I Danmark er der planer om en massiv skovrejsning. Ifølge Klimarådet mellem 400.000 og 660.000 ha. Men skal det være driftet skov, urørt skov eller bare skovlandskaber?

Der foreligger planer formuleret af Klimarådet, der anviser, at Danmark med henvisning til klimaindsatsen inden 2050 som minimum bør rejse 400.000 ha med en blanding af driftsskov og urørt skov. Skal vi op i et højere gear, taler vi endda om 660.000 ha. ny skov.

Endnu foreligger der naturligvis kun faste aftaler i regi af den Grønne Trepart, at der skal rejses 250.000 ha ny produktionsskov og såkaldt urørt skov. Men allerede det giver anledning til uro. For hvad er urørt skov? Og hvad med biodiversitetskrisen, hvis produktionsskoven skal fylde så meget? Og kan der skabes synergieffekter?

Disse spørgsmål søges her besvaret ved en gennemgang af de enkelte skoves fordele og ulemper. Vi har nemlig stillet spørgsmålet: hvad er fordelen og ulemperne ved de enkelte skovformer. Hensigten er at benytte denne oversigt til at rejse spørgsmålet, om det overhovedet giver mening at investere statsmidler i at støtte op om en skovindustri, hvis primærproduktion egentlig ikke bidrager nævneværdigt til BNP, eller repræsenterer gode løsninger på klima- og biodiversitetskriserne? Og som i hvert fald slet ikke leverer varen, når det gælder at befordre oplevelser til turisterne.

Men lad os se på det.

Driftsskove

Der foreligger planer formuleret af Klimarådet, der anviser, at Danmark med henvisning til klimaindsatsen inden 2050 som minimum bør rejse 400.000 ha med en blanding af driftsskov og urørt skov . Skal vi op i et højere gear, taler vi endda om 660.000 ha. ny skov.

Endnu foreligger der naturligvis kun faste aftaler i regi af den Grønne Trepart, at der skal rejses 250.000 ha ny produktionsskov herunder 100-000 såkaldt urørt skov. Men allerede det giver anledning til uro. For hvad er urørt skov? Og hvad med biodiversitetskrisen, hvis produktionsskoven skal fylde så meget? Og kan der skabes synergieffekter?
Disse spørgsmål søges her besvaret ved en gennemgang af de enkelte skovtypers fordele og ulemper. Vi har nemlig stillet spørgsmålet: hvad er fordelen og ulemperne ved de enkelte skovformer. Hensigten er at benytte denne oversigt til at rejse spørgsmålet, om det overhovedet giver mening at investere statsmidler i at støtte op om en skovindustri, hvis primærproduktion egentlig ikke bidrager nævneværdigt til BNP, eller repræsenterer gode løsninger på klima- og biodiversitetskriserne? Og som i hvert fald slet ikke leverer varen, når det gælder at befordre oplevelser til turisterne. Men lad os se på det.

Driftsskove

De fleste skove i Danmark var indtil for ganske nylig forstået som driftsskove og således underlagt skovlovens definition af, hvad en dansk “skov” er.

Ifølge Skovloven, LBK nr 690 af 26/05/2023, er en skov et areal, der holdes bevokset med træer, der danner, eller som indenfor et rimeligt tidsrum vil danne, “en sluttet skov af højstammede træer”. Heraf kan vi læse, at skoven i praksis skal være enten hegnet eller markeret tydeligt, dvs. uden eksempelvis skovbryn, der flyder over i et overdrev eller en hedestrækning. Desuden skal denne skov præges af en bevoksning af højstammede træer, dvs. ikke kratlignende bevoksning. I denne sluttede skov er græssende dyr i øvrigt principielt forbudt. Ligeledes må der heller ikke bygges i skoven. Ifølge loven kan der i særlige tilfælde afviges fra disse hovedregler, men helt generelt udstikker disse lovparagraffer rammerne for, hvordan vi skal forstå, hvad en skov er. Ligeledes angiver skovloven formålet med disse skove. I kap. 1, §1 står, at loven har til formål at bevare og værne om landets skove og hertil forøge skovarealet. Yderligere føjes det til, at loven også har til formål at “fremme bæredygtig drift”, hvilket betyder inddragelse af såvel “økonomiske som økologiske og sociale værdier”. Dette udpindes videre i stk. 3, men det afgørende ord på bundlinjen er “drift”.

