Kvg i Trørød © Schousboe

Er græsningsskove fremtiden?

Den ”Grønne Trepart” indebærer, at der skal rejses 250.000 ha skov på tidligere agerjord. En væsentlig del heraf skal udlægges til urørt skov. Spørgsmålet er naturligvis hvilken type skov, der fremmer biodiversiteten bedst? Og i givet fald, på hvilken måde?

Træruin i urørt skov i Suserup Skov ved Sorø. En af de undersøgte skovbevoksninger © schousboe
Træruin i urørt skov i Suserup Skov ved Sorø. En af de undersøgte skovbevoksninger, vinteren 2024 © Schousboe CCBYSA

Dette spørgsmål har gennem flere år optaget en gruppe forskere ved Københavns Universitet, der har publiceret resultatet af en sammenlignende analyse af forskellige typer af bøgebevoksninger i Rold, Silkeborg, Gråsten, Sorø, Møn og fem dele af Gribskov.

I hvert af de ti skovområder blev der udvalgt fire bøgebevoksninger karakteriseret af forskelle i den nuværende og historiske forvaltning:

1) Længe urørt (aldrig med ’ordnet skovbrug’ og typisk urørt i mere end 100 år; allerede længe urørt da det blev udlagt til urørt skov med Naturskovsstrategien i 1992)

2) Kort urørt (dvs. skov udlagt til urørt skov efter 1992).

3) Naturnær skovdrift (skovdyrkning med skærmforyngelse og tiltag for biodiversitet i form af enkelttræer, højstubbe og ukurante hjørne friholdt for skovdrift; en slag parallel til økologisk landbrug, bare i skovdyrkning)

4) Konventionel drift med skærmforyngelse ( skovdyrkning med selvforyngelse og med hugst af alle de gamle træer).

I hver af de 40 bevoksninger blev karplanter og mosser registreret.

Udover at registrere artsdiversiteten målte forskerne også jordens surhedsgrad, hvor tykt et lag nedfaldent løv, der lå, samt mængden af muld m.m. Endelig – og nok så væsentligt viste det sig – måltes trækronernes dække, samt hvor våd jorden var (traktorspor osv.). Der blev også registreret en række forskellige mikrohabitater i bevoksningerne, både naturlige og menneskeskabte, fx forstyrrelse fra faldne træer med rodkagen vippet op og forstyrrelse fra skovningsmaskiner eller oprensning af grøfter. Alle faktorer blev målt i 10 stikprøver – såkaldte ’plots’ – i hver bevoksning.

Gennem denne undersøgelsesmetodik blev det muligt at sammenligne artsdiversitet og -sammensætning for at finde frem til hvilket parameter, der befordrede mest biodiversitet. På makroniveau handlede det om driftsformen. På mikroniveau drejede det sig om jordens bonitet, kronedækket eller forstyrrelsesgraden.

Hovedresultater

I alt registreredes 299 arter, hvoraf 209 var karplanter og 90 var mosser. Helt overordnet – når det gjaldt skovområder – var der ikke forskel på den samlede artsrigdom i henseende til hvilken driftsform, der herskede i de enkelte skovområder. Dog var det tydeligt, at mens biodiversiteten inden for de enkelte plots alt andet lige var højere i de driftede skove, ændredes billedet når man sammenlignede artssammensætningens forskellighed mellem de enkelte plots inden for hver bevoksning. Her udviste de urørte skove en større diversitet, hvilket resulterede i større artsrigdom i urørte bevoksninger. De dyrkede bevoksninger var altså homogene i sammenligning med de urørte.

Overordnet set var driftsformen imidlertid ikke det interessante parameter.For  da forskerne derefter sammenholdt biodiversiteten med forholdene i de enkelte mikrohabitater blev billedet et helt andet. Nu var det pludselig muligt, at iagttage statistisk signifikante forskelle mellem de enkelte plots. Forskelle, der var afhængige af kronedække, naturlig hydrologi, forstyrrelse af jordbunden af skovmaskiner osv.

Som forventet var der højere artsrigdom af karplanter i plots med flere lysåbninger i kronedækket, mens forstyrrelser af jordbunden – både naturlige og menneskeskabte – kom til udtryk i markante forskelle i artssammensætningen, især af mosser. Et tykt lag af bladførne på skovbunden gav lav artsrigdom af både karplanter og mosser.

