Ny IPBES-rapport stiller skarpt på den private sektors afhængighed og påvirkning af natur og biodiversitet. Forud for lanceringen, der er planlagt til 2025, er udkastet til rapporten lagt ud til eksternt review for alle interesserede.
Til og med den 17. september 2024 har beslutningstagere forskere, fagfolk og andre relevante videnspersoner mulighed for at præge arbejdet på IPBES’ kommende konsensusrapport Business and Biodiversity Assessment, der ligger til eksternt review online.
Den kommende rapport med den officielle titel Methodological Assessment of the Impact and Dependence of Business on Biodiversity and Nature’s Contributions to People har til formål at styrke vores forståelse af virksomheders forhold til naturen ved at kigge på tilgange og metoder til at opgøre, hvordan virksomheder og finansielle institutioner og deres forretningsdrift afhænger af – og påvirker – global biodiversitet og økosystemtjenester.
Rapporten vil bl.a. pege på kriterier, indikatorer og retningslinjer for virksomheder og beslutningstagere med henblik på at mindske aftrykket på natur og biodiversitet som støtte til arbejdet mod transformativ forandring. Rapporten er planlagt til at blive præsenteret for IPBES’ 147 medlemslandes regeringer og udkomme i sidste halvdel af 2025.
Ønsker man at melde sig til review af udkastet til rapporten, skal man registrere sig som bruger på IPBES’ officielle hjemmeside, hvor det også fremgår, at der er mulighed for at deltage i to planlagte dialogmøder den 27. og 29. august, der begge foregår online.
Følg linket og vejledningen her
Læs mere på Ipbes hjemmeside her