Hvad er så resultatet af denne drift? Det direkte svar herpå i den seneste opgørelse fra 2023, er, at skovenes primærproduktion har en BVT på 2,8 mia. kr. Herudover beskæftiger branchen ca. 5500 mennesker. Hvis hovedproduktet anses for at være træ, er det værd at bemærke, at flis til biobrændsel udgør 68%. Kun 32% reserveres til tømmer og øvrige trævarer. Af disse 32% går yderligere 22 procentpoint op i røg i løbet af de næste ti år. Det skal dog bemærkes, at denne drift foregår på bæredygtig vis, for så vidt som vores driftsskove gennemsnitligt har en nettotilvækst pr. ha på 3,4 m3/ha/år ud af en bruttotilvækst på 9,9 m3/ha/år. Så driftsskoven leverer en vare, der efterspørges, samtidig med at dens produktionsapparat vedligeholdes på bæredygtig vis, som loven også foreskriver. Samtidig er det, målt på ha, dog ingen god forretning. Til sammenligning havde landbrugets primærproduktion i 2023 en bruttoværditilvækst pr. ha på ca. 9500 kr./ha, mens skovbruget i følge Danmarks Statistik genererede knap 3500 kr. pr. ha (branchernes egne oplysninger).

Driftsskovene har desuden – og med rette – et noget dårligt omdømme af yderligere to årsager. Driftsskove er ikke specialt gode til at fungere som CO2-lagre (se nedenfor). Samtidig er de, biodiversitetsmæssigt betragtet, tydeligvis ringere end eksempelvis urørte skove. Og dertil meget ringere end de egentlige skovlandskaber.

Beregninger viser nemlig at driftskovene ikke leverer nævneværdige fordele som CO2-lager i forhold til andre skovtyper. Det betyder ikke, at skovene ikke suger CO2 op. Som det fremgår af det efterfølgende, er driftsskove bare ikke, sammenligneligt betragtede, så betydningsfulde på det parameter som urørte skove. Endvidere skal vi ikke frakende driftsskovene deres betydning som eksempelvis korridorer for flora og fauna. Men betydningen er bare ikke af samme kaliber som den, der leveres af urørte skove, endsige skovlandskaberne med deres mosaik natur. Endelig fremstår de med fritidsfolkets øjne ofte som kedelige plantager.

Urørte skove

Omkring 2000 opstod et nyt begreb i forskningssammenhænge: urørt skov. På engelsk rakte begrebet jævnt tilbage til ca. 1800, omend det dog først for alvor optrådte omkring 1980, hvorefter det spillede en stadig større rolle (Google Ngram).

Første gang, det optrådte i en dansk forskningssammenhæng, synes at have været i 1997, hvor rødlisten pointerede, at en forbedret biodiversitet ville være afhængig af blandt andet “udlægning af urørt eller ekstensivt drevet skov”.

I de følgende år fangede begrebet “urørte skove” dog forskningsverdenen. Det var imidlertid først omkring 2017/18, at en mere offentlig bevidsthed udvikler sig (Google Scholar og Trends).
Ifølge Naturstyrelsen er en urørt skov karakteriseret ved, at al kommerciel skov-drift er stoppet. På sigt betyder det, at skoven ældes. En urørt skov rummer derfor gamle, mosbegroede træer, der endda kan være forrevne og væltede. Ofte er den urørte skov fugtig, og mosser og svampe er almindelige. Desuden findes der masser af døde blade, kviste og stort og småt dødt træ, som svampene lever af og dermed nedbryder. Rådne, hule eller skæve træer er vigtige levesteder for sjældne dyr og planter. Eksempelvis sortspætte, fluesnappere, perleugle og mange andre fugle samt flagermus, skovmår og en lang række truede arter af svampe, lav, biller og blomsterfluer trives der. Generelt er de urørte skove dog ofte meget “mørke”, og en lang række blomsterplanter trives ikke og vil med tiden uddø sammen med de insekter og dyr, der lever derpå. Det gælder eksempelvis de mange truede
skovsommerfuglearter.

Forskere er dog klare i mælet: rent biodiversitetsmæssigt er urørte skove langt mere robuste end driftsskove. En tredjedel af biodiversiteten i en skov tilregnes, groft sagt, tilstedeværelsen af dødt ved og døende træer. Hertil kommer, at de klimamæssigt givetvis er bedre kulstoflagre end de driftede skove.

