I Stenalderen skar Djurså sig fra Kattegat ind gennem og forbandt sig med Kolindsund, der åbnede sig op mod fjorde mod nord, således at hele den nordøstre del var en ø. Senere snørede landhævninger og tilsanding den nordlige arm til og tilslut lukkedes sundet af mod øst ved Grenå. Nu var sundet blevet til en sø. Dette skete allerede i fortiden. I vikingetiden var forbindelsen mellem sunde og fjorde for længst snørede af og Djurssøen var skabt, den sø, som vi i dag kender som Kolindsund.

Det interessante ved navnet Djurså er, at det er afledt af *Diūrsa, dvs. ”åen hvor mange dyr holder til”. Heraf naturligvis Djursland. Det blev særligt tydeligt, da arkæologer for en del år siden gravede ved Kainsbakken vest for nutidens Grenå. I stenalderen var det en hellig ø omgivet af fjord og sump. Her fandt de resterne af et imponerende kultisk sted, hvor stenaldermenneskene havde nedgravet bjørnekranier og elgkæber, som de havde importeret fra Sverige. Ikke langt fra – ved Ginnerup på kanten af stenalderfjorden – fandt arkæologer for få år siden en stor ansamling af dyreknogler, hvoraf 30% stammede fra vildheste, hvis kæber var nedlagt på en tydeligvis bevidst måde. Samme sted havde datidens folk også nedlagt store mængder af østersskaller samlet langs stenalderhavets strand. Disse blev nedlagt som et tæppe i en slugt ned mod havet. Arkæologerne regner med at det var en slags lysende hvid vejviser for tilsejlende folk. Så langt tilbage øjet rækker, har egnen således været fyldt med et rigt dyreliv, der er færdedes i det våde landskab gennemskåret af vandløb, søer, fjorde og sunde. Selv på de høje målebordsblade fra 1800-årene – der viser tilstanden efter dræningsarbejderne – er det tydeligt hvor fugtigt landskabet har været.  

En stor del heraf udgjorde indtil 1872 Danmarks største indsø, Kolindsund. I lighed med Lammefjorden og Søborg Sø blev den langstrakte sø på 2500 ha en oplagt opgave for energiske entreprenører at dræne. I de år dannede en gruppe af københavnske rigmænd derfor et aktieselskab, der opnåede koncession fra Staten til at opstille pumper. Allerede tre år efter – i 1875 – viste det sig dog at være en yderst kompliceret opgave at løfte. Først efter 1880 var der opstillet nok pumper, så projektet kunne gennemføres. Udfordringerne forblev dog mange. Landbrugskonjunkturerne for græs-og kornavl var dårlige og bortforpagtningen af gårdene gik trægt. Først i 1911-12 gav aktiesleksbaet et nævneværdigt overskud. Samtidig viste det sig at pumpestationernes kapacitet hele tiden måtte opreguleres fordi grundvandet vedblev med at stige. I 1921 opgav aktieselskabet ævred og sundgårde neblev sat på auktion. Nu blev Kolindsund udstykket til 175 lodsejere, organiserede i ejerlaug. Men heller ikke de nye selvejeres økonomi var velfunderet, og mange jordløse landarbejdere blev fyrede. Det førte til den såkaldte Kolindsund-konflikt 1923-26, hvor landbrug og fagbevægelse udkæmpede drabelige kampe, der involverede blokader af pumpestationerne. Sagen endte i Højesteret, der i henhold til tyendeloven gav bønderne ret. En ”klassedom”, kaldte socialdemokraterne det.

Selve arbejderkampen var medvirkende til at grundfæste en ond stemning mellem landbrugsorganisationer og fagforeninger. I 1925 faldt den første dom i Kolindsundsagen ved Landsretten. Kendelsen støttede op om landarbejderne, hvilket gav anledning til at Venstre for alvor rejste sagen i rigsdagen. Erhvervets ”frihed” stod på spil, hævdede man. Sagen var desuden kæret til Højesteret, der endte med en utvetydig sejr for Kolindsundbønderne, og de faglige organisationer endte med at blive idømt meget store erstatninger. Bagefter søgte Venstre at indføre de såkaldte Tugthuslove. Sagen blev dog først for alvor søgt løst i slipstrømmen på Kanslergadeforliget i 1933. Da var de første bønder i Kolindsund nemlig endt på tvangsauktion og pengene til den nødvendige renovering af pumpestationerne samt en påkrævet yderligere grundvandssænkning blev først bevilget af staten efter et syv måneder langt udvalgsarbejde og efter at Sundbønderne havde accepteret at indgå overenskomst med landarbejderforbundet.