Græsningsskove?

En meget væsentlig konklusion er således, at den slags skov der kommer ud af at pensionere motorsave og skovningsmaskiner ikke nødvendigvis giver høj artsrigdom af karplanter og mosser, selv om det indlysende nok giver dødt ved og dermed levesteder for alle de mange vednedbrydere blandt svampe og insekter. Tager man en traditionelt drevet bøgeskov og lægger urørt, vil trækronerne blive tættere og tættere i en lang årrække, inden træerne til sidst når deres maksimale alder og bevoksningen bryder sammen. Karplanter og mosser kræver lys og i et naturligt skovøkosystem kommer lyset ned til skovbunden takket være forstyrtrelser, fx fra store planteædere.

DERMED viser undersøgelsen, at hvis man skal genoprette et naturligt skovøkosystem med levesteder for alle slags arter, så skal skoven have en helt tredje karakter. Her taler vi om lysåbne enge og skovbryn, hvor store dyr hjælper med at skabe lysbrønde, åbninger i kronedækket samt naturlige jordforstyrrelser af forskellig art. Måske skal vi derfor til at ”tale” om at indføre en helt tredje driftsform – græsningsskove?

Professor Hans Henrik Bruun (KU), der er medforfatter til undersøgelsen udtaler således: ”Det spændende er, at ortodokst urørt skov (blot at stoppe med skovdrift uden at forsøge at genoprette naturlige økosystemprocesser) ikke er tilstrækkelig til at skabe levesteder for de mange – mere eller mindre lyskrævende – plantearter, der fandtes i skovene før det ordnede skovbrug blev indført i løbet af 1800-tallet og som vi ved en masse om fra datidens botanikere såsom Bernhard Kamphøvener, Salomon Drejer, Christian Vaupell og Johan Lange. Ortodokst urørt skov er ganske vist meget bedre end dyrket skov for vedboende biller og svampe, men altså ikke for planterne”.

”Men det er heller ikke nok at genoprette nær-naturlig hydrologi, selv om det gavner sumpskovs-arterne”, fortsætter han. ”Fuld økologisk genopretning fordrer altså genindførelsen af en funktionelt nogenlunde intakt megafauna (fx vildsvin, hest, okse/kvæg) og i naturlig tæthed. Det er da også, hvad vi fra samlet forskerside tidligere har anbefalet. Nu blot med endnu mere evidens bag anbefalingerne”, udtaler han.

KILDE:

Plant communities and their relations to habitat and microhabitat features along a management gradient in beech forests in Denmark
By Anita Atrena, Gaia Giedrė Banelytė, Hans Henrik Bruun, Irina Goldberg, Carsten Rahbek, and Jacob Heilmann-Clausen In: Forest Ecology and Management, Volume 569,1 October 2024, 122162.

OM FORSKERNE

Anita Atrena. Department of Natural Science, Design and Sustainable Development, Mid Sweden University,  Sundsvall 

Gaia Giedrė Banelytė. Department of Ecology, Swedish University of Agricultural Sciences, Uppsala

Hans Henrik Bruun. Department of Biology, University of Copenhagen, 

Irina Goldberg. Center for Macroecology, Evolution and Climate, Globe Institute, University of Copenhagen

Carsten Rahbek. Center for Macroecology, Evolution and Climate, Globe Institute, University of Copenhagen

Jacob Heilmann-Clausen. Center for Macroecology, Evolution and Climate, Globe Institute, University of Copenhagen

LÆS OGSÅ:

Anbefalinger vedrørende omstilling og forvaltning af skov til biodiversitetsformål. Udarbejdet for Naturstyrelsen
Af Peter Friis Møller, Jacob Heilmann-Clausen, Vivian Kvist Johannsen, Rita Merete Buttenschøn, Inger Kappel Schmidt, Carsten Rahbek, Hans Henrik Bruun & Rasmus Ejrnæs
Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser. Rapport 2018/28

Genopretning af biodiversitet og økosystemer i Danmark: Ekspertudtalelse. 
Af Anders Barfod et al.
Det danske IPBES-samarbejde 2018.