“Til fods kan jeg ikke se skoven for bare træer, til hjuls kan jeg ikke se træerne for skoven…”

Hvad er en skov? Ja, allerede Ovid udtrykte det med sædvanligt skarpsind, da han for over 2000 år siden skrev, at det kunne være svært at se skoven for bare træer. En pointe, som Vilhelm Andersen (1) derefter for over hundrede år siden gav et ekstra skarpsindigt vrid, så det blev nemt at forstå, at skove ikke er noget, der “findes”. Det er noget, vi ser, når vi farer hastigt igennem “på hjul”mens verden lægges for vores fødder og inviterer os til at kategorisere, inddele og hegne den.

Med en vis ret kan vi faktisk sige, at der ikke fandtes skove i Danmark før Skovloven i 1805, hvor det blev endegyldigt bestemt, at en skov ikke var et skovlandskab, men derimod et træbevokset stykke jord beregnet på drift. Endnu i dag hedder det i den opdaterede udgave af skovloven fra 2023 (2), at det for et fredskovspligtigt areal (dvs. et areal, der er tinglyst som fredsskov) gælder, at det skal “holdes bevokset med træer, der danner, eller inden for et rimeligt tidsrum vil danne, sluttet skov af højtstammede træer, hvor hugst, bortset fra tynding, ikke må finde sted, før bevoksningen eller det enkelte træ har opnået en alder eller dimension, hvor den er hugstmoden…og hvor dyrehold er forbudt.”

Skovlandskabets karakter

Engang var Danmark – og Europa – imidlertid ikke dækket af skove, men af de træer, der dukkede op overalt, hvor mennesker ikke magtede at sætte sig igennem. De gamle vidste derfor faktisk godt, hvad en skov var, nemlig det samme som det “der skubbede på” eller “det der rakte frem”. Vi kender også ordet fra “skrub”, dvs. et småkrat, der er “skrovligt”, dvs. ru, groft og ujævnt. Et skrubbet menneske, talte de gamle om. Et menneske, der stak ud og stak af, hvis man ikke passede på. Når dyr forsvandt, så sagde man, at de havde skovet sig.

Set med oldtidens øjne var skoven således det, der lå hinsides det dyrkede land – i gammeldansk lovgivning talte man derfor om toft, agre, enge, overdrev og endelig skovene, der lå i den yderste periferi, i skovegnen, skovbygden eller skoveenden (næsset). Kort sagt, i skovlandskabet.

Sådan skov kunne have mange funktioner og opgaver, hvilket afspejler sig i de mange ordsammensætninger, som kendtes i det gammeldanske sprog. (3)

Skov kunne således optræde i myriader af ordsammenhænge, såsom buskskov, dyreskov, egeskov, granskov, hasselskov, hegnsskov, kirkeskov, lystskov, løvskov, lønskov, overskov, underskov, oldenskov, pileskov, skaldskov (bladløs skov), skyggeskov, surskov, tømmerskov, tyveskov og vildskov.

Herudover talte man i retlige sammenhænge om skovgods, skovbryn, skovsider, skovkanter, skovsletter, skovhaver, skovvange, skovkrat, skovhoveder og skovveje, der alle sammen kunne være skovlubne, dvs. tilgroede. Ordene skovfald, skovflår (afbarkning), skovgang (græsning), skovhugst og skovfærd henviste herefter til nogle af de mange aktiviteter i skovene.

I skovene færdedes i øvrigt skovgemmere (skovfogeder), skovkarle, skovkurer, skovmænd, skovløbere og skovriddere osv. på skovvejene, der hvor de havde eller forvaltede skovhjemler, skovskifter, skovlob (andele), skovsmål eller skovtejer. Her boede skovbønder, skovboere og skovbrændere (kulsviere), der betalte skovsmør, skovflæsk, skovhonning, skovvogne og trækul i afgifter. Men også skovrøvere og skovstrygere holdt til derude sammen med elverfolket – skovkongen samt hans skovfrue og skovengle, skovsnaber og skovguder, der alle boede i skovens sale.

