WEB Pasubio in the Dolomites 175608886 c Underworld Dreamstime

Dolomitterne – et vildt men også sorgfyldt landskab

Valli del Leno er to smukke dale i Dolomitterne. Spændende ny antropologisk forskning afdækker hvorledes lokale betragter dette sorgfyldte landskab

Vandmølle i Val de Morins nær Longiaru. Et godt eksempel på det forladte og sorgfyldte landskab i Dolomitterne. © Artem Bolshakov/Dreamstime/237375172
Vandmølle i Val de Morins nær Longiaru. Et godt eksempel på det forladte og sorgfyldte landskab i Dolomitterne. © Artem Bolshakov/Dreamstime/237375172

Som alle andre europæiske bjerglandskaber udgjorde Valli del Leno engang  engang et arbejdsomt kulturlandskab, som naturen nu hastigt er ved at tage over. I dag er Valli del Leno som så mange andre af de dybe bjergdale i Dolomitterne næsten opgivet som landbrugsland. Hvor dalene engang summede af livet omkring de ekstensive kvæg- og skovbrug, bærer landskabet nemlig ikke længere på vidnesbyrd om det arbejdsliv, som satte sit præg. Det gør dog ikke noget, mener de mange turister der strømmer til for at vandre og opleve den storslåede natur.

Forskning udført af antropologen Alessandro Rippa har imidlertid afdækket modvilje og åben modstand mod denne turisme i Valli del Leno og de nærgrænsende områder. Her ser den gamle befolkning nemlig landskabets forfald som et udtryk for et afgrundsdybt tab og en fiasko. Hvad der udefra kan betragtes og værdsættes som ”smukt” for dets tilsyneladende fejlfrie skovdække og spændende dyreliv, sørger beboerne over som et tabt landskab, hvor deres minder og historier nu er stort set usynlige.

Hvorfor skal du markedsføre, vise og i sidste ende sælge det, du ser som en fiasko, spørger de? Denne følelse understøtter i sidste ende modviljen mod at huse de udefrakommende, som man så let støder ind i på tværs af de beskrevne dale. Udover følelsen af forladthed forbundet med dalenes genforvildede landskab er denne konklusion baseret på to observationer.

For det første er turismeinitiativer, der tilsyneladende opnår succes lokalt, tæt knyttet til udforskning og genoplivning af kulturarven. Dette er med andre ord aktiviteter, der genopliver et nu stort set sønderrevet forhold mellem mennesker og land, deres samfund og deres dale. Genoplivningen heraf opleves ikke af befolkningen som at blive statister i deres eget museum. Tværtimod oplever de at deres forgangne liv æres herigennem. Udfodringen er bare, at det ikke interesserer de besøgende turister.

Modsat dette, udviser lokalbefolkningen til gengæld en markant manglende interesse i ethvert initiativ, der sigter mod at fremme dalenes ”naturlige” landskab – enten ved ikke at gøre sig til af at have kendskab til beskyttede områder eller aktivt afvise ”tilbagevenden” af de store rovdyr – dvs. bjørn, ulv og rovfugle, der såvel aktivt som passivt fremmes af den igangværende ”rewilding”.

Dette er ikke overraskende. At se dalene som et rent ”naturligt” og ”vildt” landskab er det samme som at slette de lokale historier og minder, som lokalbefolkningen er dybt knyttet til. For at sige det på en anden måde er de eneste turismeinitiativer, der er meningsfulde og derfor succesfulde set ud fra et lokalt perspektiv, de der eksplicit nærmer sig regionen som et post-agrart landskab. Det vil sige, at initiativer, der fremhæver de arbejdshistorier, der formede disse dale gennem generationer, og som giver indblik i fortidens arbejds- og festliv, ses som agtværdige og spændende. Fra de udefrakommendes perspektiv fremstår denne kulturarv imidlertid usynlig og uforståelig, mens den for lokalbefolkningen er dybt meningsfuld. At fornægte disse historier, er at afbryde de oprindelige folks særlige forbindelse til landskabet. Det er frygten for en sådan afsnøring, der i sidste ende resulterer i vis modvilje – hvis ikke modstand – mod turisme og udefrakommende.

Vi ved derfor også fra forskellige andre undersøgelser, at udefrakommende – der ofte er dem, der driver den nuværende genbefolkning af visse alpine dale – betragtes med mishag.  Hele denne proces er derfor fyldt med vanskeligheder, ikke mindst i form af den stærke modvilje, som lokale samfund viser over for andre måder hvorpå de “fremmeder forholder sig til ”deres” landskab.

Denne modstand skal derfor bestemt ikke romantiseres, skriver Alessandro Rippa. Ofte er den faktisk velinformeret, og reproducerer en manifest fjendtlighed overfor dem, der betragtes som udefrakommende –  på venetiansk: “i foresti”– de andre, de forskellige, de uvelkomne.

Denne artikels hovedbidrag i dannelsen af begrebet ”Post-working Landscapes”, tjener til at afdække den følelse af tab og fravær, der afslører et intimt og meget fysisk bånd til det gamle land, og som af Rippa illustreres i beskrivelsen af den lokale modstand mod turismeudviklingen. En indledende værdisættelse af de følelsesmæssige og komplekse kvaliteter ved folks landskaber er afgørende, hvis vi vil forstå, hvordan de lokale beboere konstruerer en særlig identitet og positionerer sig i forhold til andre.

Som sådan kan dette begreb være nyttigt for forskere, der arbejder med hurtigt skiftende (post)landbrugslandskaber og marginaliserede landbosamfund. Artiklen er i hvert fald tankevækkende i lyset af de store landmændsoprør, som vi oplever lige nu i Europa.

KILDE:

Alessandro Rippa (07 Feb 2024)
Where tourism fails: the (un)making of a post-working landscape in the Italian Alps
Landscape Research, DOI: 10.1080/01426397.2024.2309310