Stevns Klint 2014 © schousboe

Køge Bugt på vej som del af den marine Naturnationalpark Øresund

Der har i flere år været tavst omkring de to marine naturnationalparker, som blev vedtaget under den forrige regering. Men nu er der nyt. Det lader nemlig til at Køge Bugt nu indlemmes i Øresund.

Køge Bugt planer
Planerne for Køge bugt er mange

Som de fleste ved, overlevede beslutningen om de marine Nationalparker Øresund og Lillebælt regeringsskiftet. Indtil nu har det dog været meget småt med informationer om, hvad der skal ske. Sidste offentlige info var fi oktober 2023, hvor Heunicke mødtes med Naturpark Lillebælt omkring Naturnationalparken 

Men i går oplyste Heunicke så, at Naturnationalpark Øresund også skal omfatte Køge Bugt, jf. dr.dk, Kosmopol og X: “Kommunerne omkring bugten gør allerede meget, men med en marin naturnationalpark kan vi gøre endnu mere. Parkerne skal styrke havnaturen i Øresund” udtalte Heunicke til DR.

De 7 borgmestre langs Køge bugt er begejstrede, for det er netop, hvad de har kæmpet for i kommunernes ”Køge Bugt Alliance”.

Hvordan Køge Bugt inddrages i Naturnationalpark Øresund skal drøftes i Folketinget på fredag 20. september. Og der er nok at drøfte. Når man ser på den spritnye 2024-havplan for udnyttelse havet i og ved Køge Bugt, er der udlagt kæmpestore zoner til råstofudvinding, til vedvarende energianlæg og til kabelkorridorer. Resterne er udlagt til Generel Anvendelse uden nogen særlig beskyttelse. Der er ingen plads til en naturzone og der er overhovedet ikke indtænkt nogen naturbeskyttelse. Kun en smal stribe ved Ølsemagle Revle, som rasteområder for træk- og vadefugle, samt en stribe nede ved Store Heddinge.

Køge Bugts økologiske tilstand er jf. vandområdeplanerne kategoriseret som moderat og tilstanden af vandløbene ud til bugten er enten dårlig eller moderat. Det er velkendt at landbugsjorden på Stevns er af høj kvalitet, og der dyrkes således på sine steder helt ud til kysten, blandt andet helt op til den sti, der går langs klinten. 

Selve Øresund har i mange år været udlagt som naturbeskyttet område (grøn farve) og det giver mening at etablere en Naturnationalpark her. Der er bestemt også et godt spredningspotentiale af organismer til et nyt naturbeskyttet Køge Bugt område, der jo i dag ikke har de store naturværdier at beskytte. Som Greves borgmester Pernille Beckmann (V) siger:
– Ilten forsvinder under havoverfladen. På stranden er der fedtemøg og alger, havdyrene og fiskene lider. Derfor er det virkelig påkrævet, at Køge Bugt også bliver udpeget.

Men det kræver, store ændringer i den planlagte anvendelse, store ofre, mange penge, politisk vilje og -mod. Og ikke mindst meget, meget lang tid, før Køge Bugt ikke kun er en Naturnationalpark på papiret men også under vandoverfladen.

Danna Borg

KILDE:

Citeret efter et opslag på Danmarks Vilde Naturs Facebook side