Nye undersøgelser dokumenterer at vildheste alt andet lige er bedre bioingeniører end tamheste og får.

I Massif Central i Frankrig har man siden 1993 haft en vild flok af Przewalskii’er gående i nationalparken, Parc National de Cévennes. Oprindeligt var der tale om otte dyr, der stammede fra europæiske zoologiske haver. I dag er flokken på 35 individer, der frit græsser på to områder på højsletten, Causse Méjean. Livsbetingelserne har været så gode at man på et tidspunkt kunne eksportere en del dyr til Mongoliet. Det ene områder på 217 ha græsses forår og sommer det andet på 171 ha om efterår og vinter. Dyrene flytter sig af sig selv fra det ene sted til det andet ved at blive lokket med salt og vand, og håndteres således ikke af mennesker, men lever i en naturlig flokdynamik. Dyrene får således også lov til at reproducere sig frit og forfatterne karakteriserer forvaltningen som ”rewilding”.

Lige i nærheden befinder sig en lokal gård, hvor ejeren siden 2008 avler robuste tamheste. Indtil 2018 gik hestene sammen med får, men nu er der kun hesteavl. Disse dyr ormebehandles, hopper og hingste/plage holdes hver for sig og er vante ved at håndteres af mennesker. De to områder er på henholdsvis 77,7 og 80,7 ha. Også de tamme heste veksler mellem to områder afhængig af årstiden. Alle dyrene går ude om natten.

Endelig finder der i samme område fåregræsning sted. Det ene område har været afgræsset sommer og efterår i mere end 50 år. Fårene drives det ene sted på græs af fårehyrder og hunde, men er på stald om natten. På den anden lokalitet går dyrene ude hele sommer og efterår, hvor de vogtes af hunde.

Alle græsningsområderne ligger mellem 968 og 1196 m over havets overflade.

Græsningstrykket for vildheste svinger mellem 4,8 og 6,2 pr ha. For tamhestene ligger trykket på mellem 5,2 og 6,7. For fårene gælder et tryk på mellem 1 og 1,2 pr ha. Græsningstrykket er således – uden at det præcist angives – nogenlunde ensartet, hvis man gør det op i kg pr ha.

Undersøgelsesmetodik

For at afdække græsningsregimentets betydning for biodiversiteten , blev der i 202 gennemført systematiske undersøgelser af floraen ved at udpege i alt 208 plots med 200 meter imellem. Plots blev anbragt i forhold til et net, dvs. uden at skele til jordbund og naturlige landskabsformationer. Faunaen blev undersøgt på et kvadratisk plot på 1m2, mens de landskabelige forhold – herunder stendække – blev karakteriseret i et omkransende koncentrisk plot med en radius på 5,6 m (dvs. på 100m2.

Resultat

Helt overordnet kunne forskerne nu med robust statistisk sikkerhed konstatere, at de vilde heste alt andet lige producerede mere ”biodiversitet” end de andre dyr, ligesom landskabet blev mere uens og afvekslende; lidt mere end tamhestene og væsentlig mere end fårene. Dette resultat fremkom, efter at forskerne havde trukket betydningen af de landskabsmæssige forhold fra. Men resultatet kunne også aflæses af en sammenlignende analyse af en række plots, fra de tre græsningsområder, der landskabeligt lignede hinanden mest (den såkaldte cluster-analyse). Her var forskellen mellem tam- og vildheste dog ikke helt signifikant. En af forklaringerne kunne være, at mens vildhestene havde græsset længe alene, var tamhestene først blevet alene efter 2018. En anden faktor var måske, at landmanden, der havde tamhestene gående, også udnyttede de mere frugtbare lavninger på området, eksempelvis til høslet. Det gav vildhestene en fordel, fordi de frit kunne færdes overalt i deres indelukke; og således også i de mere næringsrige lavninger. Opfølgende undersøgelser viste så i øvrigt også, at dette netop ´ var tilfældet. Forskerne konkluderede derfor, at en væsentlig årsag til vildhestenes succes som landskabsingeniører var deres perambulerende adfærd, hvor de tydeligvis var konstant på farten for a nippe hist og pist. Dette blev så yderligere forstærket af at dyrene havde delt sig i flere flokke – et harem og en bande. Og disse færdes på forskellig vi gennem landskabet.

Kilde:

Managed as wild, horses influence grassland vegetation differently than domestic herds
By Clémentine Mutillod, Elise Buisson, Laurent Tatin, Gregory Mahy, Marc Dufrêne, François Mesléard  and Thierry DutoitBiological Conservation (2024) Vol 290, 110469