Store vilde hesteflokke får hjertet til at banke hos enhver “rewilder” med respekt for sig selv. Men dyrene befinder sig i et juridisk, genetisk, etisk og praktisk tomrum. Ny forskningsbaserede reflektioner udstikker nye veje

Store vilde hesteflokke er blevet det ikoniske billede på den aktive rewilding, som alle biologer med forstand på økosystemer og naturlige processer anbefaler. Det er nemlig i dag anerkendt, at det ikke er nok at ophøre med at drifte og dræne mens vi træder et skridt tilbage og lader den naturlige vegetation brede sig. I sådanne passivt rewildede områder mangler de større og mindre nøglearter for at kickstarte de naturlige dynamikker. Aktiv eller trofisk rewilding kalder på alt fra bison over bjørne til bævere og bier.

I praksis er der imidlertid hverken bison eller bjørne, der er i centrum, men derimod de vilde efterkommere af fortidens ”bondeheste”, der indtil industrialiseringen i landbruget satte ind, blev holdt som arbejdskraftreserve i de store skove. Kendt som Exmoor, Konikker, gotlandske Rus, Carmague heste, portugisiske Sorreiraer, spanske Gallega’er og rumænske Tarpans drev de for nylig rundt i store forvildede flokke, der typisk blev indfanget årligt med henblik på, at bønderne kunne høste deres hår til børster og hestehårsbetræk samt supplere op i staldene med ny arbejdskraft til brug i de hestetrukne tærskeværk.

Inspireret af dyrenes tidligere så markante indflydelse på de gamle landskaber, er man i de senere år begyndt aktivt at lade disse vildheste løse vigtige opgaver i naturgenopretningen. Eksempelvis skaber de gennem deres varierede og sammensatte kost fundamentet for det afvekslende mosaiklandskab, som erfaringen bredt betragtet viser er befordrende for fremme af biodiversiteten. Ligeså er hestene i sydeuropæiske forsøg anset som vigtige i forsøgene på at genskabe skove, der er mindre udsatte for skovbrande (fordi vegetationen ædes inden dynen af tørt græs kan lægge sig og ugøre en lunte).

Men den udbredte anvendelse af hestene skaber en række udfordringer fordi dyrene hermed ender med at optræde som grænsegængere i feltet mellem vild tilstand og varm stald. I særlig grad er det her afgørende, at senmoderne mennesker som de er flest er vante ved at kategorisere hesten som et kæledyr, man kan have stærke emotionelle bånd til. Et almindeligt mantra på Facebook er da også: “Der findes ikke længere vilde heste; de er uddøde”. Der finder således ubetvivleligt en kulturel omklamring sted af disse vilde dyr, der pr. definition ikke betragtes som ”vilde” men derimod som efterladte og mishandlede dyr, der bliver forholdt den nødvendige menneskelige omsorg. Det kan i den forbindelse være værd at erindre  hvorledes dette ”hestesyn”for nogle år siden eksploderede i den såkaldte lasagne-skandale, hvor nogen opdagede at fødevarefabrikanter havde opkøbt hestekød fra Rumænien til brug i pastasovs. Mange mente dengang at skandalen udspillede sig, fordi der fra den tidlige kristne kirkes tid eksisterede et tabu mod spisning af heste. Årsagen var imidlertid meget mere kompleks. I senmoderne tid spiser man jo ikke kæledyr.

Hele dette komplekse sæt af udfordringer har en forskergruppe med basis i Schweitz, men med deltagere fra en række andre universiteter i Europa og USA for nylig publiceret en oversigtsartikel om. Udfodringerne fordeler sig på tre hovedfelter – juridiske, genetiske og etiske.

Løsninger

Det spændende ved den nyligt publicerede artikel er næppe så meget, at forskerne her gør rede for det komplekse sæt af udfordringer, som benyttelse af dette dyr i rewildingprojekter rejser (det er gjort før).

Derimod er de løsninger, som forskerne peger på, værd at notere sig:

Lovgivning

For det første er der spørgsmålet om lovgivning. Heste i rewildingprojekter opfattes nemlig mere som ”grænsegængere” mellem vilde og domesticerede forhold, end som egentlige vilde dyr. Derfor ender de med at være omfattede af samme lovgivning, der gælder hestehold. Herhjemme – eksempelvis – i den lovgivning, der kræver at dyrene skal tilses hver dag.

Dette hænger sammen med terminologien, skiver forfatterne.

For at løse dette problem er det nemlig vigtigt, skriver forfatterne, at definere en “ny” kategori. de anbefaler derfor at vi konsekvent begynder at tale om at dyr i naturprojekter er “rewildede” og ikke vilde. Årsagen er, at de følelsesmæssigt engagerede hesteavlere og -ejere dermed ikke kan argumentere med, at der ikke findes ”vilde” heste – fordi de på nær Przewelski’erne – er genetisk uddøde. Hvorfor dyrene i rewildede (indhegnede) projekter egentlig ikke burde holdes ”vildt” men som tamheste.  Forfatterne mener, at ved terminologisk at positionere disse dyr som netop ”rewildede”, skaber de en særlig ny varietet af arten Equuus caballus, som derefter kan omfattes af en anderledes lovgivning, end den, der danner ramme om de domesticerede hoby-, ride-, gallop-, og travheste.

Argumentet mod at bruge betegnelsen ”vild” skyldes dog også at biologerne (se kapt. 2) ikke kan lide at bruge denne betegnelse om dyr, der genetisk er ensartede med deres domesticerede kusiner og fætre.

Hertil er imidlertid at anføre, at dette argument set med antropologiske øjne lægger alt for megen vægt på genetik fremfor etologi. Eller for nu at sige det enkelt, biologerne overfører her en klassisk diskussion fra menneskeverdenen til dyreverdenen, når de påstår, at det giver mening at skelne mellem hvilken betydning henholdsvis arv og miljø har. Det sidste er dog alene en menneskelig skelnen, der derfor kun giver mening i en kulturel kontekst og ikke burde give mening i en biologisk.

Heste er – ligeså lidt som elefanter og tigre – kulturelle dyr. Dog kan disse dyr (som så mange andre) ”lære” at agere hensigtsmæssigt i fangenskab og cirkus. Heri adskiller hesten sig ikke fra bavianer. Kun er den lidt enklere at domesticere.

I lyset heraf ville det derfor nok være mere præcist at nøjes med at sige, at en hest, der lever vildt, er ”vild”. Ligesom en elefant, der lever vildt ikke er ”tæmmet”. Når vi kan håndtere det i forhold til elefanter, burde vi også kunne håndtere det i forhold til heste (terminologisk betragtet). Så helt overordnet burde det være enklere at betragte dyr  – med enkelte perverterede hunderacer som undtagelser – som naturligt vilde, indtil de er tæmmede. Om et sådant synspunkt kunne få gang i EU’s bureaukristiske smeltedigel er t godt spørgsmål. Måske er det virkelig en god idé bare at tale om “rewildede” dyr.

Genetik

En af de største hovedudfordringer er dog også, at mange af de heste, der anvendes i rewilding projekter, nedstammer fra nogle få dyr, der blev bevarede i perioden 1880- 2000, hvor misforståede lokalhistorikere og naturelskere fik øje på dyrene og identificerede dem som bærere af den kulturelle særegenhed, som de ønskede at bevare for eftertiden. Ligesom egnshistorikere derfor oprettede værn om dialekter, byggeskik, madkultur og dyrkningsmåder, søgte disse populærhistorikere at bevare de gamle europæiske husdyrracer. I takt med landbrugets industrialisering og det heraf kulturelle tab af særegenhed overførte de racetænkningen fra elitens avlsprogrammer til Exmoors, Konikker og alle de andre ”oprindelige” racer. (Noget, der i øvrigt også skete med kvægracer).

Selv de steder, hvor der stadig eksisterede store sammenhængende naturområder, og hvor heste gik frit, blev de derfor indfanget og udsat for forædlingsprojekter, der sigtede mod kulturel ”backbreeding”. Dette skete således i Polen og Frankrig, hvor Konikker og Carmague-heste blev identificerede som visuelt identiske med heste i hulemalerier, hvorefter de blev kaldt ”tarpans” (altså vildheste) og derefter udsat for en racemæssig forædling, der havde en udbredt genetisk forarmelse til følge.

I de senere år, er denne avlspraksis endda udvidet, men nu med henblik på at genskabe de ”rigtige” vilde heste. Eksempelvis har det ført til kloningen af en nu uddød Przewalski hingst med henblik på at genskabe ”rigtige vilde” heste. Det har oveni den beklagelige effekt, at domesticeringen af de øvrige ikke-rigtig-vilde heste derefter får frit løb.

Resultatet var og er, at genpuljerne er blevet stedse mindre end de nødvendigvis burde have været. Samtidig betød det også at kendskabet til dyrenes naturlige flokmentalitet og livsudfoldelse forsvandt.

I dag er de fleste af disse dyr derfor unødvendigt genetisk udsatte med en række følgesygdomme og nedsat fertilitet til følge. Udfordringen er kendt fra de europæiske bisonflokke, men præger altså også de gamle bondeheste.

Uanset hvad vi kalder kimen til den ”nye” varietet, som vi ønsker at fremme som central nøgleart i rewildede økosystemer, vil det derfor være en absolut nødvendighed at komme væk fra ”racetankegangen”. På den måde ville man nemlig kunne fremme den genetiske mangfoldighed og modstandskraft, som de sidste 200 års intense fokus på racer har haft som bivirkning. Som led heri foreslår forfatterne desuden at fortsætte udforskningen af hestenes fulde genomer med henblik på at finde frem til de genetiske blindgyder (mutationer) som nogle af dyrene lider under. Eksempelvis er det velkendt, at islandske heste har en tendens til at lide af genetisk betinget soleksem. Dette er naturligt nok ikke en genetisk arv, det giver mening at videregive til de ”rewildede” heste. I disse år er forskere derfor ved at udvikle et paneuropæisk DNA-register for at støtte op om denne nye “forædlingspolitik”.

Sygdomsbekæmpelse

Heste lider af mangeartede sygdomme. Tre af dem synes dog at være mere udbredte, nemlig laminatis eller forfangenhed, samt flækkede hove og gastrointestinale sugdomme. Selvom vilde heste ikke lider i samme grad heraf som tamdyrene, udgør det stadig udfordringer. Det vigtigste er dog at konstatere, at selvom vildheste kan blive forfangne, tyder det på at deres mere bevægelig livsstil og vekslende diæt synes at holde sygdomme i skak. Mange tamdyrsholdere har da også ladet sig inspirere heraf og holder deres dyr under mere vilde og naturlige forhold. Når det gælder de flækkede hove, er der ikke tale om en tilstand, der kræver behandling. Erfaringen er at de reparerer sig selv. Ej heller de gastrointestainale sygdomme, som tamheste lider af synes at fodre dyrlægers indgriben blandt vildheste.

Dog er mange af dyrene – fordi de holdes i mindre og mere kontrollerede omgivelser – ukendte med hvordan de ”overlever” i en flok og som et vildt dyr. Selvom mange af dyrene udmærket ville kunne selvadministrere plantekure mod eksempelvis parasitter, ender de desuden med at blive behandlet af dyrlæger. Forfatterne anbefaler at oplysningen på dette område højnes, således at forskellen med hensyn til disse livsstilssygdomme blandt de to dyrevarieteter gøres tydeligere.

Naturlig flokdynamik

En væsentlig forskel på tam- og vildheste er, at sidstnævnte lever i naturlige flokke, dvs. enten i et harem bestående af en hingst og hans hopper med tilhørende føl; eller i en flok af plage. Disse grupper færdes på forskellig vis gennem landskabet og det har derfor betydning, at et givet naturområde er så stort, at der er plads til begge typer af flokke. I hvilket omfang dette har betydning for vegetationen er dog endnu undersøgt til bunds, men det forventes at være ret afgørende.

Tilvækst i flokkene kan udgøre en udfordring, fordi områderne ofte er afgrænsede og eventuelt hegnede. Her påpeger forskerne dog, at den enkleste løsning er, at mennesker agerer ”rovdyr” og simpelthen skyder de dyr, der er for mange af. Stressniveauet involveret ved at fjerne dyr fra områder for at benytte dem i andre rewildingprojektet kan simpelthen blive for højt. Det samme gælder også den dynamik, der mangler hvis dyrene er kastrerede eller gjort infertile på anden måde.

En ny dyretik

Disse dilemmaer ses af forskerne som sammenvævede med de dyreetiske spørgsmål, som rejser sig mellem filosoffer på den ene side og biologer og etologer på den anden. For sidstnævnte er døden en naturlig hændelse og bør ikke frygtes. For førstnævnte er fravær af smerte og dermed døden den grundlæggende etiske fordring. Har vi dyr i vores varetægt bør de som enkeltindivider så vidt muligt beskyttes herimod. I artiklen advokeres for, at der i stedet bør udvikles en mere økosystemisk baseret etik, hvor hensynet ikke tages til enkeltindividet men til systemets robusthed som sådan. Fordi dyretikken ellers har det med at glemme de mindre synlige og måske mere “ulækre” organismer. Selv edderkopper, der fotograferes i nærbillede har ikke store bøde og fløjlsbrune øjne.

Desuden er der behov for at udvikle en ny velfærdsetik i lyset heraf. Rewildede dyr bør simpelthen klassificeres og kategoriseres på en anden måde end domesticerede dyr. De vilde dyr fortjener deres egen etik og lovgivning.

En ny kommunkationsstrategi

En hovedkonklusion for forskerne er, at alt dette kalder på en fornyet og anderledes kommunikationsindsats; ikke kun overfor de følelsesmæssigt engagerede modstandere af rewilding-projekter, men også blandt naturforvaltere og zoologer af den gamle støbning. Nok så vigtigt er det derfor, at forskere kan få kredit for at trække gummistøvlerne på og komme på længerevarende feltarbejde i større og mindre rewildingsprojekter, så teori og praksis kan føde hinanden. Det betyder så også, at rewildingprojekter fra begyndelsen af skal arbejde med at tænkes både som ”naturprojekter” og ”forskningsprojekter”. Artiklen nævner det ikke, men den antropologiske tradition for at “skulle” på feltarbejde, kan her danne  et forvillede. 

Helt igennem en læseværdig artikel, der er fyldt med interessante iagttagelser.

KILDE:

Rewilded horses in European nature conservation – a genetics, ethics and welfare perspective.
Review article with hands-on examples and practical management implications
af Lovász L., Sommer-Trembo C., Barth J.M.I., Scasta J., Grancharova-Hill R., Lemoine R.T., Kerekes V.,  Merckling L., Svenning J.C., og Fages A.
Institute for Open Science, preprint September 2024
Artiklen publiceres i Biological Review Vol 99, nr. 5, Oktober 2024