Her levede de i en rig natur fyldt med skovabild, nedfaldne skovæbler eller skovkrabber, skovduer, skovharer, skovhumle(bier), skovhyld, skovkatte, skovmus, skovrotter, skovknarrer (spætter), skovskader og skovfinker, der levede blandt skovhyld, skovliljer (gedeblad), skovløg, skovmærker, skovroser, skovsyre, skovmælder (svinemælde), skovorm samt naturligvis skovoxer, skovgeder og skovbukke, skovsvin, skovæseler, skovasen og skovøg, mens skovmotetten lod sig lyde (fuglesangen).

Endvidere talte gammeldanskere helt op i 1700-årene om skov som det samme som træ fra skov. Når man fældede træer, kaldtes det at skove, ligesom resultatet af skovarbejdet også typisk bare kaldtes skov. (“Hvo som ikke bortfører sin udviste skov, (det være sig) gærdsel eller gavntømmer, han… (Forordning 1/10 1670 § 44))

Denne skov kunne således have mange prisværdige goder, der før udskiftningen havde hver deres ejere. Hvor jagten måske tilhørte kongen og gavntømmeret lensmanden, havde bønderne typisk ret til underskoven – nemlig gærdsel, ris, kvas og andet godt. det siger sig selv at ejendomsrettighedernes sammenblanding gav anledning til kævl, strid og rettergang gennem hele vores historie.

Lidt landbrugs- og skovhistorie

Det fascinerende er nu, at vores nuværende skovlov afspejler de fortidige bestræbelser for at få taget livet af dette gamle skovlandskab – og i øvrigt de mange udfordringer med forvaltnignen af rettighederne, der for længst er gemt og glemt. For at forstå historien om vores skove skal den derfor ses i et lidt bredere perspektiv, og det vil sige i 1700-tallets bestræbelser på at få skabt nye rammer for en mere “videnskabelig” produktion på landet. Som sådan var skovloven af 1805 en del af landboreformerne, som de udspillede sig i datiden.

Baggrunden for disse landboreformer var, at det i det 18. og 19. århundrede blev stadig tydeligere, at Danmarks naturressourcer knap rakte til at dække behovet for føde, husly og varme til den hastigt voksende befolkning, som den gryende kapitalisme fordrede. Der var ikke kun stigende behov for trækkraft, men også arbejdskraft og ildkraft. Alt dette skulle – mente datidens politologer, fysiokraterne – skaffes tilveje ved en videnskabeligt begrundet udvikling af land- og skovbruget.

Dette førte til landboreformerne, en opgave, som Rigets fremmeste mænd satte i værk. Væsentlige elementer heri var som bekendt frisættelsen af bondestanden og indførelsen af selvejet. Mindre velkendt er, at det også førte til en agrarvidenskabeligt begrundet omlægning af agerdyrkningen, karakteriseret ved nye agerskifter (vekseldrift), bedre mekanisk jordbehandling (svingplove og tærskemaskiner), fremavl af højtydende kornsorter og dyreracer samt ikke mindst avl af foderafgrøder. Dette nye landbrugs fornemste opgave blev så effektivt som muligt at dyrke den udskiftede gårds jordtilliggende. Heri indgik dyrkningen af foderafgrøder til den ny tids trækkræfter, de nu opstaldede heste, som fremavledes med dette formål for øje.

 

Hvor bonden i tidligere tid havde benyttet de store og nærmest vilde hestestod, der huserede i de danske skove som trækkraftreserver, hvorfra dyrene kunne indfanges efter behov, forventedes det nu, at bønderne græssede dyrene af på de nyhøstede og hvilende marker.

Med til denne nye landbrugsindretning hørte desuden udskiftningen af de mange skove, så de kun fik én ejer, hvorved også de kunne underkastes nye videnskabelige driftsmåder. Indtil da var datidens skove næppe meget andet end sammenvoksede krat, overdrev og løvenge fyldt med stynede træer. Med skovloven af 1805 fastlagdes det nu, at fortidens skovlandskab skulle omdannes til “rigtige” skove med høje (bøge)træer og ikke afbidte og stynede skove fyldt med græssende heste, kvæg og svin. Den nye lov skulle sikre, at der i fremtiden fandtes indfredede og indhegnede skove, der kunne driftes med henblik på at producere tømmer og træprodukter. Resultatet var, at græsning blev forbudt, og bøndernes hidtidige ret til underskoven (til brændsel og redskaber) blev frataget dem.