Årsagen er naturligvis, at når disse skove driftes, udtages tømmer og ved. Da en stor del heraf indenfor ti år går op i røg, slippes den her sekvestrerede CO2 løs. Ydermere vil de driftede skove typisk være plantede og genplantede. Og hver gang der rodes i jorden, slippes der så meget CO2 løs fra selve jorden og rødderne, at det antages, at de første 7-8 år går CO2-regnskabet i minus. Dette er naturligvis årsagen til, at af to skovformer med samme beplantning – driftsskoven versus den urørte skov – vinder den urørte skov.

Påstanden fra forvalterne af driftede skove er nu, at biomasse er en mere CO2-venlig brændselskilde end olie eller gas, hvorfor regnskabet stadig er positivt. Men hertil er at sige, at al CO2, der slippes løs, naturligvis er “af det onde”. Derudover må vi forvente, at fremtidens energiproduktion – vind, sol, a-kraft og geotermi – vil gøre brugen af biomasse overflødig. Så den gevinst er i bedste fald kun interessant i en overgangsfase. Og så er vi tilbage til en politisk beslutning, der drejer sig om, hvor megen skovdrift vi synes skal have plads til her til lands i lyset af biodiversitetskrisen.

Set i et længerevarende perspektiv giver det derfor ikke mening at satse på drifts skove af hensyn til klimaeffekten. Det viser også Klimaskovfondens beregninger, hvor de tre grundmodeller – mosaikskov, løvskov og nåleskov – hver for sig ansættes til at kunne generere 3,3 – 4,0 – 4,6 t CO2e/ha/år i det centrale CO2-register. Dette kan vi så sammenligne med fondens angivelser af effekten af urørt skov på 5,6 t CO2e/ha/år og engelske undersøgelser af rewildede skove, der opgjort med samme forsigtighedsprincip som det Klimaskovfonden arbejder med på 6,1 t CO2e/ha/år. Da dette tal dog kun hidrører de første 20 år af rewilding-projektets levetid, “mangler” de “gode” CO2 tal fra skovens ungdomstid dvs. dens sekvestrering i den 20- til 40årige skov, der indgår i klimaskovfondens gennemsnitsberegninger over 100 år. Så formentlig ligger tallet meget højere.

Bagdelen ved den urørte skov er dog naturligvis tabet af indtægter og arbejdspladser i træindustrien. Men klimamæssigt kan driftsskoven altå ikke gennemsnitligt hamle op med den urørte skov. Det gælder ikke engang nåletræsplantagen. Til gengæld kan den urørte skov ikke helt konkurrere med naturskovene og de gamle skovlandskaber, når det gælder biodiversitet. Der skal naturlige dynamikker til. Også i skovbunden.

Naturskove og Skovlandskaber

Jo, biodiversiteten har det på nogle parametre godt i de urørte skove,  mener forskerne. Men går man dem på klingen, viser det sig, at det, som de taler om, egentlig ikke er ren “urørt skov” (som eksempelvis Suserup), men derimod en naturskov eller måske bedre et skovlandskab, hvor naturen fremstår som en bølgende, sammensat størrelse af træbevoksninger, krat, søer, blinkende vandløb, overdrev og enge. Det er i øvrigt den form for skovlandskab, som i Klimaskovfondens regi optræder som den kulturmodel, der kan bestå af græsningsskov, skoveng, naturligt tilgroet skov og skovbryn. (Og må vi formode krat og skrub, men det nævnes ikke her).

Det skyldes ganske enkelt, at den “gamle” urørte skov sjældent er særlig lysåben. Tværtom fremstår den på hundrede-års sigt som mørk og fugtig. Svenske og danske undersøgelser af gamle urørte skove (læs videre i notatet her om Dalby Söderskog) viser da også, at den livgivende flora, der kan fodre på insekterne, lider ganske gevaldigt – også i den slags skove. Vi kan her citere professor Hans Henrik Bruun, der gang på gang har konkluderet på baggrund af sine studier ved bl.a. Køge, at en biodiversitetsrig skov er præget af skovlysninger, brede skovbryn, gamle træer og dødt ved. Og tilføjer han: gerne store græsseree.

Det er ubetvivleligt tilfældet, at urørte skove vinder på CO2- og biodiversitetskontoen over de driftede skove. Men når det gælder, er gevinsten ikke optimal i forhold til skovlandskabet.

Den bedste løsning – set med danske natur- og klimaøjne – er da også ubetinget skovlandskabet. Det har været erkendt siden 1940, hvor begrebet “ecosystem” første gang optrådte i den engelske litteratur, for derefter at vokse kontinuerligt. I Tyskland begynder det at vækste i 1960.