De senere år

Nu fulgte en periode på en tredive til fyrre ord med god indtjening, der blandt andet baserede sig på salg af frøafgrøder til USA’s golfbaner. Men i 1980 var den gal igen. Efter en regnfuld sommer lå markerne under vand og bønderne måtte – igen – have katastrofehjælp. Allerede på det tidspunkt drøftede man da også at søen burde retableres, men lokal modstand afgjorde sagen. Sundbønderne ville bare ikke opgive landbrugsdriften.

En faktor her var de skiftende vandmiljøplaner og det komplicerende forhold, at det daværende Århus Amt stod for at vedligeholde grøfterne – der var udlagt som fiskevand – og i øvrigt skulle forvaltes miljøvenligt. Sundbønderne var imidlertid ikke tilfredse med afvandingens omfang og begyndte derfor omkring 2000 meget aktivistisk selv at grave grøfterne dybere og bredere. Dette iværksatte de med henvisning til Kolindsundloven fra 1934. Nu gik der storpolitik i sagen, og den daværende miljøminister fra Venstre fik som opgave at formidle et kompromis, der dog endte med  – i slipstrømmen på kommunalreformen – at vandløbene omklassificeredes som ”erstatningsvandløb”. Nu var det kommunernes ansvar.

I dag er situationen, at dyrkningen af Kolindsund faktisk ikke er rentabel længere. Det oprindelige frugtbare humuslag er for længst brændt af. Desuden er jorden fortsat med at sætte sig, hvorfor det salte grundvand i undergrunden er steget betragteligt. I dag mener nogle forskere da også at saltvandet allerede nu truer dyrkningsmulighederne. De seneste års regnvejr har kun bidraget til at gøre situationen mere akut.

I de senere år er kampen for og imod at indstille pumpningen og retablere søen da også fløjet over søens vande som en hvirvelvind. På den ene side står stærke landbrugsinteresser, der på landsplan ser ud til at føre kampen mod at dyrkningen af så meget som en kvadratmeter af dansk landbrugsjord bliver opgivet. På den anden side står i hvert fald en del af de lokale sundbønder, der godt ved, at det med den rette kompensation i udsigt er blevet tid til at indstille kampen for at pine de sidste rester ud af den tidligere søbund. I det perspektiv har de seneste oversvømmelser i vinteren 2023 givetvis sat sig deres spor.

For en uge siden vedtog et flertal i Syddjurs kommune da også at arbejde for at søen retableres. Kun venstrepolitikerne stemte imod. Her den 10. september skal Norddjurs kommunalbestyrelse drøfte planerne. Hvis de samme politiske partiers medlemmer i Norddjurs følger deres Syddjurske kolleger, vil sagen formentlig kunne vedtages. I Syddjurs stemte kun Venstres medlemmer imod.

– Det er en afgørende milepæl, der kan sætte Kolindsund tilbage på kortet som en af Danmarks største naturskatte. Det er ikke bare en lokal sag – det er en gamechanger for hele landets indsats mod klimaforandringer og for bevarelse af biodiversitet, lyder det fra formanden for Kolindsunds Venner, Mads Nikolajsen i en udtalelse til Lokalavisen Norddjurs. Kolindsunds Venner har gennem 25 år aktivt arbejdet for at realisere denne drøm. Foreniningen holder en fest den 21. september 2024 for netop at fejre disse 25 år. Forhåbentlig kan foreningen ved den lejlighed også fejre, at der er opbakning fra både syd og nord. 

Ikke alene vil en retablering af søen nemlig kunne genskabe et vidunderligt naturområde på egnen. Århus Universitet har lavet en undersøgelse, der viser at mindst to til tre nye landsbyer vil kunne opbygges i tilknytning til søen. Hertil kommer de uvurderlige turismeindtægter som en retablering af fortidens pram- og turistfart på Kolindsund vil kunne bidrage til.

Men hertil føjer sig nu et tredje perspektiv, nemlig at området rundt om den nye sag vil være som skabt til at genoplive det egentlige Djursland – dyrenes land.

KILDER:

Kolindsund: en landbrugsgeografisk analyse.
Hansen, Finn
University of Aarhus. 1969

Kolindsund: et stykke Djursland fortæller danmarkshistorie
Flou, Britta, Kjær, Børge og Thorndahl, Jytte
Grenå: P. S. Johnsen 1980

Hansen, Kjeld. “Lokalt kom ingen til at »skumme fløde« på Kolindsund”
I: Det tabte Land. Gad 2008.

Inddæmninger fra Havet – det pumpede kulturlandskab.
Af Morten Stenak
Bol og By 2000, Vol 16, nr. 1.

Landbrug og arbejdsmarked
Af Ture Lindstrøm
I: Bol og By 1980 (nr 3)