Baggrunden var nok så meget manglen på tømmer og træprodukter i en tid, hvor kul og senere olie endnu ikke var blevet almindelige energikilder. Men baggrunden var også drømmen om at få “videnskabeliggjort” skovdriften på linje med den moderne landbrugsdrift.

Det er den forståelse af skove, som den seneste reviderede lov fra 2023 endnu i dag fremmer og støtter op om, omend den gennem de senere år dog er blevet stadig mere tilpasset de nuværende forestillinger om, hvad en skov (også) bør være. Eksempelvis optrådte ordet “bæredygtig” knap nok i udgaven af skovloven i 1996 (LBK nr. 959 af 02/11/1996). Det gør den dog nu. Men stadig er det tydeligt, at skovlovens fremmeste opgave er at regulere driften af vores skove, hvorfor den naturligvis også noget krampagtigt fastholder den 1800-årenes forståelse af, hvad en skov er.

Hvilken skov efterspørges der i 2025?

I dag er det imidlertid hverken landbrugets eller skovenes vigtigste opgave at bidrage til at kunne brødføde en voksende befolkning. Tværtom. I dag er pendulet på vej tilbage mod en tid, hvor det ikke længere drejer sig om vækst, men derimod om modstandskraft – mod klimaforandringer, aldring af befolkningen og ikke mindst naturens forarmelse og havets uddøen. Bevares, vi skal stadig bespises og kunne bygge nye huse. Men Danmarks befolkningstal er i et dansk og europæisk perspektiv faldende. Hertil kommer de myriader af nye klimavenlige byggematerialer, der vælter ind over byggebranchen, hvorfor skovenes funktion derfor i realiteten allerede er reduceret til at producere flis. En produktionsgren, der naturligvis vil forsvinde om føje år, når anderledes robuste og miljøvenlige energikilder etableres.

Hertil føjer sig det forhold, at økonomisk vækst ikke længere handler om fysisk arbejdskraft så meget som begavet arbejdskraft. Dette forholdlkan blandt andet aflæses i de forskellige sektorers bidrag til Danmarks økonomi. Hvor landbruget inklusive fødevareklyngen i dag bidrager med ca. 75 mia. til BNP, og skovbruget med ca. 3 mia., så bidrager turismen med 162 mia. Godt 80 mia. heraf er direkte knyttet op på natur- og kystturismen og derfor afhængig af rene strande, et levende hav samt spændende skov- og naturoplevelser i baglandet. Hertil kommer naturligvis de fremtidige skovlandskabers funktion som opsamlere af CO2. Men også her vinder skovlandskaberne med længder. Det kan man læse mere om her.

Svaret er således, at mens der i 1805 efterspurgtes tømmer til flådebyggeriet, efterspørges der i dag en skov, der kan levere nogle af de naturoplevelser, der kunne være knyttet til vores skove, dersom de ikke længere blev holdt i et jerngreb af en totalt forældet lovgivning. Men i dette fremtids perspektiv giver det ikke længere mening at tale om skove, men derimod om skovlandskaber.

 

Karen Schousboe

KILDER:

(1) Vilhelm Andersen: Knud Sjællandsfars Betragtninger over Aaret og Dagen. 1902. s. 104)

(2) LBK nr 690 af 26/05/2023. Bekendtgørelse af Lov om Skove

(3) I den følgende beskrivelse af vores gammeldanske skovlandskab optræder formentlig nogle ord, der ikke er umiddelbart forståelige. Men hjælp hertil kan hentes på ordnet.dk og i Otto Kalkar: Ordbog til det ældre Sprog (1300-1700) i 2. udgave fra 1976.