Et økosystem er karakteriseret ved, at de naturlige dynamikker får plads, så samspillet mellem de enkelte aktanter og aktører får rum til at udfolde sig uden nævneværdig indblanding. Sådanne økosystemer er karakteriserede ved, at det naturlige vand slippes fri, og landskabet får lov at gro til, som jordbund og geologi giver mulighed for, det rige og frodige dyreliv, der hører egnen til. Og at mennesker derfor også træder tre skridt tilbage, efter at have forsøgt efter bedste evne at naturgenoprette ved eksempelvis at sætte de manglende store dyr ud (fra bison til bæver). Andre små og store tiltag kan være fjernelse af alt for næringsrige søbunde, frøspredning for at sætte gang i kratbevoksning osv.

I Danmark vil en sådan tilgang naturligvis ende i et klassisk dansk skovlandskab, hvor dyrene sikrer lysåbenhed, mens al den anden flora og fauna fremviser en robusthed, der næppe er set her til lands, siden landboreformerne og skovlovene tog livet af det, der i en dansk sammenhæng kulturhistorisk bør forstås som “en skov”.

Men er en sådan skov, set med klimaøjne, ikke relativt uinteressant? Svaret er her entydigt nej. Hvis vi igen griber til de officielle tal fra Klimaskovfonden og dens vidensgrundlag, publiceret på basis af tal fra KU, kan vi nemlig læse, at man her regner med, at forholdet mellem det kulstof, der i en gennemsnitsskov gemmer sig i jorden, versus den, der gemmer sig i krone, stammer, dødt ved, løvnedfald og rødder, er 65% versus 35%. Andre undersøgelser peger på, at forholdet er 55% versus 45%, men det er her ligegyldigt.

Det, vi ved fra internationale undersøgelser, er imidlertid, at det er tilladeligt at arbejde med, at et ekstensivt græsset skovlandskab alt andet lige vil have et større kulstofoptag i jorden. Årsagen er trefoldig. Ganske vist vil dyrene bide af de opvoksende træer, og vi skulle derfor tro, at disse skovlandskaber opsuger mindre CO2. Men stressede træer og krat sender energi i form af kulstof ned i rødderne, der derfor vokser relativt mere. Hertil kommer, at dyrene æder løv og græs under træerne, der derfor ikke bare får lov at ligge og rådne og derved emme deres CO2, I stedet omformes førnen til lort, der trædes ned. Og endelig giver dyrenes
tilstedeværelse et skud energi til den naturlige omsætning af næringsstoffer i jorden, som så vidt vides sætter fut i optag af kulstoflagrene i undergrunden.

Vurderingerne af, hvilken værdi disse processer har for kulstofoptaget i sådanne skovlandskaber, veksler. Fra Knepp i Sydengland er der således angivet resultater, der peger på en minimum 60–90% forøgelse af den underjordiske sekvestrering. Selv hvis tallene reduceres med CO2e-udgiften, produceret af en dyreflok, hvor 1/4 er groft anslået metanproducerende vildkvæg, og der trækkes den 10% sikkerhedsmargin fra, som Klimaskovfonden opererer med, ender vi med at skulle regne med en forøgelse på mellem 1,75 og 2,5 t CO2e/ha/år for det rewildede skovlandskab.
Resultatet er her som minimum, at mens driftskoven efter hugst, ifølge Klima-skovfonden, kan producere en gennemsnitlig CO2e-gevinst på 4,5 t CO2e/ha/år, og den urørte skov eller naturskoven kan producere 5,6 t CO2e/ha/år, så kan det åbne og blandede – men rewildede – skovlandskab, meget konservativt beregnet og på basis af Klimaskovfondens grundlæggende beregninger beskrevet i deres mosaik-model, ansættes til som minimum at kunne opsuge 6,6 t CO2e/ha/år. Hertil kommer den ubetvivlelige gevinst for biodiversiteten ved skovlandskabet.
Turisme

Det mest interessante er så, at det i øvrigt netop er dette lysåbne skovlandskab, som danskerne ifølge den seneste forskning efterspørger. Det beretter en stor spørgeskemaundersøgelse, hvor 2900 danskere blev ledt ud på en fiktiv skovtur, hvor de blev bedt om at tage stilling til alt fra skovtype, adgangsveje, hegn og store dyr. Denne undersøgelse har nu vist, at den bedste skovoplevelse for 75% af danskerne består i en skovtur i det lyse halvår til en løvskov, som meget gerne må rumme store dyreoplevelser – kronhjorte, elge, bison, vildheste og skovkvæg – og som i øvrigt kan være hegnede eller ej. Dog ser danskerne, som de er flest, gerne, at der er mange indfaldsveje ind i deres skove.
Det er så i øvrigt de samme danskere, der bidrager med halvdelen af den omsætning, som natur- og kystturismen bidrager med til nationalproduktet, nemlig godt 80 mia., og som i øvrigt er direkte afhængig af at levere rene strande, et levende hav samt spændende skov- og naturoplevelser i baglandet.

