En ny disputats fra Edingburgh afdækker hvorledes den internationale agenda for naturbeskyttelse udformes. Det viser sig at IUCN fedtspiller for at bevare sin indflydelse

Who sets the conservation agenda?
By David Tooby
Thesis.
Atmospheric and Environmental Sciences at The University of Edinburgh 2024

Uddrag fra abstract:

Global naturbeskyttelse er organiseret gennem begivenheder såsom konferencer, kongresser og konferencer, såkaldt COP’er. Disse begivenheder giver en platform for nationer, ikke-statslige organisationer og andre interesserede parter kan debattere og bidrage til det, der globalt anses som ”naturbeskyttelse”.

Tidligere forskere har udforsket forsiden af disse begivenhederved at analysere præsentationer, diskussioner og formen herfor. Hvordan beslutningerne forhandles af og træffes har hidtil været underbelyst.

I denne afhandling undersøger Tooby processerne bag disse globalt relevante beslutninger. For at give et indblik i denne komplekse proces har han analyseret den Internationale Union for Conservation of Nature’s (IUCN)’s referat af hvordan organisationens indstillinger kommer til veje. Ved at undersøge de forskellige ideer, som de forskellige aktører inden for IUCN’s medlemskreds bringer frem, de forskellige taktikker brugt i debatterne, de forskellige emner, som disse aktører stemmer for eller imod, og den generelle deltagelse, opbygger han et omfattende billede af de interesser, der former IUCN’s beslutninger og dermed global bevarelse.

Forskningen har afdækket at en bred vifte af interesser og værdier former principperne bag den globale naturbeskyttelse, og de standpunkter, der indtages. Han fandt således, at en den væsentligste brudflade i disse interne debatter drejede sig om i hvilket omfang IUCN kunne stille krav til nationale stater. Dette forårsager forårsager hyppige konflikter.

Hovedkonklusionen er aten overdreven vilje til konsensus – forstået som et demokratisk princip, der kræver fuldstændig enighed mellem alle parter, før der træffes en beslutning og udformes en indstilling – kvæler klar og åben debat om centrale uoverenstemmelser. Hans resultater fremhæver at et kerneproblem i global naturbeskyttelse – om ikke-statslige aktører skal have den samme rolle i beslutningstagningen som nationale stater – sætter spørgsmålstegn ved, om konsensus er den bedste model for drøftelse. Konsekvensen er tilsyneladende at ønsket om at ”spille en rolle” får organisationens deltagere til at feje alle interne uoverenstemmelser under gulvtæppet for at fremstå som ”klare i spyttet”.

Det har givetvis alvorlige konsekvenser, når det gælder viljen til at promovere rewilding, et af de væsentligste områder, der hersker uenighed om I IUCN’s regi (se s. 75 ff). Spørgsmålet i IUCNs regi er om rewilding skal være officiel IUCN politik eller ej. Fortalerne herfor fremfører at rewilding uden tvivl er afgørende for en bedre tilstand for naturen i henseende til økosystemer, afledte økosystemtjenester (eksempelvis binding af kulstof i jord) samt biodiversiteten mere bredt betragtet. En hovedpointe for rewilding fortalerne i IUCN regi er desuden, at der “wilderness” skal udbredes for naturens egen skyld.

Modstanderne, derimod, hævder – ofte med underlødige og ikke videnskabeligt baserede kildehenvisninger – at fordelene ved rewilding er overdrevne ligesom en væsentlig udfordring er det demokratiske underskud, der bør adresseres. Desuden mener de, at fokus på “wilderness” udelukker hensyn til socio-økologiske systemer, der medtænker menneskelige hensyn.

En hovedkonklusion er, at IUCN i lyset heraf blandt andet undgår at nævne rewilding i deres indstilling (motion) fordi det forekommer politisk uspiseligt, endskønt den faglige og videnskabelige evidens for rewilding som afgørende for naturens genoprettelse er mangfoldig og ubetvivlelig. I stedet fremlægges en “falsk” konsensus, for at sikre at IUCN’s rennomé ikke lider skade.

Disputatsen inderholder i øvrigt mange andre og fine pointer.

LÆS MERE:

IUCN (International Union for Conservation of Nature) is a membership Union of government and civil society organisations. Together, we work to advance sustainable development and create a just world that values and conserves nature.

“Created in 1948, IUCN has evolved into the world’s largest and most diverse environmental network. Our Members include expert and influential government, non-government and Indigenous Peoples’ Organisations from over 160 countries, and our Commissions draw upon more than 15,000 experts worldwide”

PHOTO:

Grey Wolves © Christel/Pixabay Open Source