Thi kendes for ret: Naturlandskabet er fremtidens nøgleord i forvaltningen af vores nye store og vilde natur. Også i landbruget.

I sagen om forvaltningen af Skovsgaard på Langeland blev der i går afsagt dom til fordel for Danmarks Naturfredningsforening. Her redegøres i det følgende kortfattet om dommens præmisser, der kan forventes at få principiel karakter.

Sagens genstand – driften af Skovsgaard.

“Hovedgården … skal drives som et førsteklasses herregårdslandbrug og skovene skal behandles forstmæssigt forsvarligt” lød den testamentariske bestemmelse fra 1979, da Frk. Fuglede testamenterede godset Skovsgaard til Danmarks Naturfredningsforening. Herudover stod det skrevet, at “den tinglyste naturfredning [fra 1973] skal nidkært overholdes og plejes”.

For at sikre dette formål blev Skovsgaard Gods testamenteret til Danmarks Naturfond, der netop blev oprettet af Den Danske Naturfredningsforening med det formål at forvalte ejendommen. Herudover oprettedes en mindre fond, Skovsgaards Fond, hvis opgave var at tilse, at gaven forvaltedes i henhold til disse testamentariske bestemmelser.

Det fremgår af dommen, at samarbejdet mellem de to fonde foregik på eksemplarisk vis indtil juli 2022, da den daværende formand gik af og en ny formand, Bo Egelund, tiltrådte. Efterfølgende blev det tydeligt, at bestyrelsen i Skovsgaards Fond ønskede at spille en mere aktiv rolle i forhold til beslutningsprocesserne. Desuden så den nye bestyrelse med bekymring på den driftsform, som Skovsgaard i de senere år havde bevæget sig i retning af. Det fremgår af domsudskriften, at hovedtvistpunkterne i den nu afgjorte retssag handlede om, hvorvidt Skovsgaard Hovedgård var berettiget til at udlægge 83% af skovarealet til “urørt skov” (1.1), samt gennemføre en ”permanent ekstensivering af landbrugsjord på samtlige de tidligere dyrkede landbrugsarealer på Skovsgård Gods”, svarende til i alt ca. 160.91 ha (1.3). Endelig ønskede Skovsgaards Fond (i det følgende “Fonden”) at påklage, at Fonden ikke havde været hørt i forbindelse med de ansøgninger om dispensationer mv, som disse driftsmæssige ændringer havde medført (1.2). For at føre retssagen fik Fonden bevilget ret til at udtage ca. 500.000 kr. af formuen til advokatsalær. Da Fonden tabte søgsmålet, påhviler den at betale sagsomkostninger til Danmarks Naturfond med godt 88.000 kr.

Hvorfor er dommen interessant?

Der er ikke tvivl om, at der bag retssagen ligger en ideologisk tvist begravet mellem to natursyn, der skiller vandene.

På den ene side findes ønsket om at fastholde, at principperne for de sidste 75 års naturpleje skal fastholdes ved eksempelvis at sikre bevarelsen af “tidslommer”, såsom Skovsgaard Hovedgård. Nogle mener ganske enkelt stadig som man gjorde i 70erne, at det er gennem en økologisk og bæredygtig drift vi kan afhjælpe den naturkrise, der allerede dengang var så evident. I centrum af dette natursyn er forestillingen om, at naturen klaskede sammen gennem de sidste 75 års intensiverede og pesticid-inficerede landbrugs- og skovdrift. Og at alt derfor ville være godt, hvis man kunne komme tilbage til tiden før verden gik af lave, det vil sige ca. 1950 (mands minde for den ældre generation i dagens Danmark.)

Herimod har der siden ca. 1990-2000 udviklet sig et anderledes natursyn, hvor rødderne til naturens nuværende forfaldshistorie som minimum må tilbagedateres til før gældende skovlov fra 1805, dvs. førend det 18. århundredes landboreformer for alvor trængte igennem. (Men som i virkelighedens verden formentlig rækker endnu længere tilbage.) I de senere år er det blevet stadig tydeligere, fordi naturhistorien (og herunder ikke mindst botanikkens historie) kan berette om stadige ændringer i vores landskab baseret på nye studier af bl.a. pollen og aDNA, der rækker rigtig langt tilbage. Indlejret i dette nye natursyn ligger derfor et meget dybere tidsperspektiv, men også en erkendelse af, at en egentlig “tilbagevenden” til en paradisisk tilstand ikke er mulig eller ønskværdig.

Eksperterne er nemlig enige: En optimal naturforvaltning i 2025 kan ikke sigte mod at fastholde “tidslommer” fra 1950erne, men bør derimod anerkende naturens egne vilde dynamikker ved at satse på økosystemisk tankegang. Og hertil hører så erkendelsen af, at “urørt skov”, dvs. skov hvor træerne får lov at stå, til de dør, og derved skaber mere liv, er langt mere fornuftig end en mere eller mindre intensiveret drift. Ligeledes er det naturligvis også en ambition gennem ekstensivering at skabe mere liv i landskabet ved blandt andet at udsætteaf store græssere (også kaldet rewilding).