Med den nuværende statslige natur (250.000 ha) udgør værdien af denne turisme pr. ha/år noget i retning af 345.000 pr. ha. Men heri er ikke regnet med værdien af “badevandet”. Og skovlandskabet udgør jo kun en del af de naturværdier, udenlandske såvel som indenlandske turister opsøger. I den forbindelse kan det i øvrigt bemærkes, at danskerne årligt går 70 mio. ture i deres skove.

 

Konklusion

På baggrund af denne redegørelse må vi spørge os selv: Skal vi plante mellem 250.000 og 660.000 ha til med mere eller mindre driftede skove? (Hvortil vi også regner de urørte skove for så vidt som de driftes blot i et meget langt perspektiv.)Hvis formål sådan set bare vil være på sigt at levere råmaterialer til en skovindustri, der i forvejen har ca. 450.000 ha privatejede skove at “drifte på”. Men som i øvrigt, for en stor dels vedkommende, ikke vil kunne generere væsentlige indtægter for skovrejserne før om en menneskealder. Og som ikke leverer den bedste ydelse i forhold til hverken klima eller biodiversitet. Og som heller ikke kan forvente vil levere nævneværdig værdi i form af turismeindtægter. Vi taler i øvrigt om at booste en branche med et enormt statstilskud, et forhold, som EU ovenikøbet måtte dispensere for således at der kunne udbetales tilskud hertil.

Eller bør vi beslutte os for, at vi i stedet skal understøtte genopretningen af vores oldgamle skovlandskaber og dermed den natur, der er klassisk dansk? Og hermed iværksætte en naturgenopretning, der ubetvivleligt kunne få stærke fordele for vores klima og biodiversitetsudfordringer? Samtidig med at disse naturland-
skaber ikke koster nævneværdigt i anlæg, fordi de springer i skov af sig selv. Og desuden forventeligt vil kunne generere fremtidige turismeindtægter i takt med at klimaturisterne fra Syden vil søge mod køligere strande?

Det synspunkt indebærer ikke, at vi ikke skal have driftede skove her til lands. Men bør vi virkelig bruge statspenge på at plante nye driftsskove, når det, vi har så massivt brug for, er at løskøbe vores landskab, så det får lov til at springe i skov og blive til et klassisk dansk skovlandskab, således som det så ud for fire til femhundrede år siden? Til gavn og glæde for klimaet, naturen, dyrelivet og de turister, der verden over og i stigende omfang efterspørger naturturisme?

 

Karen Schousboe

KILDER:

Danmarks klimamål i 2050
Klimarådet 2024

Danmarks Skovstatistik 2023
Nord-Larsen, T., Riis-Nielsen, T., Thomsen, I. M., Bentsen, N. S., Jørgensen, B. B., Bastrup-Birk, A., & Johannsen, V. K. (2025). Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet 2025

Fra excel ark til klimaskov: sådan beregnes skovens CO2-optag
Klimaskovfonden 28.02.2024

Knepp Wildland Carbon Project. Arup/Nattergal 2024

Knepp Estate.
By Robert Godfrey
Treeconomy 2023

Notat. Tal fra Klimaskovfonden og Knepp estate i England, september 2025
Karen Schousboe/Rewilding Danmark

Professor i biodiversitet: Nej, der er ikke mere biodiversitet i driftet skov
Af Rasmus Thirup Beck
Klimamonitor 08.04.2025

Hvad har de sidste 200 års skovdrift betydet for biodiversiteten?
Af Hans Henrik Bruun
Foredrag Århus Universitet 2021

Understanding Rewilding and Carbon: Putting nature in the driver’s seat can make a vital contribution to carbon removal and biodiversity but presents challenges for measurement and monitoring.
Robert Godfrey
Treeconomy 2024

What is the carbon storage potential of scrubland created by rewilding?
Nancy C. Burrell
Doctoral Thesis, Oxford University 2024