Biodiversitetsrådet har udgivet et notat, hvor de fremlægger et kort, der i store træk angiver hvor vi skal reservere plads til fremtidens nye store sammenhængende naturområder. Spørgsmålet er dog hvor havet blev af i den vision?

Der er kamp om Danmarks areal. Et af spørgsmålene er, hvor landbrug, solceller, vindmøller, CO2-indfangningsanlæg, motorveje, byudvikling og natur skal udfoldes? I særlig grad er det påtrængende at debattere, hvis man også vil have plads til de 30% beskyttet natur, som vi er internationalt forpligtede på at skaffe rum til, og samtidig sikre, at vi lever om til vandrammedirektivet. Men hvor skal den natur udfolde sig?

Helt overordnet er biologer – og dvs. den biodiversitetsfaglige ekspertise – enig med sig selv om hvad der skal til, nemlig at der skal reserveres areal til så mange og så store sammenhængende naturområder i Danmark som muligt, dvs. områder der som minimum er på mere end 500 ha. Eller med andre ord: den jord, der skal sættes til side, skal samles i store klumper. Så vidt så godt.

For hvordan skal disse store områder udvælges? Skal det ske med udgangspunkt i hvor meget biodiversitet, der rent faktisk er tilbage i et givet område – dvs. hvor mange mere eller mindre rødlistede arter, der slår deres folder det pågældende sted? Eller skal der også tages andre hensyn, så bestemte naturtyper også tilgodeses, eksempelvis ådale og ferskvandssøer? Måske skal vi også skele til hvad der overhovedet er muligt?

De senere år har da også budt på flere bud på arealudpegninger fra forskergrupper i Århus, København Biodiversitetsrådets. Hver især har de valgt ud på baggrund af forskelligartede kriterier. Interessant nok er der selvfølgelig et væsentligt sammenfald, men det er dog kun på 75%. Resten, dvs. de 25% af arealudpegningerne er der om ikke fuld uenighed om, dog en vist manglende overlap.

Så hvad foregår der lige her? Svaret er naturligvis ikke entydigt. Der foregår mange ting. Men et forhold synes dog at burde drages frem i lyset.

Alle tre bud ­– århusmodellen, københavnermodellen, og Biodiversitetsrådets seneste syntese – synes at være udviklet af landkrabber. Fokus er nemlig alene på ”de terrestriske og de ferskvandsmæssige” arealudpegninger. Det betyder, at udpegningen i bogstaveligste forstand slutter i strandkanten. Men er det nu en god idé i Danmark?

Danmark – et vådt, sidt og ondt landskab

Hvor vi ser på et kort over Europa og drejer det 90º fremgår det tydeligt, at vi bor på en lille halvø, der stikker ud fra kontinentet, og som er omgivet af utallige øer. Vi har faktisk den længste kyststrækning i forhold til kvadratkilometer i hele Europa. Vi kunne med en vis ret hævde, at netop disse kyststrækninger er det vigtigste karaktertræk ved det danske landskab.

Hertil føjer sig nemlig, at vi er et gennemvædet landskab. Med over 8000 km større åer og 68.000 km små og mindre vandløb, ville vi i virkeligheden ikke være meget andet end et vådt bagland, hvis ikke de lerede morænejorder var blevet drænede efter 1848, og de magre sletter vest for isranden var blevet gennemridsede af grøfter og udrettede åer. Hertil føjede sig den omfattende tørlægning af store søer og vådområder – eksempelvis Kolindsund, Lammefjorden, Søborg Sø og indvindingerne på Lolland. Det er naturligvis denne dræning og afvanding, der i sidste ende gjorde, at Danmark blev til et så effektivt landbrugsland. Et nærmest ondt land, kunne vi sige.

Prisen herfor var nemlig at vi – set i det store europæiske perspektiv – satte vores rolle overstyr som en af Nordeuropas fornemste mellemstationer for trækfugle. Danmark har ganske enkelt international betydning som værtsland for hundredtusinder af trækkende nordskandinaviske, grønlandske, nordrussiske og sibiriske vadefugle. Alene i den danske del af Vadehavet er der talt op mod en halv million vadefugle. Men de fleste af arterne kan også ses i mindre antal andre steder på egnede, kystnære lokaliteter med lavvandede tidevandszoner, sand- og mudderflader. Visse arter optræder desuden under trækket i betydeligt antal på marker og strandenge. Det gælder især for viber, hjejler, brushaner, storspover og dobbeltbekkasiner, fortæller forfatterne til storværket om ”Naturen i Danmark”.

Set i lyset heraf bliver det dog tankevækkende, at restitueringen af de mange afvandede og drænede områder i Danmark ikke spiller en nævneværdig rolle i udpegningen af de store og sammenhængende arealer, som biologerne peger på.

Eksempelvis kommer det til udtryk nede ved Jungshoved, syd for Præstø, hvor noret er udpeget som både Natura 2000 og en del af et beskyttet område i henhold til Ramsar konventionen. Alligevel er kun smalle striber langs kysten udpeget til at blive en del af dette beskyttede naturområde. Javel, når det gælder artsscoren er området overhovedet ikke specielt bemærkelsesværdigt. Men det kunne måske blive tilfældet, hvis området blev ”sammentænkt” med naturen øst for Præstø og Feddet?

Der er blandt biologer ingen uenighed om hvad der skal til for at skabe mere mangfoldig og vild natur. Vi har brug for store sammenhængende naturområder, hvor den naturlige hydrologi får lov at udfolde sig, der sættes store græssere ud og vi mennesker træder adskillige skridt tilbage.

Men hvorfor er det lige, at vores indenlandske farvande ikke medtænkes i disse ”store og sammenhængende” områder?

FOTO:

Jungshoved. Kilde: Wikipedia/Bo Mertz CCBYSA2.0

KILDER:

Mere, bedre og større natur i Danmark. Hvor, hvordan og hvor meget?
Af Petersen, A. H., B. Hasler, T. Laage-Thomsen, M. Termansen og C. Rahbek
Københavns Universitet 2024

Mod robuste økosystemer – anbefalinger til en dansk lov om biodiversitet
Af Biodiversitetsrådet 2024

Potentialet for at reservere 30 % af landarealet til beskyttede områder i Danmark
Af Rasmus Ejrnæs Jesper Bladt og Camilla Fløjgaard
Århus Universitet 2022