I 2022 ramlede disse to natursyn så sammen, da Danmarks Naturfond besluttede at udvikle “Naturdestination Skovsgaard” som et mønstereksempel på hvorledes landbrugsbedrifter kan transformeres til natur samtidig med at de fortsat har karakter af “landbrug”. Baggrunden herfor var dog også, at Skovsgaard som landbrug betragtet i årene før ud genererede store underskud (således næsten 5 mio. i 2021). Siden lanceringen af Naturdestinationskonceptet er da også gået meget bedre, og i 2024 var der tale om, at udgifter og indtægter herefter næsten balancerede.

Rettens Ord

Nuvel, i august 2025 gennemsyrede disse to natursyn retshandlingerne. Og det er der kommet en enormt interessant tekst ud af, nemlig dommen, der udlægger, hvad vi skal forstå ved “forstmæssig drift” og “førsteklasses herregårdslandbrug” i 2025.

Omend Retten nemlig ganske vist afviste påstand 1.1 og 1.2 med henvisning til formalia, så afvistes tredje påstand ikke direkte, hvorfor der her blev taget stilling til “sagens realitet”. Og sagens realitet er så hvad vi skal forstå ved de nævnte formuleringer i testamentet. Og omend Retten finder ,at udtrykkene er vage og ubestemte, så anser Retten det for et “gennemgående hovedtræk i kendelsens ordlyd, “at godset skulle bevares som det var med hensyn til kultur- og naturtræk samt traditionelle landskabelige herlighedsværdier forbundet med en herregård”. Det fremgår således af teksten [i Fredningsdeklarationen af 1973], at “eksisterende alleer, frie trægrupper, fritstående træer og naturgroede hegn stedse skulle bevares, eksisterende stengærder ikke måtte fjernes eller gennembrydes, terrænformerne ikke måtte ændres og engene skulle bevares som vedblivende græsningsarealer.”

Det interessante er her, at Retten ikke så meget betragter Herregården som en banal landbrugsbedrift, men derimod som et herregårdslandskab med de herlighedsværdier, et sådan rummer. Det er nok værd her at citere fra selve vidneaflæggelsen, hvor Maria Gjerding henviste til følgende lyriske tekst

“Herregården markerer sig med en nærmest øde eksklusivitet. Dens landskab er store arealer, der adskiller sig fra bondegårdens marker, og som er hegnet med solide stendiger eller høje levende hegn, der følger landevejens bugtende færd gennem landskabet. Hegnene glider over i skovbryn eller åbner for smålunde afbrudt af pürchhække, bag hvilke jægeren kan ligge med hunden tavs ved sin side. Fortidens kæmpehøje og sjældne padders små vandhuller er der god plads til, og midt på marken står det mægtige egetræ. Der er i herregårdslandskabet indbygget en forståelse af, at vandhullet lader man ligge, træet lader man stå” hedder det i et teksten. (Her citeret fra værket ”Herregården – menneske – samfund – landskab – bygninger”, Bind 3, udg. af Dansk Bygningsarv 2009.)

I sit vidneudsagn henviste Maria Gjerding til, at samme forvaltningsprincip i disse år søges udviklet på godserne Nordfeldt, Kattrup, Rosenfeld, Vilhelmsborg og senest Schackenborg.

Og hvad betyder det så meget konkret? Ja i virkeligheden betyder det, at vi med Rettens ord har fået bekræftet, at driften af en Herregård er noget ganske andet end driften af et lille banalt økologisk landbrug. I spil kommer her også herlighedsværdierne og herunder landskabsinteresserne; og således måske forståelsen af et landskab som andet og mere end en hoben habitater eller afgrænsede naturtyper. Vi må i lyset heraf erkende, at Frøken Fuglede var fremtidsorienteret, da hun ønskede at anlægge et helhedsperspektiv på forvaltningen af Skovsgård i årene efter sin død.

Javel, ordene i hendes testamentariske bestemmelser var runden af måden vi samtalte om disse forhold i 1970erne. Men perspektivet var givetvis det helhedsorienterede landskabssyn, som Skovsgaards fremtidige forvaltning da også lægger op til skal gøres gældende på det lange stræk, vi står overfor, mens naturgenopretningen iværksættes.

Har dommen principiel karakter? Hertil er svaret ja. Herregårdsdrift og naturforvaltning er driftsformer på linje med rapsdyrkning. Og ja, landmænd kan siges stadig at drive landbrug, selvom de dyrker viber!

Karen Schousboe

Kilde:

RETTEN I SVENDBORG. DOM afsagt den 22. oktober 2025. Interesserede kan bede om aktindsigt ved at rekvirere dommen ved Svendborg Civilret. Det koster 150 kr.