Michael Kvium er flyttet på landet. Langt derude, hvor kimingen glimter i det fjerne som en bleg tegning i en verden, hvor himmel og hav går i et.

Avnø Fjord hedder stedet, han har slået sig ned. Her var engang et lille ørige, der rakte fra Gavnø, over Enø og Svinø til Avnø. Gennem dette landskab for først kongens jagtselskaber. Senere færdedes fortidens bønder på kryds og tværs over de lavvandede sandflader med deres kreaturer og kærer, indtil de omkring 1850 begyndte at bygge dæmninger og dræne Svinø Nor. Senere i 30erne blev det Køng Moses tur og mere end 2000 ha blev indvundet og dyrket. Samtidig hermed blev den berømte flyvestation anlagt, der efter krigen blev overtaget af det nyoprettede flyvevåben, der holdt til her indtil 1993, da flyvestationen blev nedlagt.

Skulle Flyvestationen nu privatiseres og udbygges, eller skulle Avnø tværtom nedlægges og fredes? Efter syvårs tovtrækkeri blev fredningen en realitet i 1995, og i 2004 åbnede Avnø Naturcenter i den gamle flyverbarak. Samtidig blev dræningen af den tidligere flyveplads indstillet, og flere nye søer opstod.

Midt inde i dette storslåede naturområde med våde enge, vide udsigter og bølger af trækfugle har Danmarks mest uhyrlige kunstmaler slået sig ned. Kendt for sine vrede mænd og fede damer med forvredne kroppe, der færdes i forstædernes småfolkelige verden fyldt med vræng, dunst og skiden, oplever vi ham nu i en næsten metamorfisk tilstand.

Ganske vist havde han egentlig lovet sig selv, at han aldrig ville blive landskabsmaler. Alligevel er han endt dernede hvor hans atelier efter sigende har udsigt til det hovedværk, som i disse måneder kan beses på Nivågård i Nordsjælland.

Maleriet er mandshøjt og ni meter langt, malet i lyserøde og lilla farver. Forneden løber et bånd af Avnø’s vandmættede landskab med strandenge, søer og moser, der enkelte steder indrammes af diskret anbragte ”veteraniserede” stumper af birketræer. I baggrunden glimter det turkisblå hav, der dog tynges ned af mørke hvirvlende skyer og af farvevalget, den dominerende Caput Mortuum. Ser man godt efter finder man måske en gård, et hus, og et par fugle, der kredser i horisonten. Og måske en cyclist og en lystfisker. Men heller ikke mere. Dette er et storladent og foruroligende billede. Her er tydeligvis ikke arbejdet på at genskabe en guldalderstemning. Tværtom er det et øde fremtidslandskab.

Til Politiken udtalte han sig forleden således: ”Jeg har forsøgt, at fjerne alt det, man forventer sig af et maleri, der skal være smukt og godt. Jeg synes det er blevet præcis så kedeligt, som det skal være”, og fortsætter ”Jeg har været nødt til at rette på det mange gange, så det ikke blev for pænt”.

Det er naturligvis pudsigt, at kunstneren selv omtaler sit værk på en sådan måde, at smukt, godt og pænt holdes op mod kedeligt.

Det er nemlig slet ikke det ord, der rinder denne anmelder i munden. Maleriet er naturligvis afkrængende i al sin håbløshed. Vi ser ud over et landskab, der oftere og oftere vil blive oversvømmet af flodbølger og opsluges af stigende vandmasser.

Om lidt er pumpen sat ud af kraft, pumpe-lauget nedlagt, diget gennembrudt og Svinø og Avnø er igen blevet til øer midt i et frådende fremtidigt hav. Er aftenrøden før Ragnarok kedelig?

Udstillingen er stærkt anbefalelsesværdig. Udover det sindsoprivende og truende hovedværk, der her udstilles for første gang, kan man opleve en række sørgende og grædende skulpturer, der på sæt og vis danner klangbund for kunstnerens kredsen omkring sin egen, vores og naturens død. Her bør naturligvis nævnes såvel skulpturen med Lucia, der lukker sig inde i sig selv uden at vide af verden og dens ulykker, og hendes brønd, hvor øjnene græder stille ned i et bassin, fyldt med hænder, der peger fingre af tårerne, som vælter ud over kanten, ned ad soklen med dens forvredne dødningehoveder og videre helt ned i helvedes forgård, hvor sære mutante væsener med røv i begge ender kryber rundt og slubrer det hele op.

I centrum står dog ubetvivleligt billedet af et Danmark, som intet har med ”Brede Bøge” eller ”saltne Østerstrande”. Bøgetræer kan nemlig ikke vokse dér hvor der er vådt. Det kan højst ellesumpe.

Velkommen til fremtiden!

Karen Schousboe

Bjælkebilledet er et uddrag af det midterste panel af det samlede værk. Wetland. Michael Kvium. Foto: Anders Sune Berg

Kilder:

Ro på. Michael Kvium er flyttet på landet for at få fred. Indtil videre er det ikke lykkedes. Af Emil Berløv og Finn Frandsen, Politiken 06.10.2024

Wetland. Af Michael Kvium. Med tekster af Andrea Rygg Karberg og Trine Ross.
Nivågårds Malerisamling 2024.