schousboe
KILDE:
I arbejdet har Biodiversitetsrådet blandt andet lænet sig op ad: