I 1970erne indvandrede en lille ulveflok fra Canada til Montana. Nu kan vi følge i Diane Boyds fog ulvenes fodspor i hendes erindringsbog.
A Woman Among Wolves: My Journey Through Forty Years of Wolf Recovery
Af Diane K. Boyd og med forord af Douglas H. Chadwick
Greystone Books 2024
Vi kender alle historien om ulvene i Yellowstone, der blev udsat i 1995. Her er imidlertid en erindringsbog af Diane Boyd om hvad der gik førud, nemlig indvandringen af ulve fra Canada til Glacier National Park i 1970erne.
Diane Boyd er blevet kaldt ulveverdenens Jane Goodall. Siden begyndelsen af 1970erne har denne verdenskendte biolog fra Montana University udforsket ulvelivet i de vilde områder nær den store Glacier National Park.
Da Dianne Boyd begyndte for næsten 50 år siden, var hun den eneste biolog, der aktivt forskede i ulvenes genkomst i USA. Med sine to hunde som selskab slog hun sig ned i en hytte i Montana, der var uden vand og el. Her tilbragte hun sine første vintre med at følge en lille håndfuld af ulve, der langsomt bevægede sig sydover mod Montana. Helt konkret bestod hendes arbejde i at følge dem via radio, til fods, på ski eller fra et lille fly for at følge dem på deres vandring mod nye livssteder.
På denne tur mødte hun også bjørne, bjergløver og jærv samt fra tid til anden jægere, som hun søgte at overtale til at holde sig fra at skyde de prægtige dyr. I dag er hendes første lille flok vokset til en population af 3000 dyr, og en stor del af hendes arbejde går nu med at oplyse og forklare folk om ulvens levevis og den naturlige rolle, som dette toprovdyr spiller i genskabelsen af vores forarmede natur.
Hendes erindringsbog, der netop er udkommet på engelsk, tager læseren med på en vild tur ud i Montanas enorme og betagende natur, hvor hun forelskede sig i dette fantastiske dyr. Hendes bog er gennemsyret af en ukuelig vilje til at udforske hvad det kræver, for at mennesker i al almindelighed kan lære at leve med rovdyr i deres baghave.